Venstrefløjens syn på Israel

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg bliver så trist til mode hver gang jeg ser den venstrefløj, som jeg selv tilhører, slå automatpiloten til, når Israel er indblandet i en konflikt. Intet her har ændret sig siden den kolde krig. Sympatien ligger ensidigt hos palæstinenserne, mens Israel får rollen som den store skurk. Men denne evige føljeton giver ikke mening. For hvis man oprigtigt er venstreorienteret, burde man være på Israels side, især i disse dage. Israel kæmper mod Hamas, som er en salafistisk forbryderorganisation, der står for alt det modsatte af venstrefløjen: homohad, kvindeundertrykkelse og nepotisme. Hamas har tidligere specialiseret sig i at udnytte børn fra fattige familier til at blive selvmordsbombere og tage så mange israelere som muligt med sig i døden. Og nu gør Hamas så brug af civile palæstinensere som levende skjolde for deres raketter, hvis mål udelukkende er civile israelere. Ligesom alle andre forfærdes jeg over de mange civile ofre, men ansvaret for de mange døde ligger hos Hamas. Fortæl mig gerne hvilken anden stat i verden, som stiltiende vil acceptere, at tusindvis af raketter regner ned over dets territorium? Og fortæl mig ligeledes hvilket land udover Israel, der ringer beboerne op telefonisk, og advarer dem, inden de bomber et område? Venstrefløjens argument om, at Israel er den stærke part, der har et helt særligt ansvar, holder ikke. Israel er et meget lille land, omgivet af diverse modbydelige diktaturstater i Mellemøsten, som ønsker landet fjernet fra verdenskortet. At Israel under disse vanskelige omstændigheder stadig er det absolut eneste demokrati og velfungerende land i regionen, er i sig selv en bedrift, som fortjener anerkendelse - især fra venstrefløjen.