Det var glædeligt at overvære Folketinget på åbningsdagen afsynge vores nationalsang. Som barn af 1970erne, hvor alting blev vendt på hovedet, og hvor traditioner og gamle sangskatte blev smidt på møddingen, så er det et lyspunkt at opleve den spirende lyst til igen at ville vores fælles historie, som vores gamle sang- og salmeskatte er så forankret i.
Ingemann, Grundtvig, Kingo, Brorson og ikke at forglemme H.C. Andersens digt, der på fortryllende vis fortæller, hvorfor vi er så glade for at være født i Danmark. Disse salmedigtere, og deres guld til eftertiden, har vi som generation en stor forpligtelse til at videregive til vores børn og børnebørn.
Nationalsangen blev i papirform omdelt i Folketingssalen og var også at se på storskærm, da vi desværre ikke længere kan forvente, at vores medborgere kan sangen udenad.
Men hvorfor skulle de da også kunne det, når vi kun sjældent synger den og de mange salmer, som Danmark er så rig på?
I folkeskolen er morgensang langt de fleste steder afskaffet, og skulle det ske, at der bliver sunget, så er det sjældent en af vores fantastiske salmer som »I østen stiger solen op« eller »Op, al den ting som Gud har gjort«.
Jeg foreslog derfor på vegne af Venstre i Rudersdal Kommunalbestyrelse, under de netop afviklede budgetforhandlinger, at vi genindførte morgensang på alle Rudersdals folkeskoler. At vores børn skulle stifte bekendtskab med netop den gamle salmeskat, inden den går i glemmebogen.
Men ak, selv en konservativ ledelse af vores by er ikke garant for højnelse af kultur og dannelse, det blev derfor pure afvist. Så vores børn i Rudersdals folkeskoler er desværre ikke garanteret, at de kan blot en håndfuld af salmedigternes bedste værker udenad, når de forlader vores folkeskoler i Rudersdal, og det er i sagens natur begrædeligt.
Jens Kloppenborg, viceborgmester i Rudersdal (V)