Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udsultet udenrigstjeneste?

Der bruges store ressourcer på minutiøst at planlægge besøg fra kongehuset, politikere og organisationer. Mindre kunne sikkert gøre det, skriver Sven Scharling. Her er kronprinsparret i maj til indvielsen af en Asger Jorn-udstilling i Seoul. Parret var i Sydkorea for at markere 60-års jubilæet for diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeon Heon-Kyun / Ritzau Scanpix

Jens Hage havde forleden en af sine pragtfulde tegninger, hvor man ser en ambassadør med lapper på tøjet åbne døren ud til den store verden mens den danske befolkning sidder indenfor og piller navle.

Årsagen er den opmærksomhed, der p.t. henledes til i en slags kampagne i offentligheden til fordel for flere midler til udenrigstjenesten. Den gennemføres meget belejligt mens der forhandles regeringsgrundlag.

Vi har set denne meningspåvirkning før. Den involverer som regel Uffe Ellemann og ofte Mogens Lykketoft. Mit gæt er, at Udenrigsministeriet med al diplomatisk diskretion kontakter »Ufferigsministeren« og Lykketoft og lader et ord falde om, at nu er tiden inde til at råbe vagt i gevær om den udsultede tjeneste. Avisernes spalter står åbne for d’herrer og et lille råbekor orkestreres.

Men er Udenrigsministeriet mere klemt end andre steder i staten?

Udenrigsministeriet har 77 repræsentationer, og et antal kan givetvis slås sammen, så de dækker større områder, ligesom ministeriet ud fra dets strategiske overvejelser må være i stand til at prioritere ressourcerne og samle kræfterne om nogle knudepunkter, hvor en særlig indsats er påkrævet. Det kræver et opgør med en stærk og dybt forankret tradition for, hvad en udenrigstjeneste er.

Et eksempel på en opgave, der kunne drosles ned og centraliseres: Der bruges store ressourcer på minutiøst at planlægge besøg fra kongehuset, politikere og organisationer.

Mindre kunne sikkert gøre det. Med elektroniske medier er det også muligt at følge med i de mange landes presse på afstand. En del af traditionen er formentlig baseret på at have et stort antal slutstillinger som ambassadør. Det er naturligvis af betydning for at tiltrække de dygtigste medarbejdere, men der findes vel også andre incitamenter, der kan gøre en karriere i diplomatiet attraktivt.

Så, frem for at klynke bør udenrigstjenesten tænke strategisk på sin organisation. Det er jo betingelserne for hele den offentlige forvaltning.

Sven Scharling, Roskilde