Den mest populære uddannelse i Danmark er pædagoguddannelsen. 5.910 mennesker er på vej til at modtage deres løn af det offentlige. Ja, jeg tillader mig at gå ud fra, at ikke mange pædagoger ender med at etablere en virksomhed og skabe beskæftigelse.

Men faktisk er de 5.910 ansøgere slet ikke nok. Tallet er ifølge vores uddannelses- og forskningsminister blot udtryk for, at det er lykkedes regeringen at bremse de sidste års nedgang i søgningen til uddannelsen. Der skal uddannes endnu flere pædagoger for at indfri regeringens ønske om at indføre minimumsnormeringer i børneinstitutionerne. Det er jo unægtelig svært at få pædagoger i verdensklasse og gøre Danmark til det bedste land i verden at være barn i, hvis de unge mennesker slet ikke har lyst til at komme ind på uddannelsen. For der er vel ingen andre måder at give børnene en bedre barndom på, er der?

Det skulle da lige være at skabe et samfund, hvor forældrene i højere grad selv passer deres egne børn. Det er dybt forankrede normer i vores samfund, at vi skal være så ens som muligt, og at alle, der kan, skal gå på arbejde og betale skat, så fremmede kan passe vores syge, ældre og børn.

Set fra mit ståsted er det selvsamme normer, der i første omgang er primær årsag til, at mange børn og sidenhen unge mennesker ikke trives. Langt de fleste børn har faktisk allermest brug for deres forældre og familie. Derfor er det også en reformering af disse normer, der er nødvendig for at skabe ægte forandring til gode for vores børn.

Det skal ikke læses som et synspunkt om, at udfordringerne løses ved, at alle børneinstitutioner lukkes og kvinderne sendes hjem til kødgryderne.

Derimod er det et synspunkt om, at hvis vi giver mere plads til forskellighed og sætter familien, hvordan den end ser ud, højere end staten, så har vi nøglen til at låse op for problemerne med vores børns trivsel. Der er brug for at udfordre velfærdsamfundets prioritering af og forkærlighed for stat over familie. Christine Vinther Nielsen, Græsted