Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi forvalter regler, der burde laves om

Man skal da ikke straffes for at give den en ekstra skalle. Det ligger mit liberale hjerte meget fjernt. Derfor er jeg glad for, at et politisk flertal på Christiansborg også mener, at det er helt ude i skoven, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard. Lena Haulrig Lorentzen er selvstændig erhvervsdrivende og døv, nu halverer kommunen hendes tolketimer.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Berlingske skriver i tirsdagens leder, at Københavns Kommune »nidkært« håndhæver en formel for udmåling af tolkehjælp til selvstændigt erhvervsdrivende med handicap, som betyder, at den døve smykkedesigner Lena Haulrig Lorentzen i praksis bliver straffet for at arbejde mere end 37 timer om ugen.

Med ordet nidkært får lederskribenten det til at lyde, som om kommunen har et valg og manøvrerum til selv at bestemme, hvordan loven skal udmøntes.

Sådan er det ikke.

Det er ikke – og kan aldrig være – et udtryk for nidkærhed, når man som en offentlig forvaltning lever op til lovens bogstaver og forvalter derefter. Det er faktisk det, man skal som kommune. Derfor følger vi naturligvis Ankestyrelsens principafgørelse på området.

Når det er sagt, mener jeg også, at det er forkert, at selvstændigt erhvervsdrivende med et handicap kan blive straffet for at »arbejde for meget«.

For man skal da ikke straffes for at give den en ekstra skalle. Det ligger mit liberale hjerte meget fjernt. Derfor er jeg glad for, at et politisk flertal på Christiansborg også mener, at det er helt ude i skoven, og at ministeren vil tage reglerne for tolkebistand op til revision.

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V)

Menneskesyn

Der er for tiden rigtig meget og helt berettiget snak om og kritik af personalet på flere plejehjem. Flere varme hænder og flere økonomiske muskler løser ikke problemet, så længe et menneskesyn i gulvhøjde accepteres, og hvor compassion fatique (medfølelsestræthed) synes at være fremherskende.

Det er ærgerligt, at alle ansatte i plejesektoren bliver inddraget i den negative omtale, men den ånd, der hersker på de plejehjem, der er vist optagelser fra, fremstår yderst gennemsigtige, så der er ingen grund til at opsætte en beskyttende ring om de fejlcastede medarbejdere/kolleger, og langt mindre at blive medløbere.

Ledelsen står forrest i køen, når der uddeles kritik, og det er rimeligt, i lighed med at ledelsen naturligvis skal være synlig og tilgængelig i hverdagen. Det kræver kun en enkelt uengageret medarbejder at præge en afdeling i negativ retning, når afdelingen er uden styring.

Irene Bjerrehuus, København

Post Nords brevfordeling

3. august modtog min hustru og jeg fire breve dateret af afsenderne hhv. 3., 3., 7. og 10. juli. Kan det have sin rigtighed, at man fra politisk hold accepterer en sådan »nedprioritering/slendrian« eller hvilke ord, man skal sætte på? Respekten for borgeren er til at overse. Det er ikke det arbejdende menige personale, jeg klandrer.

Torben Jensen, Rødovre

Når et trossamfund går over stregen

Under dække af et anonymt taletidskort blev jeg i dag ringet op af en missionær fra Jehovas Vidner, som ønskede en dialog om sektens tilbud til mennesker som mig – hvad det så end betyder? Rent konkret tilbød den kvindelige missionær et bibelkursus – gratis endda.

Grundloven sikrer borgernes ret »til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«. Sådan fungerer demokratiet heldigvis, og jeg kan fint leve med, at medlemmer af trossamfund tager plads i gadebilledet eller på anden vis passivt agiterer for deres sag.

Ifølge Forbrugerrådet må velgørende organisationer og almennyttige foreninger kontakte borgerne inden for deres kerneområder, uden at de har givet samtykke. Men hører et trossamfund til dén kategori? Og er vi danskere i almindelighed interesseret i, at missionærer aktivt bryder privatsfæren i forsøget på at omvende os til deres tro?

Med god grund lægges der i tiden afstand til telefonsælgere og den intimiderende og ofte pågående taktik, som deres manuskripter fastsætter. Dagens opringning fra Jehovas Vidner hører til den kategori – og går klart over stregen. Det klæder hverken dette eller andre trossamfund at telemissionere. Respekter i stedet borgernes ret til et privatliv og til selv at vælge!

Hasse Resenbro, kommunikationsrådgiver, Hellerup