Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi er danske. Er du?

Leon Birdi Fold sammen
Læs mere

Da min jødiske oldefar rejste fra Tyskland til Norge, blev han nordmand. Da min jødiske morfar flyttede til Danmark som ung, blev han dansker. Da min mormors østeuropæiske forfædre satte foden på Lollands fede jord, blev de danske. Da min far rejste fra Indien til USA, blev han amerikaner - og da han kom til Danmark fem år senere, blev han dansker. Da jeg blev født, var jeg en jødisk indisk norsk kristen tysk sikh med dansk som modersmål - og med danskhed i hjertet.

Da jeg mødte min tyrkiske muslimske hustru, var hun dansk. Da vi fik vores søn, var han dansk. Vi ligner ikke de fleste. Vi er mørke i huden og lyse i sindet. Vi er danske - fordi nationalitet ikke har noget med baggrund, pas eller udseende at gøre. Nationalitet er et valg, du træffer. Vi er danske, fordi det er her, vi bor. Vi er danske, fordi Danmark er vores land. Vi er danske, fordi vi vil.

Når du så kommer her med din mørke hud og ser dig omkring, får du øje på de hvide. Når du kommer med dine religiøse traditioner og ser dig omkring, får du øje på et kors. Når du kommer med din kultur og ser dig omkring, får du øje på et juletræ. Når du er brun, jøde, sort, muslim, veganer eller dværg, er du ikke som 95 pct. af indbyggerne i Danmark. Så er du en minoritet - og de 95 pct. en majoritet. Det, du glemmer - du der er proaktivt krænkelsesopsøgende - er, at majoriteten af majoriteten respekterer dig. Ellers var du her nok slet ikke.

Det, du også glemmer, er, at kun minoriteten af majoriteten er racister, nazister eller det, der er værre. Det, du glemmer, er, at Danmark er et åbent og inkluderende land, som gennem årtier har haft tradition for at handle med hele verden. Med at hjælpe mennesker i nød. Med at samle ind til Afrika. Med at tage imod flygtninge og andre forfulgte.

Det, du også glemmer, er, at Danmark er dansk. Ikke arabisk, vegansk eller sort. Var det det, var det jo ikke Danmark. Så tag nu dine sorte tanker. Din krænkelsesstøvsuger. Din tro på, at majoriteten er ude efter lige præcis dig. Tag dine negative tolkninger af juletræer, hvide mænd og unge blonde piger... og sæt i gang. Sæt i gang med at respektere dig selv i den verden du selv har valgt at være en del af. Sæt i gang med at respektere dig, mig og alle andre.

Jeg har valgt at være brun. At have et fremmedartet navn. At nyde andres interesse for mit navn, min baggrund og min hudfarve. At være dansk. At tolke positivt. Hvad vælger du? Leon Birdi, Holte