Jeg blev oprigtigt vred og skuffet, da jeg læste om sagen med Charlotte Bøll fra Faxe Kommune, som blev beskrevet i en artikel på DR 22. august, da den er et skræmmende symbol på et generelt problem i det danske velfærdssystem.
Charlotte er ramt af den alvorlige nervesygdom ALS. I en tid hvor hun burde modtage al den støtte, som hun har brug for, tvinges hun til at bruge sine sidste kræfter på en udmattende kamp mod kommunen.
Det er helt uhørt, at en person med en så dyster diagnose skal kæmpe for basal hjælp til at leve et værdigt liv.
Siden Charlotte første gang henvendte sig til kommunen, har hun kæmpet for en borgerstyret personlig assistance (BPA), der ville give hende 12 timers daglig hjælp. Men efter ni måneders sagsbehandling, som Muskelsvindfonden kalder for »skammelig«, er hun tildelt blot fire timer og 12 minutters hjælp. Imens har sygdommen forværret sig, og hendes mor er flyttet ind for at hjælpe, hvilket skaber en udmattende situation for dem begge.
Denne sag er desværre ikke et enestående tilfælde. Det er et symptom på et system, hvor bureaukrati og rigide tidsfrister alt for ofte prioriteres over menneskelighed og sund fornuft. Vurderingerne fra både Muskelsvindfonden og juridiske eksperter understreger, at kommuner generelt har et problem med at leve op til lovgivningen og sikre, at hjælpen er tilstrækkelig og rettidig. De glemmer, at systemets formål er at tjene borgerne – ikke omvendt.
I Borgernes Parti er vi overbeviste om, at borgeren altid skal stå over systemet. Vi vil sikre, at den nødvendige hjælp tildeles med udgangspunkt i det enkelte menneskes situation og behov, og lade pengene følge borgeren. Vi vil fjerne de bureaukratiske forhindringer, der forværrer en i forvejen svær situation. Ingen skal være nødt til at kæmpe en unødvendig kamp som Charlotte Bøll.
Det er på tide at give værdigheden tilbage til borgerne.
Peter Faber Rasmussen, folketingskandidat, Borgernes Parti
Solceller kan ikke betale sig
I et læserbrev i Berlingske lørdag konkluderer Henrik Ohrt, at nedsættelsen af elafgiften vil gå hårdt ud over økonomien hos ejerne af solceller.
Her har der dog indsneget sig nogle fejl i opfattelsen.
Efter Energinets seneste forringelse af vilkårene for knap to år siden er reglerne nu som følger: Ejeren af solcellerne kan bruge strømmen fra dem i den time, den bliver produceret, og skal her ikke betale den rå strømpris. Men efter de nye regler skal ejeren stadigvæk betale afgifter, nettariffer mv. af hele sit forbrug inklusive det, som vedkommende selv har produceret.
Det eneste, man således sparer som solcelleejer, er spotprisen på strømmen i den time. I den forbindelse er det helt ligegyldigt, om der er en elafgift eller ej. Overskydende produktion afregnes med elselskabet til markedsspotprisen. I praksis betyder det, at der er meget lidt at tjene ved at have solceller, da de jo typisk producerer, når strømprisen er lav eller endda nogle gange negativ.
Jeg har selv solceller på taget, installeret i 2021, og med den nuværende indtægt vil de være betalt tilbage efter cirka 30 år, hvis de lever så længe. Solceller kan ikke betale sig og må frarådes private.
Søren Hansen, civilingeniør, Værløse
Kameltå-logo
I Berlingske 22. august kan vi læse, at Nationalmuseet og 11 museer og slotte har fået nyt logo til den nette sum af foreløbig 1.359.145 kroner. Logoet er sort og har, som jeg ser det, facon som et æble, et hjerte, en kameltå eller en bagdel. Det ubestemmelige symbol er på en græsgrøn baggrund. Jeg har meget svært ved at forbinde logoet med Nationalmuseet eller andre museer.
Det påstås, at det skal symbolisere omsorg, håb, mod, visdom, troskab og forbundethed. Man skal nok hedde Rane Willerslev for at se noget, der minder om museer eller slotte.
Mira Petersen, Virum
Mediecirkus
Det er næsten surrealistisk, hvor meget medieopmærksomhed Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har fået ved at foreslå gratis daginstitutioner i Københavns Kommune – helt uden reel finansiering.
Som mor til tre børn ved jeg udmærket, hvad en institutionsplads betyder for en familieøkonomi. Selvfølgelig ville det være dejligt, hvis det var gratis. Men virkeligheden er, at nogen skal betale regningen – og det har vi ikke hørt ét realistisk ord om.
Samtidig står institutionerne i forvejen og mangler pædagoger. Det, de har brug for, er flere medarbejdere og bedre rammer – ikke socialdemokratiske luftkasteller.
Alligevel bliver et rent ønskescenarie gjort til en stor politisk nyhed. Når medierne ukritisk giver plads til ballonudspil uden økonomisk realisme, bidrager de til en forventningskultur, som ingen kan indfri.
Gratis daginstitutioner lyder smukt. Men hvis pengene ikke følger med, er det ikke politik. Det er spin.
Monika Rubin, medlem af Folketinget for Moderaterne og mor til tre børn
Retssal, ikke en catwalk
Der kan måske i forbindelse med en retssag være relevans i at beskrive en anklagets udseende og påklædning, som det er tilfældet i artiklen om Henrik Sass Larsen 22. august, men det falder i min optik uden for læsernes behov, at Berlingske på bedste BILLED-BLADET-manér vælger at berige læserne med oplysningen om, at forsvareren var »klædt i en hvid kjole«, og at specialanklageren havde »sort hår, sorte briller og en sort T-shirt«.
Det er en retssal og ikke en catwalk!
Gordon Alsing, Herlev
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
