Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Undskyld for det enorme svigt af vores børn

Jeg må dog ikke nævne – som et forsvar for vores svigt – at vi som forældre talte med børnene, legede med dem og læste for dem i sengen. Når vi kunne det dengang skyldtes det uden tvivl, at der ikke var iPad, telefon m.m. der skulle passes. Vi tog os den tid, der var nødvendig, for at bøde for dagens øvrige svigt, skriver Erik Toftegaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heinz-Jürgen Landshoeft

Min hustru og jeg er kommet til at føde børn under forhold, der var ganske uantagelige - skal jeg være ærlig - helt uden hensyn til børnenes opvækst og trivsel.

Vi er begge fra langt tilbage i det forrige århundrede, og vore to børn er født i sidste tredjedel af 1900-tallet. Vores undskyldning for vores misrøgt er, at vi dengang ikke vidste, at de vilkår, vi kom til at byde dem, var helt uantagelige.

Straks efter fødslen blev de hele dagen igennem passet af en ung pige. Til vores forsvar fandtes der ikke en vuggestue i den - rimeligt store - kommune, vi boede i, samt at der kun var barselsorlov for kvinder og det endda i kun seks uger. Den næste store fejl hos os var, at vi begge havde fuldtidsjob.

Men svigtene fortsatte først med en privat dagpleje, og fra børnene var tre år - før var der ikke børnehaveplads - i en børnehave, hvor der til at passe 20 børn kun var én pædagog samt en uuddannet pædagogmedhjælper.

Jeg ved, at det er dårlig undskyldning, når jeg fortæller, at børnene var meget glade for institutionen, at de var glade, når vi bragte og hentede dem, at det meget sparsomme personale altid havde tid til en snak om børnene og hvad der ellers rørte sig i hverdagen.

Jeg er nu – så mange år efter – blevet klar over, at dette var rent bedrag, og derfor denne sene reaktion på vores svigt.

Jeg synes dog, at det er en formildende omstændighed, at der dengang ikke var TV til at afsløre svigt samt manglende pædagogisk kvalitet til børnene, hvilket dog ikke grundlæggende undskylder os.

Jeg må dog ikke nævne – som et forsvar for vores svigt – at vi som forældre talte med børnene, legede med dem og læste for dem i sengen. Når vi kunne det dengang skyldtes det uden tvivl, at der ikke var iPad, telefon m.m. der skulle passes. Vi tog os den tid, der var nødvendig, for at bøde for dagens øvrige svigt.

Slutteligt synes jeg, at det er rimeligt at fortælle – også som en slags forsvar for os selv – at begge børn har klaret sig godt i deres voksenliv. De har taget uddannelse – begge endda flere – de har begge været i job hele deres liv. For begge har de endda taget uddannelse, søgt og fået job i sidste tiår af forrige århundrede, hvor vilkårene var de vanskeligste siden Anden Verdenskrig.

De har nu begge børn, og vi har vidunderlige børnebørn.

Dog vil jeg ikke hovere, for ifølge Bibelen nedarves fædrenes synder måske først i syvende led, men da er vi heldigvis ikke med længere.

Erik Toftegaard, Odense