Den 8. marts er kvindernes kampdag, og i den forbindelse vil jeg, som ung, radikal kvinde i gang med en lang videregående uddannelse, slå et slag for en overset pointe i præsident Trumps forskningspolitik.

Selvom Trump generelt har taget forskningsfjendtlige beslutninger, har han haft ret i én ting: Politikere skal turde at prioritere den fælles forskning. Jeg mener, den skal prioriteres, så den er til gavn for hele befolkningen, hvilket vi i Danmark ikke er gode nok til.

Et problem, der er særligt tydeligt, når man ser på, hvordan kvinders biologi systematisk er blevet nedprioriteret i medicinsk forskning. Mænd har de sidste mindst 150 år nydt godt af at have været udgangspunktet i medicinsk forskning, blandt andet fordi deres biologi er mere »ukompliceret« i forskningssammenhænge. De har ikke så mange ekstra reproduktive organer, og alt det der rod med om de nu kunne være gravide, skal amme eller har en hormoncyklus, der er lidt mere kompleks end de almindelige udsving i søvn og sulthormoner, har gjort, at mænd i vid udstrækning har dannet grundlaget for medicinsk forskning.

Derimod står kvindelige kønshormoner stadig beskrevet som en udefrakommende risikofaktor i min ellers fine og opdaterede studiebog til mit patologikursus. En udefrakommende risikofaktor? Mine hormoner, som jeg hverken har valgt eller kan kontrollere, ses som en risikofaktor på lige fod med rygning, uv-stråling og usund kost.

Den medicinske forsknings forståelse af et standardmenneske er en mand i 40erne på 80 kg, der er 180 cm høj. Vores retningslinjer, behandlingsvejledninger og forventninger bygger alle på, at resultaterne gerne skal passe på det her fiktivt opsatte standardmenneske.

Det betyder, at halvdelen af befolkningen sidder tilbage og skal håbe på, at deres symptomer ikke bliver fejlfortolket ud fra en mandlig standard, at behandlingen også er effektiv på dem, og at deres besværlige hormoner ikke kommer i vejen.

Problemet her kunne være løst for længe siden, hvis sundhedsvidenskabelig forskning var blevet tvunget til at forholde sig til de mindst 50 procent af befolkningen, som ikke ligner »standardmennesket«. Mine medstuderende skal ikke uddannes til at se kvinder som en biologisk besværlighed, og vores fælles forskningsmidler skal komme mig lige så meget til gode, som hvis jeg havde været en 40-årig mand, 180 cm høj, der vejer 80 kg.

Så ja, Trump har en pointe. Danmark bør tage ansvar og sikre, at vores sundhedsforskning repræsenterer hele befolkningen – ikke kun det mandlige »standardmenneske«.

Sofie Holm, kandidatstuderende på Molekylær Biomedicin, KU, regionsrådskandidat (R) i Region Østdanmark.

Århundredets selvmål

To store stærke mænd sparker og slår uhæmmet løs på en lille forsvarsløs mand, som ikke har en chance. Og som endda er deres gæst. Foran rullende kameraer i Det Hvide Hus. Ingen amerikanere, ud over Trumps allermest fanatiske støtter, kan leve med denne uhørt brutale opførsel. Så Donald Trump og hans vicepræsident, J.D. Vance, har begået århundredets selvmål.

Og godt er det. Der er kun halvandet år til midtvejsvalget i USA. Og ikke engang Trump/Vance kan ignorere, hvad de amerikanske vælgere da mener.

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Hvem raser de grønlandske demonstranter over?

Kære grønlandske demonstranter

Hvem er det, I raser mod, når I raser mod danskerne? Mig? Min mor er færing, fra en familie, som er lige så koloniseret som jeres. Min far kommer af en husmandsslægt, som nok i virkeligheden har været mere undertrykt af herremændene. Det tætteste jeg kommer den historiske elite, er et muligt uægte barn med en herremand, som krævede, at kvinden forlod sin stilling på godset, da det kunne ses.

Er det min stedsøster, I raser mod? Hun med familie fra Gran Canaria, som blev koloniseret i 1400, efterkommer af en polsk roeplukker og i øvrigt dansk almue. Vi er mindre etnisk danske end det gennemsnitlige grønlandske landstingsmedlem, og vores familier har fået mindre ud af Grønland end deres. Hvem er det, I raser over?

Vi kan ikke ændre på fortidens synder, og historisk har Danmark både bidraget til den grønlandske velfærd og nydt godt af Grønlands naturressourcer. Vi er forbundne, som kongen siger, historisk, slægter og rigsfællesskab. Dem man elsker, tugter man. Dansk satire har altid gået til stregen. Det er ikke nyt. Som i alle ægteskaber er der konflikter og kriser, men både Grønland og Danmark nyder fordele ved det.

Skal vi ikke lægge stridsøkserne, inden det er for sent? Jeg ønsker Grønland et godt valg.

Leika Diana Jørgensen, Frederiksberg

Religion er et privat anliggende

Der er en hel del, som Huda Sharfo og hendes meddebattører ikke har forstået.

Blandt andet har Danmark religionsfrihed, men ikke religionslighed. Og da Danmarks officielt understøttede religion er kristendommen, indtager den helt naturligt en hovedrolle på det religiøse område, mens alle andre religioner, herunder islam, af den årsag er underordnede i forhold til kristendommen.

Endvidere er det ikke normalt, at religion overhovedet på nogen måde indgår i nogen form på de højere læreanstalter, og det bør ikke ændres eller tillades, blot for at muslimerne kan dyrke deres religion, som er det officielle Danmark totalt uvedkommende. Religion bør, som danskerne flest gør det, dyrkes bag hjemmets fire vægge eller i dertil indrettede bygninger.

Det accepterer og efterlever alle andre grupper end muslimerne, og det bør muslimerne også affinde sig med at gøre. Det vil med sikkerhed blive anset for fornuftigt af de fleste danskere.

Niels B. Larsen, Randers

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk