Forestil dig et Danmark, hvor ingen står uden for fællesskabet. Hvor alle bidrager og føler sig som en del af noget større. Lyder det ikke godt?

Det er præcis det, debatten om arbejdspligt handler om. Og nu får det endelig luft under vingerne, hvor regeringen har præsenteret sit lovprogram, hvor vi indfører 37 timers arbejdspligt for en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere.

Arbejdspligten skal sikre, at alle, der bor her i landet, også bidrager og deltager i det samfund, som de er en del af. For det er desværre ikke tilfældet for alle i dag. Borgere med enormt integrationspotentiale bliver tabt i systemet, i stedet for at blive inddraget i samfundet. Det glæder vi os til at ændre nu.

For der er intet mere givende end at føle sig som en del af et fællesskab. Og med fællesskab følger, at vi har forventninger til hinanden, og dét skal arbejdspligten hjælpe på.

Vi taler om 22.000 borgere, der, i stedet for at gå derhjemme på kontanthjælp, nu skal ud og arbejde. Vi synes, det er et svigt, når folk bliver parkeret i årevis på kontanthjælp, frem for at gøre brug af deres kompetencer. Det kan være alt fra at smøre madder på det lokale plejehjem til at modtage danskundervisning og være i virksomhedspraktik.

Det er ingen hemmelighed, at ikkevestlige indvandrere er overrepræsenteret i kontanthjælpssystemet. For eksempel har halvdelen af kvinderne, der har været på kontanthjælp i mere end ti år, en ikkevestlig baggrund.

Vi har også set eksempler på negativ social kontrol, hvor kvinder bliver fastholdt derhjemme og holdt udenfor samfundet, og det kan vi simpelthen ikke acceptere i et land som Danmark. Disse kvinder har et lige så stort potentiale som alle andre kontanthjælpsmodtagere, og dem skal vi tage hånd om og hjælpe på vej, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet.

Vi ser det her som en trædesten til at komme ind på arbejdsmarkedet.

I Greve Kommune har vi allerede set, hvordan en 37-timers arbejdspligt målrettet ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp er blevet en stor succes. Kommunen har gode erfaringer med deres indsatser, og de siger selv, at det er en gevinst for begge parter at inkludere borgerne i lokalsamfundet.

I Venstre ønsker vi at gå i kommunernes fodspor, og vi ser arbejdspligt som et paradigmeskift i tilgangen til borgere på overførselsindkomst.

Vi vil arbejde målrettet mod, at ingen i fremtiden bliver udeladt fra fællesskabet. Det fortjener vi – både som samfund og som borgere.

Hans Andersen, Venstres udlændinge- og integrationsordfører, og Kim Valentin, Venstres beskæftigelsesordfører