Når Svarer-udvalget 21. februar klokken 11.00 præsenterer den skelsættende rapport om CO₂e-afgift på landbruget, har vi ungdomspartier en klar og tydelig opsang til regeringen: Vi har ventet tre år på konklusionerne for en CO₂e-afgift, der skulle havde været vedtaget i går!

Vi er gået sammen for at opfordre vores moderpartier og alle partierne i Folketinget til at tage et kollektivt ansvar og skubbe på for en høj, ensartet CO₂e-afgift på alle erhverv. Nu får vi se, om regeringen nogensinde har anset klimaet som vigtigt, når rapportens ankomst fjerner tæppet under regerings undskyldning for deres nølen.

Efter det varmeste år nogensinde målt på kloden, kunne UNEPs Emissions Gap Report i 2023 rapportere, at verden styrer direkte mod en temperaturstigning på 2,9 grader i 2100. Og de nye forhandlinger om 2025-målet ser ud til at være ophørt, da Lars Aagaard lyksaligt kunne meddele, at vi når 2025-målet uden videre handling efter at lavbundsjordene er afgasset hurtigere end forventet.

Det er tydeligt, at regeringen endnu ikke har taget tyrene ved hornene hvad angår handling på klimaområdet.

Men både Det Økonomiske Råd, Kraka og Klimarådet har slået fast, at en ensartet CO₂e-afgift er det billigste og mest effektive redskab til at komme i mål med den grønne omstilling. Når Svarer-rapporten i dag med syvtommersøm fastslår den kendsgerning, vil regeringen derfor selvfølgelig fluks kaste sig hovedkulds ind i arbejdet, for at indføre en ensartet CO₂e-afgift!

Eller noget.

Inden han trådte af som formand, bebudede Jakob Ellemann-Jensen trepartsforhandlinger om CO₂-afgiften, når Svarer-rapporten skulle afleveres. Til trods for positive aspekter ved at inkludere landbrugs- og naturorganisationer, vil det unægteligt forsinke den nødvendige handling. Dette vil ultimativt resultere i, at klimaet betaler bøden for at vente på CO₂e-afgiften.

Det er en hovedpine for regeringen at eksekvere på et område, som kommer til at »gøre ondt«, hvorfor forsinkelsen alt for belejlig for dem.

Men alternativet er som bekendt, at det i sidste ende bliver meget dyrere at lade være – både for økonomien og klimaet.

Danmarks grønne profil står og falder med vores vilje til at beskatte forurening. Hellere vedtaget i dag end i morgen, og det var allerede for sent i går.

Derfor er LAU, VU, KU, RU, SFU og ÅUs besked klar: Ikke mere pjat. Afleveringsfristen er nået; vi skal have en høj, ensartet CO₂e-afgift på alle erhverv nu.

Rune Møller Christensen, klima- og miljøordfører, VU, Ezekiel Rohde, klima- og miljøordfører, LAU, Wilhelm Ditlev Christian Thomsen, klima,- natur- og miljøordfører, KU, Matilde Bondo Dydensborg, klima- og miljøordfører, RU, Fabian Forbert-Hansen, klima- og Transportordfører, ÅU, og Joakim Linddahl, sekretær for klima- og miljøudvalget, SFU