Værnepligtens afgrænsning sættes af Grundloven


Mogens Nørgaard Olesen beskylder mig 30. marts for at omgå sandheden, fordi jeg forholder mig til Grundlovens klare formulering om mænds værnepligt og derfor mener, at den bør ændres, dersom man vil indføre kvindelig værnepligt.
Det er en alvorlig anklage, som kræver et svar, for der må jo være en grund til, at værnepligten står indskrevet i Grundloven. Den er nemlig et indgreb i borgernes personlige frihed, og netop derfor var den et særdeles varmt emne, da Grundloven skulle udformes. Indtil da havde værnepligten mest hvilet på landbefolkningen, mens købstædernes befolkning i høj grad gik fri.
Indførelsen af almindelig værnepligt handlede altså om at stille de mandlige borgere lige i forhold til indskrænkningen af den personlige frihed, for selvfølgelig kunne man dengang ikke forestille sig, at kvinder skulle deltage i krig.
Og netop krig, Treårskrigen, var grunden til, at man ønskede et større og bredere rekrutteringsgrundlag. Den almindelige værnepligt er altså en alvorlig sag, for den handler om, at staten kan kræve, at borgerne sætter deres liv til for forsvaret af fædrelandet. Derfor var det også oplagt, at pligten blev indskrevet i Grundloven.
For staten skal ikke kunne gøre hvad som helst med sine borgere, og det bør danskerne tænke grundigt over i en tid, hvor Moderaterne ønsker at indføre en almindelig borgerpligt. Indføres der kvindelig værnepligt uden grundlovsændring, kan ethvert flertal i Folketinget herefter herse rundt med borgerne efter behag, og da vi allerede under corona oplevede, hvad vore folkevalgte kan finde på af adfærdsregulering, bør der nok trækkes i håndbremsen. Hvad har vi ellers en grundlov for?
Marianne Wagner, Nørre Alslev
Regeringen ventes inden længe at fremsætte et forslag til anlægslov, der skal ophæve den dobbelte fredning af Vestvolden mellem Husum og Tingbjerg med det formål at bygge en lokal vej tværs gennem volden. Det vil betyde en svækkelse af fredningslovgivningen, destruktion af dele af et ekstraordinært nationalt fortidsminde og ødelæggelse af levesteder for truede dyrearter.
Vestvolden blev bygget i årene 1888-1892 som en del af Københavns Landbefæstning. Den er beskyttet som fredet fortidsminde efter museumsloven. Danske fortidsminder er vores kulturarv og identitet og har værdi for turismen. Desuden er Husumvold et populært område for gående, løbende, cyklende og hundeluftere.
Det påtænkte vejgennembrud skal ske på et sted, hvor tværsnittet af volden er særligt velbevaret med glacis og våbenforplads intakte. Ifølge lovforslagsudkastet vil vejbroen komme til at dominere oplevelsen af landskabet og byrummet i væsentligt omfang. Den ventes at blive stærkt befærdet og forstyrrende.
En anlægslov bør forbeholdes unikke og store projekter af national betydning. En fredning bør netop være – en fredning, og ikke en reservation af et areal, indtil der dukker et byggeprojekt op.
Kristian Alex Larsen, arkæolog, Brønshøj
Datatyven stjæler døgnet rundt. I en sauna overhørtes en samtale om et sommerhusophold med fem på en mindfulness-weekend. Her havde man lagt mobilerne i midten på et bord. Sommerhuspriser blev diskuteret og vupti: inden for et minut fik alle fem mobiler samme salgsmail omhandlende salg af sommerhuse.
Skræmmende oplevelse og kanske en tilfældighed – umuligt. George Orwells bog »1984« synes i dag ubemærket en realitet, hvor magthaverne ikke er den politiske elite men den merkantile erhvervselite. GDPR eller databeskyttelsesloven er en EU-konsekvens til beskyttelse af borgerne. Ligner ovenstående beskrivelse en beskyttelse? Margrethe Vestager må som en kvindelig Holger Danske vågne og tage affære.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Pia Kjærsgaard skriver i Berlingske 27. marts en kommentar om Anders Stjernholm og hans had til kristendommen. Det er ateisten Stjernholm, som hun skriver om. Tak for det.
Har Berlingskes chefredaktion bemærket, at det indirekte kan opfattes som en opsang til Berlingske?
Vi har ytringsfrihed her i landet, ja, men det betyder ikke, at man har krav på at få uhyrligheder optaget i Berlingske den ene gang efter den anden.
Laurids Mikaelsen, Snekkersten