Konfrontatorisk – ikke kun ved fronten
Dansk retorik over for Rusland påstås at være stærkt konfrontatorisk og det antydes: Den er farlig.
Vrøvl. Nu skal vi altså huske, at det er Rusland, som har optrådt særdeles konfrontatorisk over for Ukraine.
Det virker som om nogle danske politikere er ved at glemme, hvem der begyndte den krig, og hvorfor den startede, men det var altså Rusland, som angreb Ukraine 24. februar 2022. Deres påstand var et latterligt narrativ uden hold i virkeligheden, nemlig at nazister regerede Ukraine, og befolkningen blev holdt i et jerngreb, som først ville slutte, når de russiske befriere kom og ville blive mødt med åbne arme.
Tværtimod forsøger Ukraine at slippe af med russisk påvirkning og korruption og blive et vestligt land med et ægte demokrati.
Det projekt må Vesten ikke svigte.
Så der skal være konfrontationer med Rusland og ikke kun ved fronten.
Niels Henrik Jessen, Korsør
Had rammer endda børn
For nylig blev Sikandar Siddiques femårige søn udsat for en kommentar på sociale medier, hvor en person skrev: »afliv lortet.«
For nogle kan det måske reduceres til endnu et eksempel på en »tastaturkriger« med for meget tid og for lidt omtanke. Men det vil være en fatal fejllæsning af situationen, hvis vi vælger at se det isoleret.
For denne ene kommentar står ikke alene. Den er del af en større tendens i vores samfund, hvor danske muslimer systematisk gøres til skydeskive i den offentlige debat.
Når et uskyldigt barn angribes med den slags ord, afsløres en forråelse, som er blevet normaliseret i vores samtaler om minoriteter. Det siger noget om den ilt, der fylder debatten: En konstant mistænkeliggørelse af muslimer som »problemet«, en retorik hvor mennesker reduceres til symboler på kriminalitet, kvindeundertrykkelse eller parallelsamfund.
Når politikere og meningsdannere i årevis har sat denne dagsorden, bliver konsekvensen, at hadet til sidst ikke kan begrænses til debatsider eller talerstole. Det siver ud i hverdagens møder, i gaden – og åbenbart også mod børn.
Man kan mene, hvad man vil om Sikandar Siddiques politik, men at hans familie, hans barn, skal bære prisen for hans deltagelse i demokratiet, er en skandale. Ligeledes da han blev angrebet, mens han kom gående med sine forældre.
Hvis vi accepterer det som »prisen for at blande sig«, hvad siger det så om vores demokrati? Det burde være en selvfølge, at ingen – uanset baggrund – skal frygte, at deres børn bliver udsat for verbale overgreb, blot fordi deres forældre deltager i samfundsdebatten.
Vi skal turde sige det højt: Den danske debat om muslimer har nået et niveau, hvor dehumanisering er blevet normaliseret. Det er ikke et spørgsmål om enkeltindivider, men om en kultur.
Og når et barn bliver kaldt noget, man ellers kun ville bruge om et dyr, der er på sit sidste stadie, så er det ikke længere blot en kommentar. Det er et spejl af en offentlighed, der har mistet balancen mellem skarp kritik og ren afhumanisering.
Hvis vi ønsker et stærkt demokrati, må vi insistere på, at selv vores hårdeste uenigheder ikke skal koste børn og familier deres værdighed.
Vi skylder både minoriteter og os selv at sige fra over for den form for sprog. For i sidste ende handler det ikke kun om Sikandar Siddique eller hans søn – det handler om, hvilken form for fællesskab vi vil være.
Muhmen Parvaze, København
Den glemte kommission
Det er trættende at opleve blå blok blive ved med at piske den døde minksagshest med deres evindelige forargelse over, at der ikke nedsættes en ny kommission.
Specielt når man betænker, at samme blå blok i 2015 nedlagde Irak-kommissionen, så Danmarks deltagelse i en mulig ulovlig krig ikke kunne blive undersøgt. Men det har alle tilsyneladende glemt.
Alexander Borg, København
Snæversynet forargelse
Der breder sig nu en forargelse over erstatningen til minkavlerne, som fik deres besætninger slået ned, og deres virksomheder tvangslukket med øjeblikkelig virkning. Uden lovhjemmel og uden appelmulighed.
Ja, det vil koste hver eneste dansker 5.000 kroner, men det glemte Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.
Samt forargelse over erstatningen til landmænd, som efter »treparts«-aftaler skal afgive jord til skov eller vådområder. Klima-alarmister kan ikke få »natur« nok og hurtigt nok. De tænker ikke på, hvor og hvordan vore fødevarer så skal produceres og af hvem. Danmark har været et landbrugsland i 6.000 år.
De forargede kender åbenbart ikke grundlovens § 73 stk. 1: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«
Ingen produktionsvirksomhed kan drives uden lån til finansiering af produktionsmidler for landmænd især jord. Oftest helt op til lånegrænsen. Uden fuld erstatning vil den enkelte blive hjemløs og forgældet til sin dødsdag.
Men sommerhusejere, der selv havde bygget eller købt tæt på stranden, klager nu over, at de ikke får fuld statslig erstatning efter oversvømmelserne for to år siden.
Luksus-hyklere.
Knud Larsen, Hvidovre
Ulighed i sundhed
Jeg blev lettet ved at læse i Berlingske, at der var afsat 160 millioner kroner til at rette op på ulighed i sundhed, vel vidende at mænd gennemsnitligt lever tre til fire år kortere end kvinder. Til min overraskelse viste det sig, at pengene i stedet skal gives til forskning i kvindesygdomme, herunder endometriose.
For et par dage siden blev sygdommen beskrevet i Berlingske i en sag, hvor både intervieweren og fortælleren er journalister.
Overskriften lød: »Efter ti år fik jeg endelig som 26-årig diagnosen endometriose«.
Som lægeligt princip haves at behandlingen gives med det middel, der har de færreste bivirkninger og risici for komplikationer.
For endometriose gælder rækkefølgen at første præparat er smertestillende, hvis utilstrækkeligt tilbydes derefter progesteron som lokalbehandling, der alene påvirker slimhinden i livmoderen, hvor sygdommen sidder. Ved mere udbredt sygdom tilbydes progesteron som tabletter. Hvis intet andet har virket eller patienten har sagt nej tak til mindre indgribende behandling tilbydes kirurgi, en behandling med størst risiko for komplikationer herunder efterfølgende tarmslyng.
Ud fra det i artiklen beskrevne kan jeg konkludere, at diagnosen ikke blev stillet ti år efter ved det kirurgiske indgreb, men at patienten alene havde frabedt sig mindre indgribende behandling af sin endometriose, hvilket kunne have hæmmet spredning til tarm og æggeledere.
Artiklen sluttede af med en opfordring til praktiserende læger om at lytte bedre efter, hvad kvinder med slemme smerter siger.
Måske skulle artiklen også have opfordret til at lytte efter de råd, som lægen giver.
Torben Bjerrehuus, Hellebæk
Tallene kan ikke stå alene
Gør hjemmearbejde os mere eller mindre produktive? Det er på ingen måde en ny debat, men den fortjener en mere nuanceret tilgang, end de fleste fremfører.
For nylig hørte jeg fra en HR-repræsentant, der i data kunne se, at medarbejdere i gennemsnit håndterede færre sager på hjemmearbejdsdage. Det blev brugt som argument for at begrænse hjemmearbejde. Men er det så enkelt?
Forestil dig to scenarier:
1) Alle sager og medarbejdere er ens – i så fald peger et mindre antal behandlede sager på lavere produktivitet ved hjemmearbejde. Det er en simpel og intuitiv fortolkning, men også den mindst realistiske.
2) Sager (og mennesker) er forskellige. Antag, at sagerne varierer i kompleksitet, og at hjemmearbejde giver bedre ro til at håndtere de mest krævende opgaver. Hvis medarbejdere tvinges til at tage de svære sager på kontoret, hvor forstyrrelser er hyppigere, kan det skabe en længere sagsbehandlingstid, øget frustration og dermed øget stress.
Som tidligere ph.d.-studerende og nationaløkonom, nu kropsterapeut og oplægsholder med fokus på at skabe sundere arbejdsliv, har jeg oplevet, hvordan data kan give et værdifuldt indblik – men aldrig fortælle hele sandheden alene. Det kræver både faglig forståelse og menneskelig indsigt at tolke og anvende tal i arbejdslivets virkelighed.
Erhvervsledere og HR bør derfor ikke kun måle produktivitet i faste tal, men også forstå konteksten bag. Det åbner for mere fleksible og menneskecentrerede løsninger, som kan øge trivslen – til gavn for både individer og bundlinje.
Marie Gaarden Bresson, Allerød
Politik og privatliv
Kulturminister Jakob-Engel Schmidt (M) har lagt et scanningsbillede på Facebook af sit og hustruens ufødte barn.
Dette har medført en række ondskabsfulde og syge kommentarer på Jakob Engel-Schmidts Facebook-side.
Det kan desværre ikke undre, da de sociale medier oversvømmes af »svinere« og ufølsomme kommentarer af enhver slags. Flere har fået en stemme i debatten på sociale medier, der er præget af uredigerede input.
De forudsigelige, onde og usympatiske reaktioner på Jakob Engel-Schmidts opslag desuagtet kan man undre sig over, hvorfor en politiker – en minister – lægger et privat scanningsbillede ud til offentlighedens skue?
Findes der ikke længere noget, som kan betragtes som privat? Skal alle detaljer kunne bruges politisk?
Føler politikere og andre offentligt kendte personer, at de er tvunget til at indvie offentligheden i store dele af deres private liv?
Måske ville det klæde politikere at begrænse sig til at dele mere politisk substantielle emner med de potentielle vælgere på sociale medier, nu da kommunikation via disse medier synes at være blevet obligatorisk.
Politikere burde hvile i erkendelsen af, at de er »almindelige« borgere. De behøver ikke i tide og utide at udbasunere beviser på dette på sociale medier.
Der er brug for en ændring i kommunikationskulturen på de sociale medier. Vel også for politikere.
Jens Peter Thomsen, Vejle
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
