Det historiske og verdenskendte trækrigsskib fra 1864 står over for en markant fornyelse af sin formidling i de kommende år. Alligevel har kulturministeren valgt at fjerne størstedelen af tilskuddet til restaurering af museumsskibet fra regeringens udspil til en finanslov for 2027.

Fregatten Jyllands historie og oprindelse har måske aldrig været mere aktuel, og museets formidling står på tærsklen til en fornyelse, som vil øge det nuværende besøgstal mærkbart. 

Derfor er det både overraskende og ærgerligt, at regeringen med kulturministeren i spidsen ønsker at fjerne den statslige bevilling til bevarelse af netop Fregatten Jylland. Midler som alene går til restaurering og vedligeholdelse af skibet, så det i alle årene har været åbent for offentligheden.

Museumsskibet er en central del af vores fælles historie, som i disse år igen er blevet uhyggelig aktuel. Men med kulturministerens beslutning står en autentisk del af vores kulturarv reelt til at forsvinde. Når skibsværftet ved fregathavnen i Ebeltoft til november tager Fregatten Jyllands forreste mast ned til restaurering, er der ikke flere midler til at fortsætte restaureringsarbejdet.

Fregatten Jylland havde en central rolle i krigen i 1864, hvor den deltog i kamphandlinger. Kun ganske få af de store trækrigsskibe fra de europæiske 1800-tals krige er bevaret – og endnu færre i så god stand, at gæsterne har adgang til dem. Fregatten er i den forstand i international særklasse.

Skibet er i dag verdens største, velbevarede trækrigsskib fra den periode. Og det er derfor helt uforståeligt, at regeringen faktisk vil lade skibet forgå. I modsætning til herhjemme er briterne gået i gang med restaurering af perlen i den britiske søfartshistorie, Lord Nelsons skib Victory fra 1805 til en pris på ikke mindre end 42 millioner pund.

En af de første politikere, der forstod betydningen af at bevare Fregatten Jylland for eftertiden, var statsminister Thorvald Stauning. I 1933 iværksatte han en omfattende restaurering, hvor han koblede bevarelse af kulturarv med behovet for beskæftigelse for datidens håndværkere. Fregatten Jylland står den dag i dag med Staunings autentiske stålkerner i de tre master, som er et markant vartegn ved Ebeltoft Vig.

I dag mangler vi ikke beskæftigelse. Men vi mangler sikkerhed for, at skiftende regeringer ikke med et pennestrøg fjerner den statslige bevilling, som skal fastholde de historiske håndværkere, som kan restaurere og bevare Fregatten Jylland. Og vi mangler en langsigtet finansiering af den kulturarv, som ikke passer ind i museumslovens traditionelle driftstilskud.

Tommy Bøgehøj, formand for Den Selvejende Institution Fregatten Jylland

Differentieret moms

Med den meget omtalte Verian-måling angående den påtænkte momsdifferentiering in mente må man sande, at kun politikere nu kan foretrække den løsning frem for en forhøjelse af bundfradraget, som i højere grad vil komme de mindrebemidlede til gode frem for de højtlønnede.

Ikke mindst da stort set samtlige økonomer stærkt fraråder løsningen med differentieret moms.

Men måske er regeringens overlevelse vigtigere end en fornuftig brug af de mange milliarder, jævnfør Pelle Dragsteds trusler?

Niels B. Larsen, Randers

Tilgængelighed for blinde

Danmark har, så vidt jeg ved, tiltrådt handicapkonventionen og dermed også tilgængelighedskonventionen.

Hvordan kan det så være, at der flere og flere steder er touchskærm på dankortterminaler? Derved er der flere blinde, der ikke kan bruge terminalerne selv, da man ikke kan føle tallene og selv taste sin pinkode.

Var der ikke noget med, at man ikke må udlevere sin pinkode til andre?

Og det er heller ikke alle blinde, der kan bruge en smartphone til at betale med.

Det er i hvert fald ikke overholdelse af tilgængelighedskonventionen.

Gudrun Mørch, Taastrup

Kunstig intelligens og teknologiforståelse

Med kunstig intelligens er en ny barbarisk epoke indledt, og som altid – hævder den italienske filosof Giorgio Agamben – vil videnskaben stå i barbariets tjeneste. Problemet med kunstig intelligens er ikke, at den er kunstig, men at den tænker uden for det subjekt, der tænker, eller skal forestille at tænke.

Problemet opstår, når man tror, at kunstig intelligens bare er et værktøj, der netop gør det muligt at undlade at bruge sin forestillingsevne. For uden forestillingsevnen har man allerede uddelegeret analysen til den separat eksisterende kunstige intelligens og undladt selv at tage stilling.

Hvem eller hvad skal frelse os fra dette verdensomspændende barbari? Det skal åbenbart det nye fag i gymnasieskolen: teknologiforståelse. Man kalder det AI-literacy, og navnet er endnu dummere end digital dannelse. Men det skal altså forestille at frelse eleverne fra at begå dumheder, når de anvender teknologiske redskaber i forbindelse med undervisningen.

Hvem er så de frelsende engle, der skal undervise i faget? Det svæver lidt i luften. Men mon ikke det netop er folk i videnskabens tjeneste. Og hvad skal de undervise i, så eleverne ikke bliver dumme? Man tør vel ikke håbe på, at Heideggers »Spørgsmålet om teknikken« kommer på pensum i det nye fag.

Det kunne ellers være interessant, hvis man for eksempel skulle læse den passage i Teknik-skriftet, hvor Heidegger prøver at anskueliggøre, hvordan vandkraft og turbiner på Rhinen forhindrer os i at se naturen i sig selv, fordi vi kun kan se naturen som et formål for os.

Måske kunne det være interessant at lave netop den kobling til kunstig intelligens og prøve at forstå, at så snart den maskinelle tænkning har lavet analysen for os, så er der ikke mere at komme efter for den menneskelige tænkning.

Og det bringer et fundamentalt spørgsmål på banen, som ingen AI-literacy eller digital dannelse kan svare på: Hvad skal vi med uddannelse i det hele taget? Er uddannelse bare et instrumentelt anliggende, hvor man lærer at bruge værktøjer til at klare sig på et fremtidigt arbejdsmarked, eller har den idé stadig noget kørende for sig, at det er godt for elever at lære ting, ikke fordi det skal bruges til noget, men fordi vi stadig har respekt for intellektuelle dyder såsom tænkning for tænkningens egen skyld?

Michael Vernersen, lektor, Christianshavns Gymnasium

Vinterbaderens skræk

Som vinterbader bader jeg ved stranden hver eneste dag året rundt.

Men hvad sker der, når kloakken løber over, og der ikke er renset for menneskelige efterladenskaber, medicin, hormoner og kemi som vi mennesker udleder,fordi spildevandsselskaberne ikke har styr på overløb = kloakvand, der ikke renses før det udledes til vandløb og fjorde!

Så længe jeg kan huske, har vi fået oplyst, at der ikke er ret meget overløb fra rensningsanlæggenes spildevand. Men nu betvivles den sandhed.

Der er 4.000 overløbsbygværker i Danmark. Der måles kun fra de 300. Repræsenterer de få målinger virkeligheden, eller er det en sandhed med modifikationer?

Det lyder som gætværk, og det svirrer med oplysninger om, at medarbejdere på rensningsanlæg har mundkurv på!

Man siger godt nok, at storbyernes kloak- og toiletvand bare fortyndes, inden det sendes afsted!

Vi bør forlange klarhed over, hvor meget overløb der er, så vi kan få vished for, om fremtidens børn kan bade i rent vand ved vores strande og fjorde!

Eva Sommer-Madsen, Vordingborg

Dragsteds bureaukrati

Enhedslistens Pelle Dragsted har trukket en gammel traver af stalden, beskatning af overnormal profit. Pelle Dragsted er nemlig i stand til at bestemme, hvad der er normal og dermed også overnormal profit.

Bag alle de økonomiske termer ligger nok et ønske om at indføre endnu en skatteskrue, som politikerne kan anvende efter forgodtbefindende.

Men hvem har en overnormal profit? Er det overnormalt, når staten via afgifter tjener stort på stigende dieselpriser eller til vinter en høj gaspris? Eller er det overnormalt, at staten via skatter og afgifter forventer et råderum i 2035 på knap 104 milliarder kroner? I så fald må vi forvente en betragtelig tilbagebetaling.

Kan profit være overnormal, kan den også være undernormal. Irankrigen medfører blandt andet stigende priser på diesel og gødning, og dermed undernormal profit for en lang række virksomheder særligt inden for landbruget. Skal de så tilsvarende støttes automatisk og efter politisk bestemte procentsatser?

Sikke et herligt bureaukrati, vi kan få.

Thomas Bjørn Ibsen, Søllerød

EU-nej til nye arktiske olieboringer

»EU-nej til nye arktiske olieboringer« lød overskriften på en artikel i Berlingske om EUs nye strategiplan for Arktis. Det er ikke forkert, men EU var i forvejen imod nye boringer i Arktis. Det egentlig nye i EUs plan for Arktis er på energi- og klimasiden, at EU har opgivet at få andre lande til også at forpligte sig til at undlade boringer i Arktis. Norge, hvis gasleverancer EU-området er stærkt afhængigt af, har eksempelvis afvist at følge EUs eksempel.

Frede Vestergaard, Albertslund

Hvem hænger man ordener på?

Under det netop afsluttede statsbesøg i Danmark fik Vietnams autokratiske præsident, Tô Lâm, den højeste danske orden: Elefantordenen, blev kørt gennem København i karet, fik gallamiddag på Christiansborg og blev modtaget af Kongeparret. Hvorfor?

Præsidenten har i den grad blod på hænderne, og han står i spidsen for et undertrykkende regime, der fængsler og kidnapper politiske modstandere – også i udlandet.

Men det er åbenbart blevet fast praksis at belønne diktatorer med den højeste orden og statsmodtagelser, som var de forbilleder for os.

Det er ikke mere end to år siden, at Egyptens præsident, Abdel Fattah al Sisi, blev modtaget på samme måde, trods brutale krænkelser af menneskerettighederne, brug af tortur og fængsling uden rettergang af titusinder af politiske modstandere.

Jeg undrede mig, da Nicolae Ceausescu i 1980 under statsbesøget her i landet fik den samme høje orden og flotte modtagelse (han fik den dog frataget i 1989). Jeg troede, at det var en fejl, vi ikke ville se gentaget. Men det er åbenbart fast praksis.

Det næste kan åbenbart blive en tilsvarende modtagelse af Ruslands diktator, Putin, og samtidig kan Donald Trump blive tildelt Elefantordenen, når nu »staklen« ikke kunne få Nobels Fredspris.

Bjarne Nissen, Ærø

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

Simon Richard Nielsen: Er B.T. forlovet med den yderste højrefløj?

B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, har været i vælten den seneste tid efter at have modtaget et bekymringsbrev fra mediets journalister. Medarbejderne er bekymrede for det, de kalder »den politiske og ideologiske styring af journalistikken« på mediet. Så er B.T. fortsat et uafhængigt medie? Gæst: Simon Richard Nielsen, chefredaktør, B.T. Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder