Det er ovre. Flere ugers pinagtigheder ophørte brat, da USAs 46. præsident, Joe Biden, 21. juli opgav sin kampagne for at blive genvalgt.

Det er en god strategisk beslutning, der stiller Demokraterne bedre. Væk er spiralen af dårlig omtale. Det demokratiske parti kan nu genoplive sin valgkamp med et andet ansigt på plakaten.

Uagtet udfaldet af valget til november betyder Bidens beslutning allerede én ting: Det er ikke længere helt sikkert, at USAs næste præsident kommer til at slå aldersrekord. Hvis valget var stået mellem 81-årige Joe Biden og 78-årige Donald Trump, ville en af dem have været den ældste præsident nogensinde i slutningen af vedkommendes præsidentperiode. 

Det er et problem, i hvert fald hvis man spørger vælgerne. En måling fra februar viste, at 59 procent af amerikanske vælgere mente, at begge kandidater var for gamle til four more years. Hvis man kigger på unge vælgere specifikt, er der en bred utilfredshed med udvalget af præsidentkandidater og en dalende tro på det politiske system. 

Siden 2015 er unges tillid til præsidentembeddet faldet med 60 procent, viser en anden måling fra foråret. Selvsamme måling viser, at færre unge regner med at stemme til det kommende valg end ved de to forrige. 

Det er måske ikke så mærkeligt taget i betragtning, at de to kandidater groft sagt brugte mere tid i præsidentdebatten på at tale om deres golfspil end at adressere unges vilkår på boligmarkedet eller den studiegæld på svimlende 1,6 billion dollar sammenlagt, som denne generation bærer på.

Det bliver ikke Trump vs. Biden til november, men så lavt et succeskriterium bør et demokrati med respekt for sig selv aldrig have. Tænk, hvis det fokus, der har været på kandidaternes hukommelsessvigt på debatscener og aldrende omtågethed, blev omsat til at få flere unge og yngre hørt og inddraget, for vi skal også leve med følgerne af de beslutninger, der træffes i dag. 

Ellers bliver Det Hvide Hus lige så stille omdannet til verdens dyreste plejehjem.

Magnus Flensborg, europaparlamentskandidat for SF og SF Ungdom

Billige bortforklaringer om Musik i Lejet

Der er ingen undskyldning for at besætte et af Danmarks kendteste og søgte naturområder, fordi – som borgmesteren og Gribskovs byråd udtrykker det – mennesker er også natur! 

Mage til billig bortforklaring og udvanding af begreber er svært at finde magen til. Er Hillerød også en del af naturen? Nej, den er »kultur« og kan ikke sammenlignes med den udsigt over Kattegat, som bliver smadret på en forlænget weekend.

At mennesker har behov for at feste er en lige så plat og intetsigende udtalelse fra selveste borgmesteren.

Goddaw, då! Tænk engang, det vidste vi slet ikke; men er det at drikke sig hammerstiv akkompagneret at øredøvende elektroniske lyde tilsat rytmebokse et nyt skud på tidligere tiders dionysiske drikkeviser? 

Forstår landliggerne i Tisvilde og omegn ikke at feste?

Og hold venligst rocken indendørs i sportshaller, hvor den ikke bliver blæst ud over landskabet og markerne. Så vil det måske ikke være nødvendigt at skrue så højt op, at man ikke kan mærke, om man overhovedet fester.

Ulrik Jensen, København

Profeti: Kamala Harris tager stikket hjem

Mel Brooks er et livslangt stort smil på 98 år og mester for en stjernerække film af latterorkaner. Hans »Blazing Saddles« (på dansk »Sheriffen skyder på det hele«) handler om en sort sherif med Gucci-udstyr, der stik mod den skurkagtige Hedleys hensigt ender med at blive helten, som modarbejder Hedleys skumle planer.

Filmen er som skrevet til det amerikanske valg i 2024 med vicepræsident Kamala Harris, ikke som sherif, men tidligere offentlig anklager, der forfølger den kriminelle Trump.

For få uger siden ville ingen give en dollar for Harris’ chance for at lykkes. Hendes nys afholdte tale afslørede en humoristisk kort forfattet tale, der spandt en fortsættelse af Bidens sidste. Men levende, smilende, ærlig, indholdsrig og morsom.

I dag gætter jeg på, at USA vælger en sort kvindelig præsident november 2024.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk