Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Danmark er med, hvor det gælder, og hvor det er farligt,« gentager den nye forsvarsminister, Tine Bramsen (S), 18. juli på TV2 News. Et slidt argument blandt politikere, herunder Lars Løkke Rasmussen, for ikke at opfylde aftalen med NATO om betaling af to pct. af BNP til forsvarsudgifterne.
Jeg har ikke sat liv og lemmer på spil i blandt andet Afghanistan, for at min indsats skal bruges som et argument for at spare på Forsvaret. Jeg er sikker på, at de 111 faldne, udsendte danske soldater ville være enige med mig i, at deres død ikke kan gøres op i penge, som kan spares.
Det forlyder, at Danmark kommer op på at betale 1,6 pct. af BNP i 2023. Men det sker ved en konvertering af tjenestemandspensioner og lignende. Den reelle stigning, også kaldet det subtile løft, bringer alene Forsvaret op på 2014-niveau efter den kraftige beskæring på tre mia. kr.
Det er usselt ikke at ville medvirke til at betale det nødvendige til Forsvaret og så bruge faldne soldater som argument herfor. Hvis flere var faldet, ville besparelserne måske være blevet endnu større.
Karsten Lomholt, udsendt til Afghanistan ISAF 6 i 2008/2009, Klampenborg
En rejse med Flixbus
3. juli er vi fire personer, der skal med Flixbus fra Københavns Hovedbanegård til Lübeck med annonceret afgang kl. 14.05. Bussen ankommer kl. 14.12, og vi stiger om bord uden bemærkninger om tid fra chaufføren. Tiden går, chaufføren kan ikke tale dansk, engelsk eller tysk, og der er ingen repræsentanter fra firmaet.
En opringning til Flixbus' serviceafdelinger i såvel Tyskland som Danmark giver ikke andet svar, end at vi skal vente. Vi ankommer to timer og 15 minutter for sent til Lübeck Hovedbanegård, som chaufføren ikke umiddelbart kunne finde.
En senere klage til Flixbus om blandt andet forklaring og delvis refusion af billet bliver besvaret med, at når man først er steget om bord, er rejsen påbegyndt. Man skulle have klaget inden (til hvem?) over forhold, man først senere registrerer. Det er ren goddag mand-økseskaft.
Carl Bæk-Madsen, Hørsholm
Før i tiden var alting bedre...
Før i tiden glædede jeg mig hver morgen til at åbne Berlingske og læse Kastholms Groft Sagt indlæg, altid aktuelle emner og med en underliggende humor. Det vigtigste var ofte, hvad der stod mellem linjerne. Selvom Berlingske har forsøgt sig med mange erstatningsskribenter i Groft Sagt, er det ikke lykkedes at nå i nærheden af Kastholms unikke niveau, men det er også vanskeligt.
Før i tiden glædede jeg mig over mediernes interviews med politikere, som ikke var bange for at udtrykke deres holdninger. De politikere, som i dag udtaler sig til pressen, er uden personlighed. De er styret og trænet af spindoktorer til primært at kritisere deres politiske modstandere frem for at bidrage med egne meninger og visioner.
Før i tiden glædede jeg mig til kl. 22.30 og programmet Deadline med gode kritiske journalister som Nynne Bjerre Christensen, Clement Kjersgaard og Martin Krasnik. Altid spændende gæster i studiet, som ikke slap af sted med »politikersvar«, men blev udfordret, indtil der kom et konkret svar. Nu er Deadline mere et tamt program i lighed med Aftenshowet.
Jens Heide, Dragør
Har man dårligt blod fordi man er homoseksuel?
I dag er det ikke muligt for homoseksuelle mænd at donere blod. Det er en gammeldags tankegang, at der er noget galt med homoseksuelles blod. En gammel myte, som ikke har rod i virkeligheden, skal ikke gå ud over de syge landet over, som desperat har brug for bloddonationen. Vi bør være kommet længere i Danmark end at dømme folk ud fra dokumenterede holdninger. I Venstres Ungdom mener vi derfor, at man bør vælge bloddonorer ud fra sundhedsmæssige årsager og ikke ud fra seksualitet, som intet har at gøre med blodkvaliteten.
Petrine Louise Johannesen, København, medlem af Venstres Ungdom
Hair/hår
Tekst-TV, DR 1, 24. juli: »Trump ser ligheder med (Boris) Johnson.« Det tror jeg gerne!
Hans J. Blokmann, Kongens Lyngby