Vigtig opgave for den nye grønne trepartsminister


Påstanden om at grøn omstilling af landbruget kun vil føre til udflytning af produktion og arbejdspladser til vores nabolande - den såkaldte lækageeffekt - blev et af omdrejningspunkterne i den grønne trepart. Dette til trods for at bl.a. de miljøøkonomiske vismænd har påpeget, at lækagen slet ikke er så stor, som påstået af Landbrug og Fødevarer. Og uanset lækage, så ville der med en høj CO2-afgift – modsat den grønne trepart - have været en stor samfundsøkonomisk gevinst i omstillingen af det danske landbrug. Dette er dokumenteret i Svarer-udvalgets rapport.
Men lækage-spørgsmålet er snarere et spørgsmål om, at der fra den nuværende landbrugsproduktion er en lækage af klima- og miljøproblemer til andre lande. Et af målene i den grønne trepart er at mindske landbrugsarealet en smule og samtidig intensivere den animalske produktion. Altså en forøgelse af den import af dyrefoder, som allerede i dag betyder import af soja fra Sydamerika svarende til et areal større end Sjælland. Intensivering af den animalske produktion risikerer at føre til endnu mere rydning af regnskov. Med andre ord holder den grønne trepart hånden under den nuværende landbrugsproduktion og fortsætter blot eksporten af klima- og miljøproblemer.
Klimarådet har for nylig vist, at det faktisk er muligt at øge den danske fødevareproduktion og samtidig mindske landbrugsarealet markant. Forklaringen ligger i, at plantebaseret landbrugsproduktion er mere arealeffektivt end animalsk produktion. Og Danmark har i dag et af verdens mest dyreintensive landbrug, som er afhængigt af at importere enorme mængder soja til foder. Men ved en højere grad af plantebaseret produktion kan dansk landbrug samlet producere flere fødevarer på et mindre areal, der til gengæld giver plads til mere skov og gavner natur og drikkevand.
I dag modtager landbruget ca. 12 mia. kr. i årlig statsstøtte og står kun for beskedne 1,5 % af den danske økonomi. Statsstøtten fortsætter, og med den grønne trepartsløsning har regeringen tilsyneladende valgt at fortsætte en massiv og statsstøttet lækage af miljøødelæggelser. Der venter en kæmpe opgave for den nye trepartsminister, hvis der skal rettes op på den både økonomiske og klima- og miljømæssigt uansvarlige trepart.
Henrik Skotte, Mårslet