Tæring efter næring
Åh, hvor er det dog synd for alle de unge, skønne boligsøgende borgere, der ikke kan finde den rette bolig for dem og deres familie i København. Lige ved siden af favoritcafeen, vennerne, motionscenteret og arbejdspladsen.
Jeg føler med dem og tænker samtidig tilbage på 1968, da jeg skulle giftes med min nu afdøde kone, der dengang boede på et værelse i Charlottenlund, og jeg boede hjemme hos mine forældre på Nørrebro.
Vi arbejdede begge fuldtid på kontorer i centrum. Vi søgte og søgte, men uden held og til sidst måtte vi leje en toværelses i Roskilde. I en stationsby, som vi intet kendte til, men der var en betalbar, nyere lejlighed.
Bilen blev solgt, så indskuddet kunne betales. 15 minutters hurtig gang til stationen, tog til Østerport, andre 20 minutters gang til jobbet. Og retur – i flere år. God slankekur.
Efter 3-4 års gratis motion og slankekur blev det økonomisk muligt for os at købe et lille rækkehus i landsbyen Svogerslev.
Seks kilometer med bus eller minicykel til Roskilde Station og afsted med toget til jobbene i storstaden. Og traveturene. Og retur, mens vi huskede at hente ungen i dagplejen og købe ind. Repeat i mange år.
Ikke mange besøg på cafeerne. Først i 1980 havde vi mulighed for at flytte retur til min kones hjemsted i en villalejlighed, og resten er historie.
Men vi lærte én ting: at sætte tæring efter næring, hvilket synes at mangle gevaldigt hos alle de boligsøgende borgere, der ønsker det hele på én gang.
Det ville vi også gerne have haft, men den gamle læresætning og leveregel synes desværre helt at være forsvundet fra den danske bevidsthed. Boligsøgende, pressen og politikerne. Lidt sørgeligt.
Preben O. Nilsson, Charlottenlund
Wokeisme på tv
Jeg har med stor fornøjelse set de tre tv-afsnit om de nye udgravninger af Pompeji. Et irritationsmoment var dog den danske speakers woke sprogbrug. Der blev talt om »slavegjorte arbejdere«, mens de engelsksprogede i serien talte om »slaves«.
Jeg tvivler på, at speakeren har en viden, der siger, at der var tale om arbejdere, som nogen pludselig besluttede skulle gøres til slaver. Denne sprogbrug er ret distraherende og ærlig talt det rene nonsens.
Jeg frygter, at vi snart får en ny bibeloversættelse, hvor det beskrives, at Jakob fik sine tolv sønner med sine to hustruer og deres respektive slavegjorte tjenestepiger.
Suzanne Ekelund, Rødovre
Industriparkerne er ikke symbolpolitik
Berlingske har ret i én ting i lederen fra 3. november: Danmark skal rydde op i unødigt bureaukrati. Men fejlen i avisens leder er at sætte modsætningstegn mellem dét og statsligt udpegede industriparker. Det er ikke symbolpolitik – det er erhvervspolitik med substans.
Industriparkerne handler om fysisk infrastruktur. Ikke papirarbejde. Danmark står over for den største industrielle udbygning i nyere tid: Havvind, Power-to-X, biosolutions, lægemiddelproduktion og nye maritime anskaffelser.
Disse brancher kræver store arealer med adgang til elnet, køling, vand, logistik, motorveje og havne. Den slags kan ikke opstå »nedefra« i tilfældige erhvervsområder. Det kræver planlægning, netudbygning og koordinering på tværs af kommuner, myndigheder og regionale og nationale forsyningsselskaber.
Når regeringen og en bred forligskreds nu udpeger 11 industriparker, er det netop for at fjerne flaskehalse. I dag tager det op til flere år, før store produktionsprojekter kan få de nødvendige tilladelser. Inden for energiprojekter er der for eksempel en sagsbehandlingstid på 800 dage.
Med de statsligt udpegede områder bliver der skabt en »rød løber« med afklarede miljøforhold, adgang til net og en statslig kontaktflade, så sagsbehandlingen ikke starter forfra hver gang.
Berlingske kalder det »paradoksalt«, at man bekæmper bureaukrati ved at udpege nye zoner. Men virkeligheden er den modsatte: Når staten én gang laver planarbejdet centralt, slipper de 98 kommuner for at gøre det hver for sig. Det er en sanering – bare af planbureaukratiet.
Og ja, Danmark skal også rydde op i regeljunglen. Men det fjerner ikke behovet for arealer, hvor grøn industri faktisk kan bygges. Et brintanlæg eller en CO₂-terminal kan ikke placeres i et Excel-ark. Det skal have jord under sig, strøm i stikket og passende adgangsveje både på land og til havs.
Flere af vores nabolande har allerede vist vejen. Tyskland har udpeget nationale industrizoner, for eksempel i Slesvig-Holsten, hvor staten koordinerer miljøgodkendelser og netudbygning. Også Holland har tilsvarende nationale energizoner. Danmark tager nu et tilsvarende skridt – og det er på høje tid.
Hvis Danmark vil være et grønt produktionsland – ikke bare et land, der tegner planer om det – kræver det både færre regler og mere konkret plads. Industriparkerne er første skridt på vejen.
Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal
Folk versus ideologi
Bør man kunne skelne mellem Rusland og kommunisme, eller er det det samme?
Bør man kunne skelne Israel og zionisme, eller er det det samme? Personligt synes jeg, at de, som ikke magter at skelne mellem jøder og zionister, er dem, som har det største problem.
Hans Peder From, Roskilde
Orddeling i Berlin-gske
Dans-klærer
Bevægg-runde
Pjækket-armen
Engang-spik (det stod der altså)
Oplysning-stiden
Identitet-styveri
Ovennævnte er eksempler på orddeling ved linjeskift i nærværende printavis.
Man skulle tro, at der var nogen, der havde ansvaret for en vis kvalitet i en avis som Berlingske, herunder korrekt orddeling.
Hvis det ikke er tilfældet, hvilket man kunne forledes til at tro, når man ser de foreliggende eksempler, kunne man måske med fordel bruge ai til at overvåge sproget?
Helle Marckmann, Dragør
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
