Udligningsordning

At arbejdskraftens fri bevægelighed inden for EU og den deraf følgende, utilsigtede ret til sociale ydelser fra dag ét er et tema, der optager sindene, kan ingen længere være i tvivl om.

At EU-lov ifølge eksperter underkender danske regler om optjeningskrav, står nu lysende klart for os. Flosklen »intet over og intet ved siden af Folketinget« er varm luft.

Kampen mod EU-tyranniet er at sammenligne med Davids kamp mod Goliat. Den er tabt på forhånd. I stedet for at kæmpe den ulige kamp mod EU-lovgivningen, vil jeg foreslå, at vi fra dansk side retter ind, men bruger kræfterne på at afkræve EU en udligningsordning for alle medlemslande.

Som det fremstilles i pressen, ved det offentlige allerede, hvor mange »sociale kroner«, der årligt udbetales fra danske kasser til fremmede statsborgere uden optjeningskrav og/eller bopælspligt i Danmark. Man ved angiveligt også, hvor mange »sociale kroner«, der årligt går den anden vej, altså til danske statsborgere som bor og arbejder i andre EU-lande, og/eller til deres familie, der fortsat bor i Danmark.

Når året er gået, kan regnestykket derfor let gøres op, og »nettoprovenuet« indregnes (enten positivt eller negativt) i det bidrag, som medlemslandene betaler til EU’s fælles kasse.

På den måde vil arbejdskraftens fri bevægelighed være socialt udgiftsneutral og et gode for alle medlemslandene, og den utilsigtede følgevirkning i form af såkaldt »velfærdsturisme« elimineres, da der ikke længere vil være medlemslande, som kan profitere af åbenlyst at spekulere i eksport af egne borgeres behov for sociale ydelser.

Som en sidegevinst kunne arrangementet måske bidrage til, at danske borgere i fremtiden vil være knap så skeptiske over for tanken om »mere EU«.