Diplomaten Michael Zilmer-Johns har i Berlingske fremsat det forslag, at krigen mellem Rusland og Ukraine kan afsluttes, hvis de to lande indleder fredsforhandlinger og accepterer en deling af Ukraine efter samme principper, som Slesvig blev delt i 1920.

Dette forslag er imidlertid helt utopisk, og præmisserne for en sådan løsning i Ukraine kan ikke sammenlignes med præmisserne for afstemningen om Slesvigs deling.

Efter det danske nederlag i 1864, gik der to år, så nedkæmpede Preussen Østrig i en ny lynkrig, og ved freden i Prag blev der indskrevet den berømte § 5, hvorved den slesvigske befolkning ved en folkeafstemning skulle kunne stemme for en genforening med Danmark.

Men der var ingen tidsfrist, og i 1878 opsagde det tyske kejserrige § 5. Først efter det tyske nederlag i 1918 blev det efter en massiv indsats fra sønderjysk side muligt at genoplive § 5, og en international kommission delte Slesvig op i tre zoner baseret på dansk eller tysk sindelag.

Som bekendt var der kun dansk flertal i den nordligste zone. Og genforeningen gik ikke glat, som mange måske tror. I Danmark var der stærke politiske kredse, som ikke umiddelbart anerkendte afstemningsresultatet, og (navnlig efter 1933) var der tysk pres for atter at flytte grænsen til Kongeåen. Det tyske mindretal benyttede i 1935 lejligheden til at holde danskere ude af Højer, så de gamle spændinger var der stadig.

Når der under besættelsen ikke var tysk krav fra Berlin om en grænserevision, var det måske på grund af samarbejdspolitikken, men efter befrielsen brød konflikten atter ud. Statsminister Knud Kristensens holdning til »det sydslesvigske spørgsmål og selvbestemmelsesretten« er velkendt og var yderst farlig, og i de følgende år var der voldsomme gnidninger mellem dansk og tysk, navnlig på skoleområdet.

Først med København-Bonn erklæringen i 1955 blev der ro på det slesvigske problem, og først da kunne man sige, at Slesvigs deling og genforeningen var lykkedes.

Når det altså ikke var let at opdele Slesvig efter »nationalt sindelag«, så vil det være umuligt at gennemføre en tilsvarende deling af Ukraine. Rusland vil aldrig anerkende, at eksempelvis FN stod for en sådan afstemning, og afstemningsresultatet ville næppe blive anerkendt af nogen af parterne.

En opdeling af Østukraine efter »nationalt sindelag« vil også være en umulig opgave. Sønderjyske erfaringer kan ikke uden videre anvendes andre steder i verden, så diplomatens forslag må betegnes som et fromt, men fuldkommen urealiserbart indslag om Ukraines fremtid.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk