Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi har glemt (kvindelige) iværksætteres væsentligste drivkraft

Otte af kapitalsøgende startups pitcher deres idé foran DanBAN. DanBAN er »Business Angels,« hvilket på dansk vil sige private investorer, der investerer i netop startups. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Mange danskere har set dommerne fra »Løvens Hule« tale om skalérbare forretningsidéer, der har potentiale til at blive globale giga-forretninger. Bag dem står såkaldte kick-ass startups, som er klar til at score kassen, indtage verden og sikre investorerne deres return of investment.

Det er godt med store ambitioner og mål om at jagte det næste store væksteventyr, men vi skal huske på, at det ikke er alle, der stifter virksomhed med den dagsorden.

Forleden blev det beskrevet i Berlingske, hvordan antallet af kvindelige virksomhedsstiftere er faldet tre procentpoint fra 2012 til 2017. Det er nedslående læsning for en mand som jeg, der lever og ånder for at udvikle og accelerere startup-virksomheder i alle afskygninger.

Jeg bilder mig ikke ind, at der findes en simpel forklaring på, hvorfor færre kvinder tilsyneladende springer ud som iværksættere. Alt fra strukturelle barrierer til forestillinger om iværksætter-stereotyper kan have betydning.

Men derudover glemmer vi – efter min bedste overbevisning – en anden årsag, som har stor indvirkning: drømmen om at gøre en forskel. At drømmen om at drive en forretning med en iboende vision om at gøre noget godt ikke længere er den væsentligste drivkraft. I stedet bliver spirende iværksættere mødt af et outkastgame, hvor det er ventureinvestorer, der fastsætter agendaen.

Jeg skal skynde mig at sige, at der findes masser af kvindelige iværksættere, der har samme vækstambitioner som deres mandlige ditto. Men min oplevelse er blot, at der også findes en betydelig andel, der bliver skræmt væk af en teknokratisk tilgang til iværksætteri, hvor skalérbarhed og tårnhøje vækstrater er omdrejningspunktet.

I min optik skal vi tilbage til, at iværksætteres fornemste opgave gerne må være at gøre en positiv forskel for en gruppe mennesker – eller for samfundet i sin helhed. Får vi ikke en større grad af mangfoldighed blandt iværksættere går vi alle glip af gode idéer, der potentielt kan ændre vores samfund i en positiv retning. Det ville være en skam.

Peter Torstensen, CEO i Accelerace