Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi skal turde stole på lærerne

Foto: Asger Ladefoged

Katrine Fischer skriver 22. oktober 2019 i Berlingske, at når børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil afskaffe de omdiskuterede fraværsregler i gymnasiet, er det et tegn på, at man fra regeringens side ikke mener, at man skal stille krav til gymnasieelever. Katrine mener, at »det er altså rimeligt at stille krav om, at vi gymnasieelever kommer til tiden«.

Det er jeg enig i, at det er. I Danmark profilerer vi os på, at når vi uddanner unge mennesker, skal det gøres på et højt niveau. Så selvfølgelig skal der stilles krav til de studerende.

Det, jeg derimod ikke er enig i, er, at afskaffelsen af fraværsreglerne, som blev vedtaget under VLAK-regeringen, er et udtryk for klynkeri på gymnasieelevernes vegne.

Jeg gik i gymnasiet før de omdiskuterede regler trådte i kraft, og når jeg havde for meget fravær, blev der ikke set gennem fingre med det, bare fordi bussen var forsinket. Man vil ikke afskaffe reglerne, fordi der skal være frit spil for, hvornår man møder til time. Gymnasiet har i al den tid, institutionen har eksisteret, fungeret sådan, at elever skal være til stede til undervisning. Det er ikke noget, man først vedtog i 2018, og det er der ikke nogen, der vil afskaffe nu.

Det, vi skal afskaffe, er den ligegyldige bureaukratisering, der intet har at gøre på gymnasierne. Tidligere næstformand i uddannelses- og forskingsudvalget, Henrik Dahl (LA), udtalte til DR i november 2018, at formålet var, at gymnasieelever skulle pålægges at indordne sig efter de vilkår, der gælder på en arbejdsplads.

Men gymnasiet er ikke en arbejdsplads. Det er vigtigt at have øje for, at der gælder andre vilkår på uddannelsessteder, end der gør i virksomheder, og det skal stå lærere i Danmark frit for at tage højde for dette.

Så fraværsreglerne skal ikke afskaffes, fordi regeringen ligger under for klynkekoret. Tværtimod. Det er fordi, at vi som samfund tror, at de lærere, der er ansat på gymnasierne, er bedre kvalificeret til at afgøre, hvordan man på bedst mulig vis fører fravær på gymnasierne, end politikere, som ikke har deres daglige gang på et gymnasium.

Det skal vi turde stole på, at vores lærere selv kan finde ud af. Hvad er det ellers, vi uddanner dem til? David Fleckner Klausen, Odense