Vi må forstå på Peter Kofods ønsker, at Dansk Folkeparti er blevet tysk

Peter Kofod (t.v.) roder helt rundt i danmarkshistorien og kan ikke skelne dansk fra tysk, mener Mogens Nørgaard Olesen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti er blevet tysk

Peter Kofod fra Dansk Folkeparti roder helt rundt i danmarkshistorien og kan ikke skelne dansk fra tysk. Det er egentlig ganske alvorligt. I tyskertiden i Sønderjylland opstillede den prøjsiske overmagt en statue af kejser Wilhelm 1. på torvet i Haderslev. Det var i sig selv en provokation over for den dansksindede befolkning i Haderslev.

Efter genforeningen i 1920 blev denne statue flyttet til Sønderborg slot, hvor den bør blive. Men Peter Kofod vil nu have statuen flyttet tilbage til torvet i Haderslev. Dette må man betegne som en uvenlig handling over for befolkningen i Sønderjylland – og hele Danmark.

Haderslev var og er en helt igennem dansk by. Ved afstemningen 10. februar 1920 var Haderslev den eneste købstad i Nordslesvig, som havde dansk flertal. De øvrige købstæder Sønderborg, Tønder og Aabenraa stemte for fortsat tysk overherredømme.

Vi må altså konstatere, at Dansk Folkeparti er blevet tyskvenlig. Det må de jo have lov at være, men så er det underligt, at de vil kaldes DANSK Folkeparti, og lad os endelig blive fri for den tyske kejser på torvet i Haderslev.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Krigstrommer og tomme lommer

En »krigsskat« må være aktuel nu, hvor vi har opbrugt »fredsdividenden«. En krigsskat lyder dramatisk i en fredstid, men ifølge regeringen lever vi ikke mere i en fredstid. Fredsdividenden er aflyst, og der slås i stedet på tromme for ammunitionsfabrik, beskyttelsesrum, nødrationer og flådefartøjer.

På Falster, hvor jeg bor, vil ord som »tryghedsfond«, »forsvarsfond«, »solidaritetsfond« og »fredsfond« nok give en bedre genklang.

En fond til krig indgår allerede i den politiske debat, idet Christiansborg-politikere har peget på Norge, der med oliefonden kunne bidrage meget mere økonomisk og militært til Ukraines kamp for overlevelse.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) danser trinvis og på listefødder i en tango omkring oprustning af NATO. Hundredvis af milliarder til øget forsvar af fædrelandet, og så en svingom med nye hundredvis af milliarder, samt en uoverskuelig mængde milliarder til oprustning af et lille forsvarsløst inuitsamfund i Nordatlanten. Hertil kommer gentagne solidariske donationer i milliardklassen til Ukraines forsvar imod Ruslands angreb.

Der er næppe nok ammunition i Nikolaj Wammens pop-up råderum til at afskrække fjenden.

Ligesom da vi fik arbejdsmarkedsbidraget, bør regeringen sætte procenttal på en ekstraskat til de kommende »fredsbevarende investeringer«. Er tallet ubetydeligt, så bliver vi glade, men vi vil allerhelst være trygge!

Gert Wiik, Nykøbing F.

Colombia

Pressesekretær i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, mener, at det er udtryk for, at USA har opnået respekt, når Colombia bøjer sig. Men USA får ikke respekt ved at opføre sig som en bølle, amerikanerne opnår måske at få deres vilje her og nu, men respekt får de ikke.

Husk at bøllers medløbere ofte ender med selv at blive ramt af bøllen.

John Jørgensen, Gilleleje

Forandringens vinde

Målet for en avis, når holdet er sat, er at skaffe så mange læsere som muligt. Det løser også økonomien. Jette Gram i Nærum mener i søndagsberlingeren, at den knitrende avis nedtones og formindskes selv juleaften, hvor det ellers vrimler med gaver. Udviklingen er uundgåelig, og det peger mod, at alt bliver digitalt. Jo før, desto bedre for regnskab, overskud og miljø. En iPad kan noget, som tryksværte ikke kan. Brug det og tilpas jer. Nye vinde blæser. Forandringens vinde.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Skal vi genforhandle NATO-pagten?

USA er på krigsstien, det er svært at opfatte det anderledes, og den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, mener, at vi selv er ude om det med vores undladelsessynd i forbindelse med militær tilstedeværelse og evne til at forsvare den vestlige verden via Grønland.

Island har udover kystvagten ikke noget forsvar. Ligesom i Grønlands tilfælde er Island inde under NATO-paraplyen. Med tanke på USAs holdning til Grønland kan man så overveje, om Island bliver det næste land, der ikke længere respekteres som selvstændigt, men søges tvunget ind under amerikansk ejerskab.

Og derefter? Jan Mayen og Svalbard? Ja, hvorfor respektere Norge som selvstændigt, det er så meget mindre end det større og større USA.

Er det på tide (senere end sidste øjeblik) at genforhandle NATO-pagten?

Caroline Kofahl, København

Sundhedsvidenskab og pølsesnak

Sundhedsprofessorer har fået deres stilling som følge af deres videnskabelige indsigt. Derfor må vi forvente, at sundhedsrådene er ordentligt videnskabeligt funderede. Men de er sjældent funderet så godt, som det vi må forlange af naturmedicinerne for at acceptere deres metoder. Ikke fordi jeg har fidus til naturmedicinerne, men fordi vi må forlange samme krav til etablerede sundhedsprofessorer.

Professor Arne Astrup erkender, at han har været tyndt ude med sine helseråd – for herefter at kaste sig over lige så tyndt funderede tiltag. Andre videnskabsguruer lader bare deres fadæser passere i stilhed.

Lav dog en positivliste over veldokumenterede, gavnlige helsetiltag. Helsetiltag, der har det samme videnskabelige fundament som forlanges af naturmedicinerne for at tage dem alvorligt (Randomized controlled trial). Listen er ikke særlig lang. Men så vil almindelige mennesker have et holdepunkt så de ikke bliver til grin for deres helsetiltag med jævne mellemrum.

Kristian Jakobsen, Hørsholm

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk