Undervisningsministeren tøver – eleverne betaler prisen

I april præsenterede en ekspertgruppe sine anbefaling til nye retningslinjer for brugen af kunstig intelligens i eksamener. Alligevel er undervisningsministeren først klar med nye retningslinjer i 2026. Det går simpelthen for langsomt.

Ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) (billedet) må skoler og elever vente helt til 2026, inden de nye retningslinjer er på plads. Thomas Lekfeldt

Indtil for få år siden var der ikke mange, der kendte til kunstig intelligens eller såkaldt AI.

Men på under to år har tjenesten ChatGPT næsten nået 200 millioner aktive brugere, hvilket gør platformen til den hurtigst voksende nogensinde.

Ifølge en undersøgelse af fagbladet Gymnasieskolen er brugen af AI allerede udbredt blandt studerende på landets gymnasier. I undersøgelsen svarer hver femte elev, at de har brugt AI under eksamen, mens mere end halvdelen angiver, at de har brugt AI ved hjemmeopgaver. Undersøgelsen er fra januar 2023, og tallene er derfor sandsynligvis endnu højere i dag.

Problemet er, at der i dag ikke findes retningslinjer for brugen af AI ved hjemmeopgaver og eksamener. Det betragtes derfor som snyd. Det har to alvorlige konsekvenser. For det første opnår elever, der benytter sig af AI, en uretmæssig fordel. 

Brugen af AI kan betyde bedre karakterer og adgang til deres drømmestudier. Det er urimeligt over for de studerende, der i dag overholder reglerne og undlader at bruge AI.

For det andet betyder de manglende retningslinjer, at eleverne ikke lærer at udnytte den nye teknologi og omgås den på en forsvarlig måde. Der er meget, der tyder på, at AI vil få enorm indflydelse på indretningen af fremtidens samfund. Teknologien skal derfor ikke holdes ude af undervisnings- og eksamenslokalerne, men integreres på en fornuftig måde.

Det er derfor afgørende, at skoler og elever får retningslinjer på området hurtigst muligt. Ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) må skoler og elever dog vente helt til 2026, inden de nye retningslinjer er på plads. Det er på trods af, at en nedsat ekspertgruppe allerede kom med sine anbefalinger tilbage i april. Det går simpelthen for langsomt.

En af ekspertgruppens anbefalinger er, at man skal kunne omstille prøveformer langt hurtigere end tidligere. Den anbefaling har ministeren måske ikke noteret sig. De gymnasieelever, som begyndte i 1. g i sommeren 2023, startede et halvt år efter lanceringen af ChatGPT. Alligevel når de ikke at få gavn af de nye og tilpassede retningslinjer inden deres afsluttende studentereksaminer.

AI er et komplekst område, der udvikler sig hurtigt. Vi skal derfor forholde os kritiske – især når det gælder vores børn og unge. Det er derfor helt afgørende, at vores elever bliver klædt ordentligt på. AI må nemlig ikke erstatte elevernes selvstændige faglighed, men skal derimod udbygge den. Men der ligger samtidig et enormt potentiale forude, som vi skal udnytte, hvis vi ikke vil overhales af andre lande. Derfor skal ministeren skrue op for tempoet.

Dina Raabjerg (K), digitaliseringsordfører, og Lise Bertelsen (K), undervisningsordfører