Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tvangsadoption og tvangsfjernelse: Læs på lektien, inden I fordømmer

»På samtlige medieplatforme har man de seneste dage ligefrem kunnet læse fordømmelse af statsministerens synspunkter om flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Vi har helt åbenbart endog meget svært ved at rumme alvorlige indgreb i familien som tvangsfjernelse af børn og tvangsadoptioner. Det viser en del reaktioner på statsministerens nytårstale tydeligt. På samtlige medieplatforme har man de seneste dage således ligefrem kunnet læse fordømmelse af statsministerens synspunkter om flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner. Men havde de ophidsede journalister og øvrige debattører læst lidt på lektien, inden de lod sig rive med af fordømmelserne af indgreb i familien, ville de måske have opfanget, hvad et kompromisløst børneperspektiv indebærer.

I stedet lyder det, at når børn, der lever under kummerlige vilkår, bliver fjernet fra deres forældre, ja, så er det formentlig bare heksejagt og forfølgelse af de stakkels forældre. Det er trist, når man fører sig frem med useriøse og unuancerede budskaber, så det kommer til at fremstå, som om man kan og vil fjerne eller bortadoptere børn i blinde og trance.

Selvfølgelig skal forældres retssikkerhed håndhæves. Men det løser ikke problemet: At der hvert år er en gruppe børn, der udvikler alvorlige skader – fysisk såvel som psykisk – på grund af forældrenes manglende evne til at løfte forældreopgaverne. Der ér en modsætning mellem på den ene side forældrenes legitime krav på at få deres barn, og på den anden side barnets ligeså legitime krav på at blive beskyttet.

Min påstand er, at de politisk korrekte holdninger ofte handler mere om voksnes rettigheder end om hensynet til, hvad der er bedst for børn. Og naturligvis er det svært at trække grænsen, for der vil altid være konkrete tilfælde, hvor et tvangsindgreb kan forekomme urimeligt for de enkelte forældre. Men modet til at træffe beslutninger og vælge fra og til er nødvendig. Jeg vil derfor gerne udfordre alle dem, der arbejder med at sikre børn en god start på livet, til at give gode forslag til, hvorledes dilemmaet mellem de voksnes retssikkerhed og børnenes krav løses.

Det er tydeligt, at der er lang vej at gå endnu, før vi har sikret alle børn en anstændig opvækst. Men vi har faktisk en forskningsbaseret ret sikker viden om, hvilken vej, der er den rigtige – og vi står oven i købet med en Børnekonvention i hånden, der fortæller os, hvilken prioritering, vi er forpligtet på: »Hensynet til barnets bedste interesse kommer i første række.«