Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Venstre har skudt sig i foden med degraderingen af Kristian Jensen

Det havde været mere politisk tæft fra Jakob Ellemann-Jensen at have kaldt Kristian Jensen til møde, og få ordnet sagen internt, så Venstre ikke gjorde sig sårbar for mulighederne for en senere tilnærmelse til S og R, mener Mogens Jung. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Venstre har skudt sig i foden

Med Kristian Jensens degradering til menigt medlem af Venstres folketingsgruppe har partiet bragt sig selv op i et hjørne, hvor man er tvunget til at få samling på blå blok, for indrømmelser i retning af først Lars løkke Rasmussens og nu Kristians Jensens foreslåede tilnærmelser til S og R vil være et umuligt scenario for Venstre.

Kristian Jensen har nu fået ultimativ frihed til at komme med nye udmeldinger om sit syn på Venstres politik, for der genstår kun den endegyldige straf til ham, hvis han ikke ønsker at rette ind, og det er eksklusion fra Venstre - og kan partiet tåle at miste endnu en markant politiker?

Det havde været mere politisk tæft fra Jakob Ellemann-Jensen at have kaldt Kristian Jensen til møde, og få ordnet sagen internt, så Venstre ikke gjorde sig sårbar for mulighederne for en senere tilnærmelse til S og R.

Blå blok ser i dag ud som en dysfunktionel politisk drøm, som Venstre får meget svært ved at samle, og er det ulejligheden værd, for er der ikke alt for langt politisk mellem de partier, som blå blok udgør? Venstre kan nok enes med de Konservative, men de øvrige partier har nok at gøre med at undgå udslettelse eller afbøde deres kæmpe valgnederlag og de er i øvrigt uforenelige politisk med Venstre.

Strategisk vurderet er der behov for, at de »Gamle partier« tilnærmer sig hinanden, så vi får et opgør med yderfløjene både i rød og blå blok.

Så Kristian Jensen har set rigtigt, og Venstre har skudt sig i foden og gjort det mere end vanskeligt for sig selv, fordi Jakob Ellemann-Jensen og Venstres ledelse har villet vise, hvor skabet skal stå.

Mogens Jung, Ll. Skensved

God intention - dårlig opskrift

Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard fremlægger nogle smukke tanker omkring det fremtidige samfund, men desværre mangler det vigtigste element - nemlig samfundets evne til at skabe midlerne.

Et samfund, hvor vi bruger færre ressourcer og prioriterer fritid og omsorg over materielle goder samtidig med, at vi eksporterer klima-teknologi, lyder rigtig godt.

Men den anviste vej lyder desværre som noget der blot fører til fattigdom og mindre velfærd på sigt og så i øvrigt heller ikke bidrager til at hjælpe den øvrige verden.

Uden incitament til at arbejde ekstra, løbe risici og udvikle teknologien, hjælper det offentliges og andres efterspørgsel næppe det store og samfundet vil gå i stå, som det jo er set i nærmest alle socialistiske lande.

Det er jo heller ikke her, man har oplevet den banebrydende udvikling på f.eks.vedvarende energi.

Det rigtige svar er faktisk nok snarere det, som forfatterne så udmærket beskriver i deres indledende afsnit, nemlig vekselvirkningen mellem demokrati, privat foretagsomhed, fagbevægelsen samt nænsom offentlig regulering og primært privat investering.

Peter Laier, Klampenborg

Mimrekortet

Når Din Offentlige Transport har påtænkt at gennemføre mærkbare forringelser for de 17 pct. af befolkningen i København med mimrekort, er det som en Robin Hood, der tager fra de få og giver til de mange. DOT er begyndt at drive indenrigspolitik ved at omfordele transportsubsidier til pensionister. Hvor er de rigtige politikere henne?

Erik Tang, Klampenborg

Stakkels kvindekøn

Stor tak til Pia Kjærsgaard og Eva Selsing for som jeg at mene, at MeToo-bevægelsen er gået for vidt. Jeg er lykkelig for at have haft min ungdom i 60erne og 70erne, hvor flirt og ros fra en mand blev modtaget positivt, og hvor en mand var en mand og en kvinde en kvinde.

Grete Stener Eriksen, Kokkedal

Uacceptabel ventetid

Berlingske skal roses for kulegravningen af Styrelsen for Patientsikkerhed, som længe har haft åndenød og nu alvorligt har behov for respirator.

Det er helt uacceptabelt for patienterne, men man skal skal ikke glemme, at der er lige så mange autoriserede sundhedspersoner, som er under anklage og skal vente lige så uacceptabelt længe på deres dom. Ikke mindst set i lyset af, at flertallet af klagesagerne ender med, at der ikke er grund til kritik. I debatten om styrelsen synes denne principielt forsvarsløse gruppe helt at være glemt.

Lars Kambjerre, pens. speciallæge, København