Det er helt fint, at Timme Bisgaard Munk i sin artikel »Sandheden A/S«, 1. november 2016, fremhæver Giordano Bruno (1547-1600) som et eksempel på, hvad sand videnskab er. Desværre bruger han et forkert eksempel på Giordanos mod og ubestikkelighed, nemlig at han for at overleve skulle bevise, at Jorden var flad. At man langt op i tiden troede, at Jorden var flad, er en falsk myte befordret blandt andet af almuefigurer i Holbergs komedier. Bibelen selv er meget uklar om Jordens form. I lærde kredse var det dog helt fra den græske oldtid almindeligt kendt, at Jorden var rund, understreget af Eratosthenes’ meget nøjagtige måling af Jordens diameter tilbage i 240 fvt. Så dette var overhovedet ikke et issue for 1500-tallets lærde teologer i Vatikanet.

Giordano Brunos fatale teser var af teologisk art. Han betvivlede transsubstantiationen, altså at vin og brød helt bogstaveligt bliver til Kristi blod og legeme ved nadveren, han betvivlede jomfrufødslen, han betvivlede treenigheden, og han betvivlede, at Jesus var Guds søn. Men det værste var, at han hævdede, at Solen kun var en stjerne blandt en uendelighed af stjerner, hvilket for ham netop var et bevis på Guds uendelige skaberkraft.

Men det stred virkelig mod Bibelens ord, og det blev for meget for den pavelige inkvisition. Efter syv års forhør i et fængsel i Rom blev han dømt til at brænde på bålet, først i denne verden og derefter i Helvede i al evighed.

Christian Aage
Civilingeniør, ph.d.
Georginevej 11
2970 Hørsholm