Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Verdensmålene er de ekstra fem kilo på FNs sideben

Hvis vi faktisk skal nå i mål med FNs klimamål, er der brug for seriøs handling og investering nu, mener Frida Ravn Rosling og Malene Bentsen Laursen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kacper Pempel / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du også i januar de sidste seks år sagt, at nu er det tid til at få gjort noget ved de fem ekstra kilo? At nu er det tid til at sætte handling bag ordene? Det har FN og verdens ledere. De gør det blot i juli måned til High Level Political Forum, som er FNs primære platform for at følge op på verdensmålene. Her er håbet højt, når verdens lande, internationale organisationer og civilsamfund påpeger vigtigheden af målene og genforpligter sig på at arbejde for dem.

Når mødet er slut, er det dog svært at pege på, hvad man har opnået – udover det fortsatte samarbejde. Arbejdet med verdensmålene blev påbegyndt i 2015, men allerede forud for coronakrisen var ikke et eneste land på sporet om at opnå alle i tide, og pandemien har bremset den proces yderligere.

Hvis vi faktisk skal nå i mål, er der brug for seriøs handling og investering nu. En god start ville være finansiering i tråd med FNs anbefaling om 0,7 procent af et lands BNI. En anbefaling som Danmark er en af de få, der kan bryste sig af at leve op til. Eller kan vi? Andelen af bistanden, der går til udvikling, er reelt lavere end de 0,7 procent, da en del af budgettet går til at finansiere modtagelsen af flygtninge i Danmark samt klimabistand. Begge er vigtige indsatser, men det er ikke rimeligt, at verdens fattigste skal betale for dem. Danske politikere må altså snart fjerne den runde verdensmålspin fra knaphullet, hvis en stor andel af den danske bistand fortsat ikke investeres for at opnå målene.

For at gøre ord til handling og opnå verdensmålene til 2030, må FNs medlemsstater endelig tilpasse sig i forhold til denne mere end 40 år gamle aftalte anbefaling, og Danmark må gå forrest i at vise, at udviklingsbistanden først og fremmest skal investeres i udvikling.

Frida Ravn Rosling og Malene Bentsen Laursen, ungdomsdelegater til FN

SAS – statsstøtte uden forpligtelser

De nye rejsevejledninger åbner for, at rejselystne danskere atter kan tage mod sydens sol, og for dansk luftfart er det en længe ventet nyhed.

Men ikke alt er rosenrødt, for hvor Norwegian, Jettime og Sunclass Airlines åbner baser og genansætter fyret personel, går SAS en anden vej.

Her har ledelsen benyttet lejligheden til at sætte tempoet op for sin udflagningsplan, og i stedet for at genansætte skandinaviske ansatte i moderselskabet vælger man nu at fortsætte med opsplitningen i mindre produktionsenheder. Det betyder blandt andet, at SAS’ irske produktionsselskab, som til dels blev stiftet for at undgå de etablerede skandinaviske fagforeninger, nu er begyndt at flyve igen. Og det sker på trods af, at knap 2.000 fyrede danske, svenske og norske piloter og kabineansatte fortsat står uden for og håber på genansættelse. Mange har fortsat ikke fundet nyt arbejde, hvorfor de lever af dagpenge fra staten.

Men hvor er den danske stat i det her? Som bekendt har man ikke kun ydet milliardlån til firmaet, man har også øget sin ejerandel på lige fod med den svenske stat. Så ikke nok med at man har sikret firmaets overlevelse, så skal man samtidig forsørge de fyrede, mens irske og engelske kontraktarbejdere flyver produktion, som moderselskabet selv kunne have gjort.

Trafikminister Benny Engelbrecht skrev 8. december 2020 på Twitter, at man sammen med flere andre EU-lande havde underskrevet en hensigtserklæring mod social dumping i luftfart, når flyene skulle på vingerne igen efter covid-19. Hvordan hænger det så sammen med den linje, som SAS lægger for dagen? En linje, som staten bør være bekendt med, da man er repræsenteret i bestyrelsen.

Har regeringen glemt det sociale ansvar, man har som medejer af Nordens største flyselskab? Og sættes der ingen krav til virksomheder, der modtager statsstøtte eller har medarbejdere på tvungen arbejdsdeling?

Lau B. Thomsen, Gadstrup

Ligestilling for bilister og cyklister

Det er utroligt, at cyklister kan køre rundt i beruset tilstand, uden at det er strafbart. I de senere år investeres store beløb i cykelstier. Mens bilisterne skal betale årlige afgifter for at slide på vejene, er det vel ikke meningen, at de motoriserede også skal betale for cykelstierne.

Ligesom vi har vanvidsbilister, oplever vi også cykelbøller. Min genbo blev således for flere år siden kørt ned af en cyklist på fortovet. Hun måtte på hospitalet og opereres. Jeg erindrer også, at en mand for flere år siden blev kørt ned og efterfølgende døde.

Det vil være naturligt, at der nu indføres en årlig cykelafgift og en cykelnummerplade samt en tvungen ansvarsforsikring helt på linje med biler og motorcykler.

Hvis ikke, kan vi lige så godt arkivere begrebet ligestilling.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk