Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi må anerkende, at rapportering er også et job i daginstitutioner

Lærere på Ørestad Gymnasium stillede sig 29. marts op på gymnasiets hovedtrappe med skilte med påskriften »100 pct. opbakning« og klappede ad eleverne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Meget af rapporteringen og dokumentation er vigtig. Derfor gør vi det ordentligt og sætter to pædagoger til det, men vi har ikke tiden,« sagde den erfarne daginstitutionsleder til mig i sidste uge ved et møde med den øverste ledelse for en række selvejende institutioner.

Uden tvivl er dokumentationskravene øget gennem årene, og som kommunalpolitiker  værdsætter jeg den gennemarbejdede kvartalsrapport om børnenes fysiske tilstand, pædagog-rate, budget og økonomi.

Der er desværre ingen hurtig løsning på manglen på faglærte pædagoger, fordi der uddannes for få, månedslønnen varierer fra kommune til kommune, og der er begrænset mulighed for  at avancere. Børneinstitutionernes kapacitet i Storkøbenhavn er presset til grænsen, mens børnetallet falder i andre kommuner som f.eks. Gentofte.

På kort sigt må man anerkende, at rapportering er en opgave, der skal afsættes ekstra tid og ressourcer til. Tiden må ikke gå fra børnene. Man bør vurdere, om man måler på det vigtigste, om nogle faktorer kan reduceres og om det kvalitative fokus kan styrkes.

Måske politikerne også kan få bedre indsigt i de daglige forhold som f.eks. om Noah, Fie og Hans på tre år spiser alene eller om Ronja kun er blevet skiftet én gang på en dag, så vi bedre kan handle derefter.

På lidt længere sigt må der ses på lønforskellene, antal børn med særlige behov, og styrkelse af den pædagogiske uddannelse.

Katarina Ammitzbøll, folketingskandidat, næstformand, Børnerådet, Gentofte Kommune, Konservative

Ordentlig opdragelse

Alle mennesker har ret til en ordentlig behandling – også en minister.

Jeg har fulgt med i historierne om undervisningsministerens besøg på Ørestad Gymnasium, og jeg er ikke stolt af vores ungdom. Vi har ytringsfrihed her i landet, men ytringsfrihed er ikke lig med at sige hvad som helst til hvem som helst. Det kræver naturligvis et minimum af intelligens og savoir faire at vide, hvornår man kan gøre og sige hvad. Noget kunne tyde på, at de unge mennesker, der overskred grænserne, ikke har lært, at man kan sige sin mening på mange måder uden at gøre det fysisk til gene for andre.

Jeg har lige læst Majken Laugesens kommentar i Berlingske. Den understøtter min opfattelse af, at der mangler en moderne udgave af min ungdoms »kæft, trit og retning« over for børn og unge mennesker. I min ungdom vidste vi godt, hvad vi måtte. I dag ved hverken forældre eller lærere, hvordan de skal formidle den gode opdragelse uden at være for kategoriske. Resultatet er én stor forvirring, der giver sig udtryk i bl.a. det, vi så på Ørestad.

Mette Kjær, Højby

Hvor blev sekretærerne af?

Både hospitalslæger og pædagogerne kunne have stor gavn af sekretærer til journalføring og andre skriftlige opgaver, som tager tid fra patienter og børn. Således kunne specialisterne bruge deres kostbare tid på det, de er uddannet til, og ikke sidde og hakke sig igennem ved computeren.

Aina Heilesen, Vejby Strand

Identitet i by og land

Sørine Gotfredsen har fat i en vigtig pointe, når hun skriver (7/4), at der bag striden mellem hovedstad og provins gemmer sig en jagt på lokalt baseret identitet.

Det er specielt ironisk, når globalisterne i København taler om »den rådne banan«. Det er de selvsamme mennesker, som hader nationalisme, fordi den hævdes at stræbe efter at skabe identitet ved at postulere et »fjendebillede« af »de andre« som mindreværdige.

De er imod nationalismen, netop fordi den forener på tværs af køn, uddannelse og sociale skel. Venstrefløjens foragt for »de fremmede« fra »det gule Danmark”«taler sit tydelige sprog. Den handler om at så splid i vort samfund.

Vi har netop set venstrefløjens rabiate selvhævdende identitet udfolde sig på Ørestads Gymnasium, hvor vi så hadet til »de andre« iscenesat med fuld opbakning fra lærerkollegiet.

De stakkels elever er blevet vildledt af lærere, som aldrig har hørt om det kristne menneskesyn, der ellers har skabt vort demokrati, om at gøre mod andre, som man selv vil behandles.

De har lært, at det er i orden at mobbe »de andre«, fordi de er mindreværdige. Det er de selvsamme mennesker, som fromt prædiker mod racisme. Venstrefløjen anklager altid konsekvent højrefløjen for sine egne fejl.

Lars H. Hansen, Ølstykke

Morten Østergaard

Tak, Morten Østergaard, fordi du svømmede for os. Jeg får ligefrem lyst til at stemme på dig.

Erna Høiler, Bogø