Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Uden kontakt visner vi som mennesker

Foto: Martin Fally

Sørine Gotfredsen rettede i weekenden lyset mod det meget tabuiserede emne, ensomhed. Tak for det. Gotfredsen peger også på, hvorfor ensomhed kan være et tabu. I forreste række er frygten for ikke at være god nok, at være anderledes, ikke værd at elske, ikke en del af flokken. Det er skamfuldt og ikke noget, man flager med. Ensomhed har ingen alder, den er udbredt fra skolealderen over pensionsalderen og til livets slutning.

Det at føle sig anderledes og uden for er nok særlig udbredt blandt yngre generationer, som spejler sig i det, som forekommer fuldendt - og uopnåeligt. Den ældre del af befolkningen er ofte ensomme pga tab af ægtefælle eller samlever. Mange ældre mangler netværk, og uagtet de måske har familie, kan kontakten være meget sparsom, endog ikke-eksisterende.

Weekendavisen bragte et indlæg i april om ensomhed, der refererede til undersøgelser fra Tyskland og Storbritannien, hvor der er oprettet hotline samt callcenter for ensomme mennesker. Her kan borgerne tale om, hvad der optager dem, alle emner kan debatteres, der er ingen tidsramme, og fremfor alt en person, som lytter og stiller sig til rådighed.

Alle mennesker har brug for en kontakt til et andet menneske, hvor spinkel denne kontakt måtte være. Uden kontakt visner vi som mennesker. Som rådgiver for mennesker med tunge problemstillinger er jeg bekendt med, at der findes mange og gode tilbud til fx ensomme mennesker. Også i kirkeligt regi. Men jeg bliver nødt til at sige, at der faktisk findes mennesker, som ikke magter at opsøge sådanne tilbud. Derfor kan det give mening med fx en hotline, hvor ensomme mennesker bliver mødt uden at skulle redegøre for hvorfor og hvor meget, de ringer, for de ringer faktisk bare for at være i kontakt med et andet menneske! Jeg anerkender, at nogle, som Lykke-Per, selv søger ensomheden. Om han blev lykkeligere i ensomheden, mangler vi svar på! Den overvejende del er ufrivillige ensomme mennesker, og der bliver ikke færre. Irene Bjerrehuus, København