For nylig spillede regeringen ud med ideen om en arbejdspligt på 37 timer om ugen målrettet personer med »integrationsbehov«. Altså ligegyldigt tvangsarbejde til ikkevestlige indvandrere.
Der er ingen tvivl om, at forslaget har potentiale og er en interessant vinkel på hele diskussionen om ret og pligt i beskæftigelsessystemet. Men det er bare ikke en vinkel, som regeringen på nogen måde synes interesseret i.
For i stedet for reelt at gøre noget ved det beskæftigelsessystem, som så åbenlyst er groet fuldkommen fast, bærer forslaget præg af blot at eksistere for at chikanere en bestemt gruppe. Dette er desværre ikke beskæftigelsespolitik, som ellers ville være kærkommen, men blot en tilbagevenden til den sydende symbolpolitik, som regeringen med Moderatere i front svor at tage et opgør med.
I det hele taget er det imponerende, hvor umage man stadig gør sig med at genere netop den specifikke gruppe af mennesker blot for frådende at forføre marginalvælgeren.
For hvis dette interessante koncept med arbejdspligt virkelig virker så godt, hvorfor skal alle arbejdsløse så ikke have gavn af det?
For uanset om du er arbejdsløs dansker, tysker eller somalier, så står du i den samme situation. Regeringen har jo ret i dens betragtninger om vigtigheden af at have et arbejde. Og hvor sundt det er, ikke kun for den enkelte, at være en del af et forpligtende arbejdsfællesskab og have noget at stå op til hver dag. Men måske også endnu mere hvor vigtigt det er for den enkeltes efterkommere at have et godt eksempel at kunne se op til. Men hvorfor under vi så ikke de arbejdsløse, etniske danskere denne livslinje til arbejdsmarkedet?
Beskæftigelsessystemet må tage udgangspunkt i det enkelte individ og ikke være objekt for smagløs symbolpolitik ved at lave særregler til særlige grupper.
Simon Andersen, skatte- og finansordfører i Venstres Ungdom, Aarhus
