Børne- og ungechef hos Danske Bank, Anne Juel Jørgensen, skrev i et indlæg 4. marts, at regeringen tøver med at indføre forbud mod spilreklamer, og at reklamer kan være en medvirkende faktor i udviklingen af ludomani blandt unge. Det vil jeg, som administrerende direktør i Spillebranchen, meget gerne svare Anne Juel Jørgensen på, hvorfor jeg tror, at regeringen tøver med.
Når Anne skriver, at der skal gøres noget ved, at unge på skoler møder pengespil, er vi helt enige i, at det ikke må ske. At spil kun skal være for myndige voksne, kan der ikke være to meninger om. I Spillebranchen mener vi, ligesom Anne Juel Jørgensen, at mange af Ungespilpanelets forslag til at modarbejde netop denne triste tendens er gode og er noget, som vi håber, at politikere vil lytte til.
Dér, hvor mine og Anne Juel Jørgensens veje så skilles, er, når hun kalder på totalforbud af spilreklamer som en universel løsning og refererer til Norge som et foregangsland. Der skyder hun helt ved siden af skiven, for Norges spilregulering er ikke én, som bør inspirere nogen lande i Europa.
Indledningsvis skal det hertil bemærkes, at der i Norge ikke er forbud mod markedsføring. Tværtimod markedsfører det lokale spilmonopolselskab, Norsk Tipping, sig heftigt til de norske forbrugere. På trods af den intensive markedsføring af monopolselskabet har Norge kæmpe problemer med ulovligt spil. I Norge spiller 5 ud af 10 spillere således på ulovlige spilsider, der ikke har licens i Norge. Det har skabt en situation, hvor forbrugerbeskyttelsen i Norge er sat helt ud af kraft. Til sammenligning er det i Danmark kun 1 ud af 10 danske spillere, der spiller på ulovlige spilsider.
Når Anne Juel Jørgensen fremhæver Norge som et fremgangsland, kan vi dog være enige om, at Norge på ét område er et stort forbillede for dansk spillelovgivning: nemlig det ansvar, som de norske banker påtager sig ved at afvise transaktioner fra ulovlige spiludbydere. Faktisk blev det samme ansvar pålagt danske banker i 2012, men bankerne kæmpede så meget imod reglerne om betalingsblokering, at regeringen nogle år efter måtte rulle reglerne tilbage igen.
Men måske er bankerne nu endelig parate til at blokere for betalinger til ulovligt spil og gribe ind overfor spilmisbrug? Bankerne har jo et overblik over alle kundens transaktioner, så de har mulighed for at gribe ind, hvis en kunde bruger flere penge på spil, end godt er.
Mon de forslag er noget, som Anne Juel Jørgensen og Danske Bank i 2024 vil bakke op om? I Spillebranchen er vi klar.
Morten Rønde, direktør, Spillebranchen


