Vi mangler ubåde i søværnet

Endnu en gang har regeringen afholdt et pressemøde, og endnu en gang har det handlet om den danske oprustning, der som bekendt er meget dyr, og som vi får at vide er meget ambitiøs.

De nye flådefartøjer, hvoraf ingen er egentlige krigsskibe, skal bygges i Danmark, fik vi at vide, og vi fik også at vide, at denne oplysning blot var en ambition. Altså ved man slet ikke noget om, hvor man agter, at de skal bygges. Alt »blæser i vinden«, og man ved heller ikke, om flåden skal have nye store fregatter.

De fromme hensigter om at genopbygge den danske flåde har vi hørt om i næsten et år, uden at der er taget nogle store beslutninger. Var dette pressemøde endnu blot et mediestunt? Man kan næsten ikke tro andet.

Det er nærmest rystende, at Danmark fortsat ikke skal anskaffe ubåde. Vi bor et strategisk interessant sted, hvor russiske flådefartøjer ikke kan komme ud af Østersøen uden at sejle gennem de danske stræder. Hvis vi skal have et nogenlunde troværdigt søforsvar, skal vi kunne forsvare vores indre farvande og samtidig holde øje med fjendtlige operationer. Det kræver korvetter og ubåde. Men på pressemødet talte man hverken om korvetter eller ubåde.

Det lader ikke til, at vores politikere er blevet helt klar over situationens alvor. Vi kan i en krisesituation ikke bede om, at tyskerne og svenskerne skal komme os til undsætning med deres ubåde. Dem har de selv brug for.

Vi mangler nogle troværdige udspil, hvor politikerne viser, at man virkelig vil opbygge et slagkraftigt forsvar. Bliver det alvor, hvilket det desværre let kan blive, er det ikke nok at sende Tivoligarden på en tømmerflåde. Der skal noget mere substans i de smukke ambitioner.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Stærekasser

22. april spørger Erik Tang i et læserbrev, hvorfor transportministeren ikke får sat stærekasser op, når undersøgelser viser, at de hjælper.

I Sverige har vi haft stærekasser i mange år. Når du kører rundt på de svenske veje, husker du hurtigt, hvor stærekasserne er placeret. Det medfører, at du generelt kører hurtigere end den tilladte hastighed.

Du ved, hvor stærekasserne er placeret (der er tillige et advarselsskilt, at nu kommer der en stærekasse), derfor sætter du hastigheden ned til det tilladte, og når du har passeret stærekassen, sætter du farten op igen.

Derfor sænker stærekasserne ikke hastigheden, tværtimod.

Det er nok det, transportministeren har fundet ud af.

Henrik Gade, Skånes Fagerhult, Sverige

Det kafkaske vurderingssystem

Boligejerne skal bruge oceaner af tid, hvis de vil klage over de fejlagtige grundvurderinger.

Nu skal hospitalerne betale for eksorbitante fiktive grundværdier, pengeflytning fra en offentlig kasse til en anden og unødvendig brug af offentlig arbejdskraft.

Der er 1.400 ansatte i Vurderingsstyrelsen, 5.000 i Skattestyrelsen, 300 i Skatteministeriet.

Døm selv, hvor besparelser kan findes.

Skrot det kafkaske vurderingssystem, det var forenkling og ikke komplicering, politikerne lovede.

Inge Jensen, Espergærde

Løsningen er hjemme i haven

Danmark har sat sig et ambitiøst mål om at reducere CO₂-udledningen med 70 procent inden 2030. Ambitionerne er høje, men ser vi på vores svenske naboer, er der stadig et stykke vej at gå.

I 2023 dækkede Sverige 66,4 procent af deres energiforbrug med vedvarende energi, mens Danmark lå på 44,9 procent. Vi er på rette vej, men for at fastholde vores position som et grønt foregangsland, er vi nødt til at accelerere omstillingen – og vi har brug for, at alle tager ansvar. Det starter hjemme bag ligusterhækken.

Vi ved godt, hvad vi skal gøre. De fleste af os kender til løsningerne: Varmepumper, solceller og bedre isolering. I Danmark har vi i 2025 trods alt nået vores klimamål jf. Klimarådet, men vi er nødsaget til at implementere alle forslag, hvis vi skal i mål i 2030. Flere steder ser vi endda en tilbagegang i udviklingen. For eksempel bliver der stadig i stor stil installeret gasfyr i danske hjem på trods af regeringens klare mål om at udfase gas i Danmark. Det handler om at tage handling, ikke bare lytte til politikerne og håbe på, at de gør noget hurtigt nok. Det handler om at tage kontrol over sin egen situation, forbedre sin bolig og sikre sig mod de usikkerheder, der præger både energimarkedet og samfundet som helhed.

I en tid med energikriser, geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed bliver det mere og mere klart, at energiforsyning ikke kun handler om klima. Det handler i lige så høj grad om tryghed, frihed, uafhængighed og økonomisk modstandskraft. For når du investerer i en solcelleløsning eller en varmepumpe, gør du ikke kun en god gerning for klimaet. Du skaber økonomisk stabilitet i en uforudsigelig verden. Faktisk kan et solcelleanlæg i øjeblikket betale sig selv tilbage og give et afkast på op til 20 procent årligt.

Der er en grund til, at vi taler om »ligusterhækken« i denne sammenhæng. Det er ikke bare en metafor for de steder, hvor vi bor. Det er et symbol på det ansvar, vi som enkeltpersoner kan tage for den grønne omstilling. Vi kan selv gøre en forskel. Vi har løsningerne lige ved hånden – løsninger, der kan købes i dag, uden at vi venter på, at politikerne bliver enige om næste skridt.

Hvis vi virkelig vil være en del af løsningen og ikke bare tale om problemerne, er det tid til at få gang i energirenoveringerne. Hvis vi vil leve op til vores egne mål og indhente lande som Sverige, kræver det, at vi tænker hurtigt og handler beslutsomt. Når storpolitikken ikke leverer de hurtige, praktiske løsninger, så må vi tage ansvar hjemme i vores egne haver.

Jacob Mortensen, ceo, Bodil Energi

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk