Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Uro i folkeskolen

Læreren kan forsøge at effektuere en konsekvenspædagogik for de få, der er årsag til uroen. En konsekvens, der gerne skulle give uromagerne en selvindsigt og forståelse for egne handlinger i forhold til de andre børn i klassen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

I dagens Danmark har hvert hjem sine egne regler og normer. Det gælder f.eks. bordskik, sengetid, brug af IT/TV osv. Det er med denne forskellighed i »rygsækken«, at børnene møder skolen, og hvordan klarer de så det?

Skolen er børnenes arbejdsplads, og den har sine egne normer og regler. Her dannes den faglige basis og de sociale kompetencer i det store fællesskab. For nogle børn er det nemt at blive en del af dette, men for andre er det svært. De er urolige, forstyrrer, afbryder og har ingen fornemmelse for, at de tager tiden og dermed undervisningen fra de andre børn.

Måske skulle skolen se lidt mere på sig selv, blive mere tydelig og stå fast på de værdier, der er grundlaget for en god skolekultur. Det ville nok hjælpe de normforvirrede børn, og også læreren i sin konfliktløsning. Den senere tids debatindlæg her i bladet viser, at mange lærere står alene med den tiltagende uro og provokation.

Mange tiltag har været forsøgt, men det hjælper ikke, og – helt ærligt – hvad gør man så? Læreren kan forsøge at effektuere en konsekvenspædagogik for de få, der er årsag til uroen. En konsekvens, der gerne skulle give uromagerne en selvindsigt og forståelse for egne handlinger i forhold til de andre børn i klassen. Her et forslag:

Læreren fortæller klassen, at den mest forstyrrende elev fremover må bruge tid i frikvarteret til at sidde alene og tænke over, hvordan det kan ændres. Han/hun vil få et stykke papir, en blyant og fem minutter til at skrive: 1. Hvorfor sidder jeg her? 2. Hvad kan jeg gøre ved det? Efter fem minutter vil læreren komme tilbage for at høre, hvad eleven har tænkt.

Lærerens rolle er her at lytte, spørge og notere. En evt. aftale (eleven vil måske forsøge at dæmpe sig) og hele situationen skrives til forældrene, som på den måde inddrages, og det er vigtigt.

Det vil klart være en fordel, hvis klassens lærere samarbejder om denne eller andre former for konsekvenspædagogik, så uromagerne mærker en reaktion på deres opførsel og også mærker, at de kan være med til at forbedre klassens miljø.

Konsekvenspædagogikken vil nok møde modstand hos en del forældre, men hvis de involveres, vil langt de fleste bakke op og samarbejde, for de ønsker jo alle, at deres barn fungerer godt i skolens fællesskab.

Ulla Philbert, tidligere folkeskolelærer