Vi giver ikke vores terminalt syge medborgere en værdig død – vi giver dem en lang og smertefuld død

Terminalt syge får en lang og smertefuld død
Når mennesker er så terminalt syge, at de ikke kan leve det værdige liv, de har lyst til at leve, giver vi dem en lang og smertefuld død.
Det er både uværdigt for den syge og vedkommendes pårørende. Det er uværdigt, fordi vi trækker sorgen ud i langdrag.
Den eneste mulighed, vi i dag har for at give terminalt syge mennesker en værdig død, er at stoppe den livsforlængende behandling, altså det, der betegnes som passiv dødshjælp. Men det betyder ikke nødvendigvis, at døden indtræder hurtigt. Tværtimod kan det føre til en langvarig og smertefuld dødsproces, fordi ingen kan vide, hvor lang tid der går, før kroppen til sidst giver op.
Hvis folk ikke har lyst til at leve, fordi de er så syge, at det begrænser deres mulighed for at leve det liv, de har lyst til, skal de have lov til at ende deres liv.
Men terminalt syge mennesker skal ikke tvinges til at ende deres liv. Vi skal ikke tvinge terminalt syge mennesker til aktiv dødshjælp, hvis de ikke ønsker det, for vi skal aldrig gøre os til herre over, om andre lever et værdigt liv.
Aktiv dødshjælp skal altid kun være en mulighed, hvis den terminalt syge selv ønsker det.
Men hvad skal vi så gøre, hvis en terminalt syg har en læge, der ikke ønsker at give aktiv dødshjælp?
Så er svaret meget simpelt: Ligesom vi aldrig skal tvinge den syge til aktiv dødshjælp, skal vi heller aldrig tvinge læger til at give aktiv dødshjælp.
En løsning kunne være, at lægen havde mulighed for at sende den syge videre til en anden læge, der kan vurdere, om den syge er berettiget til aktiv dødshjælp.
Det vil sige vurdere, om den syge har længerevarende kroniske sygdomme, der medfører adskillige smerter eller andre svære symptomer, som eventuelt udvikler sig med tiden og ikke har udsigt til forbedring med nogen former for behandling.
Herefter kan den terminalt syge, hvis vedkommende ønsker det, få aktiv dødshjælp. På den måde skal lægen ikke tvinges til at udføre aktiv dødshjælp, og den syge kan få lov til at ende sit liv på en værdig måde.
Agnes Eisenhardt, social-, sundheds- og udlændingeordfører, Radikal Ungdom
Invasive dyrearter
Hvis sikahjorten nu betragtes som en invasiv dyreart, så må dåvildt have samme status.
Det tales der ikke meget om, måske fordi dåvildtet forekommer i så stort antal. De udgør et problem for landmænd og haveejere.
Hvis man kører på de små veje på Sydlolland, vil man se dåvildt ved højlys dag næsten hver gang, man bevæger sig dér. Dåvildt er også indført fra fjerne lande, både i vikingetiden, tidlig middelalder og især senere af de store jordbesiddere, fordi de var så smukke, et godt jagtobjekt og blev brugt i husholdningen til stor glæde for høj som lav.
Sikaen forekommer i beskedent antal, og mig bekendt findes ikke oplysninger om krydsninger med de andre tre hjortearter.
Så stop ideen om at udrydde denne smukke, sky og vidunderlige lille hjorteart. Ulven, som skaber meget store problemer, bør til gengæld udryddes, da den nærmest formerer sig eksponentielt til stor glæde for en lille gruppe mennesker med grøn farve.
Hvem bestemmer?
Bent Møller, Sakskøbing
Integrationsstatistik gruk
»Løgn, forbandet løgn og statistik«
er et citat fra en berømt amerikaner
Og så er der den information, som man aldrig fik,
som tilsammen betyder, at man reelt intet aner.
Nu dokumenteres det så, at vi faktisk har tabt
meget af både anden og tredje generation.
Men hvorfor er det netop i kategorien MENAPT,
at vi ser en så fejlslået integration?
Hvad er kultur og hvad er religion?
Uden data og viden famler vi jo i blinde.
Lad os få svesken på disken i enhver situation,
så vi oplyst kan puste til forandringens vinde
David Munis Zepernick, Frederiksberg
Kystsikring
Holger Dahl har med sin kommentar i Berlingske 12. oktober fuldstændig ret i, at kystsikringen går for langsomt, og i, at vandet ikke respekterer matrikelgrænser og administrative grænser i landskabet. Men konklusionen – at ansvaret skal samles op nationalt – er ikke den eneste vej frem.
Fasthold i stedet grundejeransvaret, men giv det virkelige tænder: Enhver ejendom bør ved salg have en »klimasikringsattest«, på linje med tilstandsrapporten, som er en del af ejendomsdatarapporten.
Og det er væsentligt at understrege: Klimasikringsattesten er ikke endnu en dyr rapport, hvor en konsulentsagkyndig fysisk gennemgår ejendommen.
Det er derimod en analyse af de geografiske grunddata, vi allerede har frit tilgængelige i Danmark: bygningsplacering, højdekort, kystklassifikation, oversvømmelsesrisiko, grundvand mv. Og som det nye: en beskrivelse af det lokale klimasikringsprojekt – hvem der driver det, hvad status er, hvornår det forventes gennemført, og hvordan det finansieres.
Alt sammen data, der kan samles automatiseret – som et registerudtræk.
Konsekvensen er indlysende for enhver boligkøber: To identiske huse vil få meget forskellige værdier, alt efter om der er et fremdriftigt, finansieret sikringsprojekt – eller et dødt papirprojekt.
Dermed sætter markedskræfterne gang i fremdriften af sig selv. Det bliver dyrt at ligge i et område, hvor sikringsplanen er fordømt til at ligge stille, og det giver grundejere, banker og boligkøbere et fælles, økonomisk incitament til at kræve resultater.
Det nationale regelsæt og de 14,9 milliarder kroner er stadig rammen. Men en obligatorisk klimasikringsattest gør konsekvenserne synlige ved købstidspunktet – og det er langt hurtigere virkningsfuldt end at vente på, at pengene fordeles politisk.
Mikkel Wendelboe Toft, cand.scient. i geografi og geoinformatik, Helsingør
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:



