Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Venstrefløjens identitetspolitik minder mere om racisme end stram udlændingepolitik gør

KBH S: Pressemøde hos Discovery Networks
Man kan sagtens være legal udlænding og gå ind for stram udlændingepolitik over for illegale immigranter, mener Andrea Omic. Her er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (C)  i samråd om Grimhøjmoskeen i Aarhus 12. april 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Olufson / Ritzau Scanpix

Venstrefløjen og minoriteter

Efter at have læst Information.dks debatindlæg »18 minoritetsetniske danskere: Stem ikke på partier, der fører racistisk politik« 21. marts fra en såkaldt »minoritetsdansker«, fik jeg virus i min retfærdighedssans. Jeg fór derfor til tasterne for at udfordre doktrinen om den nødvendige kobling mellem det at tilhøre en minoritetsgruppe og at være venstreorienteret.

Det er okay at tænke selvstændigt og være på højrefløjen, selv om man måtte tilhøre en minoritetsgruppe. Venstrefløjens identitetspolitik og den kollektivisering af minoriteters stemme og sind, den medfører, minder mere om racisme end stram udlændingepolitik gør. Man kan sagtens være legal udlænding og gå ind for stram udlændingepolitik over for illegale immigranter – man kan oven i købet have andre politiske interesser end blot immigrationsemnet.

Ved at samle så mange grupperinger af mennesker som muligt, og få disse individer til at opfatte sig selv som værende en del af et undertrykt kollektiv med offermentalitet, kan venstrefløjen få loyale og ukritiske tilhængere, der tror, at de skal hjælpes - hjælpes med at tænke selv, tjene selv og stemme selv. Det synes at være venstrefløjens patosbetonede overlevelsesstrategi. Venstrefløjen er afhængig af den gensidige afhængighed mellem stat og individ.

Husk derfor, at det ikke kun er etniske danskere, der har lov til at tænke og stemme selv – det må alle. Det er en rettighed, og ikke et privilegium. Så, kære minoritetsetniske dansker: kræv din ret ved at tænke selvstændigt og gør op med venstrefløjens moraliserende måde at tage patent på din stemme på.

Andrea Omic, København

Nej tak til tom snak

Til pressekonferencer, interviews og i nyhederne støder vi ofte på nogle »ups’ere«. Når politikerne udtaler sig om noget, som de reelt ikke har undersøgt. Men jeg føler en vis medlidenhed med politikerne. Når journalisterne stikker deres mikrofoner i snuden på politikerne, som modtager et nyt, umuligt spørgsmål, skal politikerne alligevel prøve, da det ellers ses som et svaghedstegn.

En politisk legende, Christian Mejdahl »turde« tage sig tid. Han fandt det acceptabelt at tage en dyb indånding, inden han svarede. Han undgik misforståelser og var samtidig meget velset. Nogen vil sige, at vi skal have nogle svar, når spørgsmålet stilles. Men hvad er et svar værd, hvis det ikke er gennemtænkt?

Lader vi ikke politikerne få lov til at sige »Det må jeg lige tænke over«, så vil vores stadigt voksende mistillid til politikerne fortsætte, og hvem ved, hvad der så vil ske? Vi må opfordre politikerne til ikke at svare - bare for at svare. Vi må lade være med at irritere os over, at de ikke kun svarer ja eller nej. De er jo bare mennesker, og hvornår har du selv været så sikker, at du kunne ytre en holdning til 5,5 millioner danskere?

Josva Rønne Andersen, Ringkøbing

Plads til træer

I disse klimatider, hvor man leder efter egnede steder til skovplantning, ville det måske også være en ide for de yderst klimabevidste, men også meget naturforskrækkede yngre generationer, at undlade flisebelægninger overalt, hvor de færdes.

Faktisk burde det være obligatorisk at plante et antal træer på egen grund, f.eks. et træ af en vis størrelse pr. 100 kvadratmeter.

Det ville sikkert også kunne give en hjælpende hånd til CO2-problemet.

Kai Mortensen, Ishøj

Langt fra virkeligheden

DRs fremragende magasin »Langt fra borgen« havde 11. april besøg af Mette Abildgaard (K) og Lisbeth Bech-Poulsen (SF). Udsendelsens tema drejede sig om SFs forslag til en »millionærskat« på en halv pct. af den del af formuen, som overstiger fem millioner kr. Direkte adspurgt af Ask Rostrup om, hvor stor en formue de ti pct. rigeste havde i gennemsnit, svarede Lisbeth Bech-Poulsen: 50 millioner kroner. Hvad Mette Abildgaard svarede her er ikke relevant, men det var noget tættere på sandheden, som er 4,7 millioner.

Hvis ellers tallet på de 4,7 millioner står til troende - og Ask Rostrup plejer at have sit hjemmearbejde i orden - kan jeg kun se Lisbeth Bech-Poulsens gæt som en total mangel på proportionssans. Hvordan kan SF have en finansordfører, som har så lidt føling med sit stofområde?

Politikere skal pinedød have styr på sådanne detaljer, hvis de vil tages alvorligt. I princippet kunne Lisbeth Bech-Poulsen »risikere« at lande som skatteminister efter et valg, og hun ville i så fald ikke være den første SF-politiker, som har bestredet denne post til dumpekarakter. Lad mig blot nævne: Thor Möger Petersen, Holger K. Nielsen og Jonas Dahl.

Peter Christensen, Odense