Urimelig S-politik

Flemming Pless: Mit eget parti, Socialdemokraterne, mener meget! Også noget dumt!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mit eget parti, Socialdemokraterne, mener meget! Også noget dumt! Nu er de kommet med et sundhedsudspil, hvor de skriver, at de vil stoppe det økonomiske sløseri i sundhedsvæsenet! Bare sådan over en kam!

Det er fantastisk urimeligt, for er der noget, den socialdemokratiske gruppe i Region Hovedstaden har medvirket til, så er det at skære dybt i økonomien, også der, hvor vi har gjort den nuværende og den forrige regering opmærksom på, at det er på kanten af det mulige.

Vi har sørget for, at budgettet holder, og der år efter år har været økonomiske forbedringer for mindst to procent, siden regionerne blev skabt for syv år siden.

Men at regeringen og dens sundhedsudspil lægger op til, at det skulle være spild af penge, kan også betragtes efter deres egen topstyrede politik. Et eksempel! Vi kan skaffe en moderne og livsreddende kræftbehandling for børn i København for 300 millioner kroner i investering og 21 millioner i drift på årsplan. Regeringen, Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse har slået sig sammen i slet skjult lokalpolitik og mener, at de hellere vil bruge over en milliard til en gammel model, der koster 75 millioner at drive årligt i Aarhus!

Det er simpelt spild af penge og dårlig styring mod bedre vidende. Ikke mindst i lyset af, at den nødvendige billeddiagnostik, altså det man skal sigte efter når man skal behandle, kun findes i den bedste udgave på Rigshospitalet.

Men sundhedsminster Astrid Krag har antydet, at det hele kun er et spørgsmål om den kommende regionale valgkamp. Hallo, Astrid, prøv lige og kig på tallene og økonomien – og sidenhen synes jeg, du skal kigge på dit eget sundhedsudspil om sløseri med pengene i sundhedsvæsenet!!

Flemming Pless,
Regionsmedlem Region Hovedstaden (A)
Strandgade, 1401 København K