Efter Trumps seneste udtalelser om, at han vil opmuntre Rusland til at gøre, som de vil mod de NATO-lande, som ikke bruger to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar, står det helt klart, at vi står over for reelle trusler – ikke kun eksternt, men også internt i vores forsvarsalliance.

Trump har førhen udtalt, at han vil trække USA ud af NATO, hvis de øvrige lande ikke betalte, men denne gang er udtalelserne om vores fælles alliance mere end en løftet pegefinger. De er kritiske og destruktive. Trump leger med ilden på et tidspunkt, hvor alliancen i forvejen brænder. Det er en direkte trussel, som underminerer vores alles sikkerhed.

Den tidligere amerikanske præsidents krav er til gengæld berettigede. Selvfølgelig skal de respektive medlemslande leve op til aftalen om at bruge to procent af BNP på forsvaret. Alt andet vil være problematisk og uforsvarligt for vores egen sikkerhed. Men det er, som vi kan se, heller ikke nok. Interne trusler om et brud med NATO skal tages alvorligt, og derfor skal der findes andre nødvendige løsninger.

Lige nu er NATO en lukket forsvarsalliance for europæiske lande, samt Canada og USA. Selvom vi samarbejder tæt med lande som New Zealand, Australien, Sydkorea og Japan, er de udelukket fra vores alliance. Det er en hindring, som kun gavner Rusland og andre lande, som er en trussel mod vores demokratier. 

Vi må ud over vores egne horisonter. NATO skal nytænkes og moderniseres for at kunne bestå. Andet har vi ikke råd til. Derfor bør artikel 6 og 10 afskaffes i den nordatlantiske traktat, som begrænser lande uden for Europa og Nordamerika at blive en del af NATO-samarbejdet.

Vi har mere end nogensinde behov for en stærk alliance, som spænder sig bredt over hele kloden. En udvidelse af forsvarsalliancen i øst vil kun styrke NATOs globale position mod nuværende og fremtidige trusler.

Benjamin Haxha, udenrigs- og forsvarsordfører, Venstres Ungdom

Politisk transformation

Politikere er en blandet flok med en vis lighed i udvikling: Når de er ukendte, er de linselus og udtaler sig gerne med stor overbevisning – selv med ringe viden. Længere op ad rangstigen, når vigtige poster besættes, og ministerbiler lurer, er deres standardkommentarer, at de ikke udtaler sig om enkeltsager – altså på nær lige før et valg, hvor også tilstedeværelsen på Christiansborg overraskende stiger.

Der er kun få grunde i lovgivningen, der fritager dem for at kommentere, og det er rigets sikkerhed eller kendskab til retssager for lukkede døre. Journalister burde vide dette som folkets garant for åbenhed.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Barbarisk svineri

Hvordan er det dog, at vi mennesker behandler vores dyr i staldene? Tænk, at der årligt dør flere millioner smågrise, at haler bliver kuperet, at søer holdes bundet, samt at det ofte er ufaglærte medarbejdere, der arbejder i staldene. 

Hvordan kan det dog være lovligt at behandle dyr så grusomt? Regeringen siger, at den vil forbedre forholdene. Det ser jeg frem til med stort håb og interesse. Lad os bede til, at det sker meget snart, og at modstanden fra industrien ikke bliver for stor og langvarig. 

Indtil da kan vi kun påvirke forholdene ved at boykotte kød produceret under »udyriske« forhold. Det er måske dyrere at købe kød, som er fra fritgående/økologiske dyr, men hellere spise en lidt mindre kødmængde med en god smag i munden. Alt andet er noget barbarisk svineri.

Lene Nathan, København

Giv SVM en chance

Tom Jensen angriber 9. februar endnu en gang SVM-regeringen og især Venstre for at svigte den borgerlige sag. Berlingske burde bidrage endnu bedre til at analysere velfærdsstatens tilsanding, for eksempel de offentlige fagforeningers modstand imod forandringer, i stedet for at angribe SVMs langsigtede forsøg på at konsensusreformere velfærdsstaten.

Det går godt i Danmark, men velfærdsstaten er sandet yderligere til, siden Jørgen Dich for over 50 år siden analyserede den herskende klasse fra sin vinkel. Statsfinanserne rettede Schlüter og siden Nyrup Rasmussen op, men skattetrykket, velfærdsmonopolet, det offentliges lave produktivitet og borgernes manglende valgfrihed har blå blok i realiteten affundet sig med.

Også Berlingske bør glæde sig over det samarbejdende folkestyre og den manglende polarisering – sammenlignet med for eksempel USA. At reformere velfærdsstaten er en sej kamp imod velfærdskoalitionens flertal. SVMs resultater har desværre indtil nu ikke været overbevisende nok. Vi er mange i Venstre, der håber at styrke den ideologiske debat i Venstre og finde nye veje til at afsande den socialdemokratiske velfærdsstat.

Kære Berlingske, det er forbandet svært at reformere velfærdsstaten! Hjælp os med idégenereringen i stedet for at afskrive SVMs konsensusregering.

Anders Uhrskov, medlem af Venstres kredsbestyrelse i Gentofte

Hospitaler dengang og nu

Undertegnede så første gang verdens lys primo 1933, og da så verden, så vidt jeg husker, noget anderledes ud end nu.

Et eksempel: når man besøgte en syg slægtning på et af datidens hospitaler, blev man allokeret en time. Når den var slut, blev man simpelthen smidt ud af en stramtandet sygeplejerske/oversygeplejerske.

Skal ikke her drage flere eksempler frem.

Nu har jeg i en alder af 91 år været så uheldig ved et fald at pådrage mig et brud på hoften, som kræver en operation/indlæggelse/genoptræning mv. I denne forbindelse har jeg haft rig lejlighed at se, hvordan sundhedspersonalet (sygeplejersker, sosu-assistenter, læger samt teknisk personale, køkkenpersonale mv.) yder helt utroligt meget for at få patienter til at føle sig tilpas. Jeg tror, at det nu vil være på sin plads at tale om »de nye gode dage inden for sundhedsvæsenet.

Hans J. Blokmann, Kongens Lyngby

Ingen grund til optimisme

Major og militæranalytiker Alexander Høgsberg-Tetzlaff beroligede 11. februar i Berlingske med, at i en eventuel krig mellem Rusland og NATO vil Danmark blive et baglandsområde, der skal huse og fragte soldater til kamppladserne. »Men det bliver ikke Ukraine på dansk jord,« siger han.

Det er desværre en alt for optimistisk forudsigelse. Det vil være fuldstændig rationelt for Rusland i den situation at foretage luftangreb på NATO-styrker i Danmark. Og Rusland har tydeligvis ingen hæmninger, når det gælder angreb på civile mål. Så det kan meget vel blive »Ukraine på dansk jord«.

Det bør betænkes, at der er højst 150 km længere til Esbjerg fra Kaliningrad, end der er til Lviv fra de russiske baser, hvorfra denne by angribes.

Det haster med at få etableret det luftforsvar, der kan give Danmark i det mindste samme niveau af beskyttelse, som Ukraines luftforsvar trods alt yder.

Jens Ulrik Madsen, Virum

At forholde sig til

Mig bekendt får sportsjournalister samme elementære uddannelse som andre journalister. Herunder at lære at skrive korrekt dansk. Desværre kniber det ofte for sportsjournalisterne med at forholde sig til, hvad ordene »foreholde« og »forholde« egentlig betyder.

Skal vi lige genopfriske forskellen? At »foreholde« er at gøre opmærksom på, men at nogen bliver »forholdt« noget, er, at man skjuler noget. Jeg orker ikke at nævne, hvor mange gange i de seneste måneder ordene er blevet forvekslet – enten på tv eller i den skrivende presse. Jeg er vel ikke den eneste, der undres over denne misforståelse?

Morten Riise-Knudsen, København