Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Christian Bjørnskov konkluderer i sin kronik i Berlingske 3. november, at udviklingsbistanden generelt er uden positiv virkning. Den påstand er forkert, og Bjørnskov har tilsyneladende ikke forstået det område, han sætter sig for at kritisere.
I sin analyse glemmer han, at vi i dag mere end nogensinde før ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Og at international bistand i stor grad lægger sig op ad modtagerlandenes prioriteter og baserer sig på grundige analyser af, hvad effekterne af tiltagene vil være.
Danida f.eks. beslutter sig ikke blot for at »bygge skoler«. Danida indgår i dialog med modtagerlandets egen regering og andre donorer om, hvordan man bedst støtter et givent lands uddannelsessektor til gavn for fattige børn. Hvor der er tillid til systemerne, finansierer donorer som Danida direkte de statslige budgetter mod aftale om konkrete resultater. Det skaber ejerskab hos de lokale regeringer - og ansvar.
Udviklingsbistandens og -politikkens rolle er at skabe udvikling for verdens fattige, ikke at skabe ensidig økonomisk vækst. Og en lang række studier og evalueringer viser, at bistand opnår resultater på helt centrale områder for fattigdomsbekæmpelse. Verdenssamfundet er også godt på vej til at opnå 2015-målene om bl.a. bekæmpelse af ekstrem fattigdom og sikring af skolegang til børn. Et resultat af både udviklingsbistand og udviklingspolitik i partnerskab mellem rige og fattige lande.
Så når Christian Bjørnskov hævder, at udviklingsbistand ikke gør verden bedre, tager han fejl. Måske fordi han drager sine konklusioner på et fejlbehæftet grundlag. Han påstår for eksempel, at dansk bistand baseres på »hensigtserklæringer og udokumenterede påstande«. Og for kun et par uger siden brillerede han ved at hævde, at Lars Løkke-sagen »reflekterer hvordan systemet virker, og er et klassisk problem i NGO-verdenen, der svømmer i penge«.
Bjørnskov har tydeligvis ingen anelse om de store monitorerings - og resultatkrav samt strenge forvaltningsregler om, hvad man må bruge pengene til, som danske organisationer, der modtager midler fra Danida, skal efterleve.