Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi unge må ikke glemme debatten om ældreplejen

Jeg synes, at det er trist at se, hvordan ældrepleje er ikke-eksisterende emne blandt os unge, skriver Sofie Bruun-Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Jeg er forarget over, hvordan størstedelen af den unge generation har skyklapper på, når det vedrører debatten om det omsorgssvigt, som vi er vidner til i ældreplejen.

Jeg synes, at det er trist at se, hvordan dette emne er ikke-eksisterende blandt os unge. Hvordan emner som ligestilling og klimaforandring overdøver noget af det vigtigste i vores samfund, nemlig næstekærlighed. Næstekærlighed til de mennesker, som ikke er i stand til at tale for sig selv. Omsorgssvigtene rammer den generation, som har bygget det samfund op, som gør, at vi kan have fokus på internationale problemer som klimaforandring, hvilket er fantastisk. At se en generation stå så stærkt sammen er vidunderligt.

Men vi må ikke glemme vores bedsteforældre, vores venners bedsteforældre eller helt enkelt; vores ældre medborgere. Jeg ved godt, at der er længe til, at vi skal opleve det, som vores bedsteforældre oplever i dag. Jeg ved også godt, at klimaforandring og ligestilling er mere relevante for os lige nu og her. Det ændrer dog ikke på, at vi ikke må overse vores ældre. Det er os, som kan og skal være med til at forbedre ældreplejen. Det er os, som er de varme hænder. Så lad os stå stærkt sammen om at give værdigheden tilbage til vores ældre.

Sofie Bruun-Jensen, København

Arnes pension

I diskussionen om pension til nedslidte personer kunne man også stille spørgsmålet:

Er det nødvendigt, at en murer, en brolægger eller en stilladsarbejder skal arbejde inden for det enkelte fag gennem hele livet?

En omskoling undervejs i ens karriere burde være en mulighed, og her kommer fagforeningerne ind i billedet. De fleste fagforeninger har store midler til rådighed, idet der nu om dage sjældent forekommer større strejker, som belaster strejkekasserne.

De enkelte fagforbund bør derfor tilbyde medlemmerne støtte til omskoling for at forebygge nedslidning hos medlemmerne inden for de udsatte fagområder.

Indtjeningsmulighederne inden for f.eks. stilladsarbejde ved akkord og arbejde uden for normal arbejdstid er særdeles høje, man har læst om indtægter pænt over en million kr.

Omskoling til et andet job kan medføre en lavere løn, men til gengæld undgår man et svigtende helbred ved hårdt fysisk arbejde. Et godt helbred både til gavn for den enkelte og for samfundet.

Ole Sørensen, Taastrup

Det Rabiate Venstre

Det Radikale Venstre har en lang tradition for at være præget af økonomisk ansvarlighed. Men det gælder desværre ikke længere. I partiets iver efter den hurtigst mulige grønne omstilling må denne koste, hvad det koste vil. Væk er den sunde, grønne – og økonomiske – fornuft. De Radikale er blevet til De Rabiate. Hvordan kunne det gå så galt?

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Må jeg være med?

Det danske samfund har brugt alt for mange penge på mig – til trods for, at jeg selv mener, at jeg kan bidrage til fællesskabet i stedet for at blive forsørget af danskerne.

I dagens Danmark skal man nemlig kunne arbejde minimum 37 timer under »normale« omstændigheder for at være en såkaldt velfungerende borger, der kan forsørge sig selv og bidrage til samfundet.

På trods af at jeg hele mit liv har været – eller i hvert fald følt mig – forkert pga. fysiske og særligt psykiske udfordringer, har jeg stadig en tro på, at jeg kan blive en del af og måske endda bidrage til vores fælles samfund. Denne tro svinder dog hurtigt for tiden, efter jeg i halvandet år har kæmpet med systemet i et forsøg på at kunne blive en værdifuld del af arbejdsmarkedet på de vilkår, der er mulige for mig.

Det er fantastisk, at vi har så ambitiøst et velfærdssystem, som vi har i Danmark. Desværre kan systemer ikke altid hjælpe individer, da individer jo er forskellige og ikke altid passer ind i systemiske kasser og bureaukratiske procedurer.

Hvis vi vil udnytte vores ambitiøse velfærdsinvesteringer og -potentiale, bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i borgernes individuelle muligheder, ressourcer og behov, både på arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i jobcentrene og i sundhedsvæsenet – særligt i psykiatrien. Borgerne skal have mulighed for selv at have indvirkning på den hjælp, vi får fra samfundet. For vi er selvsagt oftest dem, der kender os selv, vores udfordringer og ressourcer bedst.

Ida Binderup, sygemeldt og frustreret, Aarhus