Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi kan forhindre fremtidig vold ved at behandle voldsudøveren

Omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk vold i Danmark. Man kan forebygge mange fremtidige voldshændelser ved også at behandle voldsudøverne, mener Jesper Rønn-Simonsen.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark lader vi personer, der udøver vold i familien, gå ubehandlet hjemme med deres ægtefælle og børn, hvor de kan fortsætte volden. Og vi gør det vel vidende, at volden finder sted.

Vold i nære relationer er et udbredt problem. Omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk vold i Danmark. Hertil kommer de mange børn, der rammes af volden. Og de mulige konsekvenser er desværre voldsomme. Fysiske og psykiske skader, langvarige mén, PTSD, angst og endog dødsfald.

Til gengæld kan problemet løses, for der er høj effekt ved at behandle voldsudøverne. Et år efter endt behandling rapporterer 82 procent af dem, vi behandler i Dialog mod Vold, at der ikke har været flere voldsepisoder. 74 procent af deres partnere kan bekræfte det. Og vi er i Danmark forpligtede til at tilbyde hjælp til udøverne gennem vores tilsagn til Istanbul-konventionen.

Hvordan kan det være, at volden får lov til at fortsætte?

Et bud er fordi, vi i Danmark foretrækker at behandle symptomerne frem for årsagerne.

Hvis en voldsudsat henvender sig med sine børn på et krisecenter på grund af vold i hjemmet, får langt de fleste god hjælp og omsorg. Tilbage i hjemmet sidder voldsudøveren dog ubehandlet hen. Efter cirka 30 procent af krisecenteropholdene vender partneren tilbage til hjemmet, hvor volden kan fortsætte indtil næste krisecenterophold. I de øvrige 70 procent af tilfældene kan voldsudøveren fortsætte volden i nye parforhold.

Og når politiet rykker ud til »husspektakler«, ser vi samme problem. Politiet har en svær opgave, når de møder en forslået forælder med tavse, skræmte børn stående bagved. Hvis der ikke er grundlag for at rejse en sigtelse, må de køre igen. Familien lades altså igen alene tilbage, hvor volden kan fortsætte, indtil den forslåede partner tager på krisecenter, eller der bliver grundlag for en sigtelse.

Det kan vi gøre bedre som samfund! Den bedste hjælp, et voldsudsat menneske kan få, er at få standset volden. Og det skal gøres straks, der er begrundet mistanke om vold i hjemmet. Ved at behandle voldsudøveren forhindres fremtidige partnere også i at blive udsat for vold. Det er lige som ved førstehjælp: Det første, man skal gøre, er at standse ulykken. Og ulykken her er, at der bliver begået vold.

Jesper Rønn-Simonsen, direktør i Dialog mod Vold, som er en del af AskovFonden

I maskinrummet eller på broen?

Nu har jeg efterhånden gennemlæst dusinvis af jobopslag henvendt til kandidater i samfundsvidenskab, og ét begreb går igen: Maskinrummet.

Det er tilsyneladende her, det hele sker. Alle skal åbenbart mases ned under vandlinjen i dette infernalske støjhelvede af dieselmotorer og stærkstrømsrelæ for at finde lykken og meningen med deres kommende arbejdsplads.

Men vi, der har den fjerneste viden om skibe, ved, at man ikke kan se en disse nede i et maskinrum. Du ser ingen isbjerge forude, du ser ingen forliste skibe i nød, du ved hverken, hvor du er på vej hen og hvorfor, eller hvornår du ankommer. Det eneste, du kan se, er rækker af måleinstrumenter, der fortæller dig olietrykket, volt og ampere, og hvor mange omdrejninger i minuttet skruen drejer.

Med andre ord, når arbejdsgivere fortæller os, at vi skal ned at sidde i maskinrummet, så er det en høflig måde at fortælle os, at vi bare skal passe vores lille styrepult og ikke interessere os for hverken retning, vision eller den overordnede plan med arbejdet.

Der skal jeg ikke hen, jeg skal op på broen! For oppe på broen kan du se rundt i alle retninger. Du har kort og kompas, sonar, radar, en kæmpe kikkert, du kan kommunikere med alt og alle vha. høj- og lavfrekvens radio. Oppe på broen ser du planen udfolde sig foran dig med mulighed for at styre udenom forhindringer i tide, før de bliver til et problem. På den måde kommer skibet sikkert i havn.

Så husk lige på det, næste gang en arbejdsgiver beder jer om at gå ned i maskinrummet.

Som konklusionen og moralen i Ludvig Holbergs »Den Politiske Kandestøber« (1722) lyder: »Et er et Søe-Kort at forstaae, Et andet, Skib at føre«.

Philip David Schmidt Jensen, Bsc.scient.pol på Aarhus Universitet

Vi skal ikke ukritisk udstede SU-lån

P1 Orientering kunne 16. juni fortælle, at den samlede studiegæld er vokset fra 3,2 milliarder til 10,3 milliarder på ti år. Problemet er, at når man skal søge om et studielån, er der ingen krav – udover at være studerende. Burde vi ikke vise de unge vejen for økonomisk ansvarlighed i stedet for at gældsætte dem?

Per Christian Andersen, daværende formand for SU-rådet, påpegede tilbage i 2007, at den stigende misligholdte SU-gæld var »bekymrende«, og han kaldte på en indgriben, men den kom aldrig.

Det er tankevækkende, at man på det almindelige kreditmarked har stor fokus på at agere ansvarligt og kun udstede lån, som låntagerne har realistisk mulighed for at betale tilbage. Den samme ansvarlighed burde i praksis gælde alle – også staten, når den låner ud til studerende.

I dag kan en ung, der er fyldt 18 år, og som er indskrevet på en uddannelse, begynde at gældsætte sig uden nogen godkendelse eller rådgivning undervejs. Hvis en kommerciel låneudbyder agerede sådan, ville Forbrugerombudsmanden reagere øjeblikkeligt – og med god grund.

Fra inkassobranchen ved vi fra samtaler med forbrugere, hvordan gæld kan begrænse mulighederne for at optage større lån – for eksempel ved huskøb. En høj SU-gæld betyder det samme, også selvom den betales tilbage, når uddannelsen er færdig. Det vil stadig være vanskeligt at låne i banken, hvis man efter sin uddannelse har en studiegæld på eksempelvis. 200.000 kroner

Så spørgsmålet er, hvorfor man ikke hjælper de unge med at begrænse unødige lån og optagelse af gæld, som måske ikke er nødvendigt? Den nuværende praksis skaber ganske enkelt et forkert billede af, hvordan kreditmarkedet fungerer.

Som Per Christiansen fra SU-rådet foreslår, kunne man lave en kreditvurdering af den studerende og kigge på dennes mulighed for at betale lånet tilbage. Samtidig burde de unge tilbydes en form for rådgivning, inden de får accepteret et SU-lån.

Endelig kunne man lade lånene løbe et år ad gangen, hvorefter der kunne kræves en ny ansøgning. At implementere de tiltag vil hjælpe de studerende med at undgå unødvendige lån og i sidste ende være med til at skabe økonomisk ansvarlighed.

Morten Engelbæk, CEO, Lowell Danmark

Måltal for børns sygedage kan give flere kvindelige ledere

Det er en rigtig god idé, at et politisk flertal i Københavns Kommune vil indføre måltal for den kønsmæssige fordeling af børns sygedage blandt de ansatte. Hverken Borgerrepræsentationen eller lederne i kommunen kan blande sig i, hvordan de enkelte ansatte vælger at gøre i deres familie, men det er positivt, at kommunen sætter fokus på emnet.

For Lederne er det en vigtig ambition, at vi i langt højere grad får alle talenter i spil end i dag, hvor kvinder udgør et klart mindretal af landets ledere.

Her er det en væsentlig hæmsko, at kvinderne i dag tager en betydeligt højere andel af både barselsorloven og børnenes sygedage end mændene. Alt andet lige giver det kvinderne dårligere muligheder for at gøre karriere, når de er mere fraværende på jobbet end mændene, når de har fået børn.

Hos Lederne har vi i flere år talt for, at Folketinget skulle øremærke en større del af barselsorloven til fædre, og vi ved, at mænd, som tager længere barselsorlov, også tager en større del af børnenes sygedage.

Men mens vi venter på nye barselsregler, er det et rigtig godt træk af en stor arbejdsgiver som Københavns Kommune at indføre måltal for ligestillingen. Og vi håber, at andre arbejdspladser vil lade sig inspirere af de københavnske politikere.

Nanna Simone Jensen, politisk konsulent i Lederne