Mens du læser dette, fortsætter regimet i Teheran sin brutale fremfærd mod sin egen befolkning. Demonstranter angribes, folk forfølges og massive mænger af overgreb begås mod et stadigt stigende antal af landets borgere.
Alle i Iran, der tør protestere, enten højlydt eller stille, risikerer at få styrets håndlangere efter sig. Der accepteres ingen kritik og vises ingen nåde.
Særlig hårdt går det ud over kvinder og mindretal som kurderne. De forfølges ekstra hårdt, alene for hvem de er. Det var da også netop overgrebene på en kurdisk kvinde, Mahsa Amini, der blev den gnist, der udløste de stadigt voksende protester. Protester fra en befolkning, der klart har fået nok. En befolkning, der er træt af ikke at kunne sige, hvad de tænker, klæde sig som de vil eller blot være, hvem de er.
Jo mere de protesterer, jo hårdere og mere brutalt slår styret ned. Folk dør under protesterne eller dømmes til døden for at have protesteret. Det gælder børn, det gælder voksne. Ingen nåde.
Det må stå klart for enhver, at vi ikke blot kan lade stå til, mens det sker. Vi er nødt til at sende et klart og stærkt signal om, at brutaliteten og manglen på respekt for menneskeliv ikke er acceptabel. Det er en besked, som vi er nødt til at sende med mere end blot ord og en vred mine.
Hvordan rammer vi så styret i Iran hårdt og klart, men uden samtidigt at påføre den enkelte iraner unødvendig ekstra lidelse?
Det diskuteres nu mange steder. Jeg har blandt andet diskuteret det med nogle af dem, der måtte flygte fra det iranske diktatur allerede for mange år siden. Deres besked var klar, og jeg er enig med dem: Vi må ramme den iranske stat-i-staten. Det magtapparat, der mere end noget andet bruges til at slå ned på demokrati og protest. Dem, der sidder på alle pengene og ignorer den almindelige iraners lidelser. Vi bør slå til mod Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC).
Vi kan ramme dem ved, som vi også har anbefalet fra EU-Parlamentets side, at placere dem på EUs terrorlister. På den måde hindrer vi deres adgang til vestlige ressourcer, og vi rammer økonomisk og politisk hårdt. Samtidig rammer vi på en måde, hvor det vil være klart for den menige iraner på gaden, at vi ikke er ude efter dem, men at vi går specifikt efter styret.
At det vil ramme hårdt, kan man se på, at styret i Teheran allerede har reageret vredt på ideen. Det gør de, fordi det netop er sådan et træk, de gerne vil undgå.
Regimet i Teheran og deres håndlangere i IRGC terroriserer ikke mindst deres egen befolkning. Det er på tide, at vi kalder dem for hvad, de er: Terrorister.
Nikolaj Villumsen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten
