Mere krudt til kanonen
Forleden læste jeg om forslag til den danske litteraturkanon for 2025-26 gymnasieskoleår. Der er syv obligatoriske forfattere, han/hun, og 30 valgfrie. Jeg har i tidens løb læst alle de obligatoriske – og glemt det meste med mine mere end 80 år. I dag fik jeg gennem eReolen mulighed for at læse den sidst tilkomne, Inger Christensens digte. Finurligt og smukt, men jeg lukkede bogen, inden jeg læste færdig. Smag og behag!
Jeg ville i stedet for hende, have indsat Benny Andersen, med »Svantes viser«, som mange synger med på når »om lidt er kaffen varm« spilles. Eller Halfdan Rasmussens ABC, der går lige ind hos gamle, og de små, der skal lære at læse, imens vi ser Ib Spang Olsens sprudlende tegninger.
Eller Piet Heins Gruk, »Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det«. Men, de nævnte er mænd, og nu skal der være plads til kvinderne. Rimeligt, og ikke alle kan komme med, når der nu kun er plads til syv.
I listen med valgfrie savner jeg Martin Andersen Nexø med klassikerne »Pelle Erobreren« og »Ditte Menneskebarn«. Der er endda syv Andersen Nexø gader, siger Google. Og hvor er Tith Jensen, den hovmodige, selvglade Johanness V. Jensens uelskede søster. Der er tre Tith Jensen gader og kun én Johannes. V. Jensen gade.
Trods lidt vådt krudt lyder der spændende skud for elever og læseheste i den nye kanon. God læsning!
Christian Rasmussen, Mérida, Yucatán, Mexico
Viden er magt
Vi har i årtier talt om, at vi lever i et videns- og informationssamfund. Og den teknologiske udvikling har gjort, at uendelige mængder af viden er blevet tilgængelige for en meget stor del af verdens befolkning.
Men de gamle mundheld om, at »viden er magt«, og at man kan leve i »lykkelig uvidenhed« er ikke længere så entydige.
Der er en voksende mængde af misinformation og »fake news«, som gør, at man bliver mere usikker på, hvorvidt den viden, man besidder, faktisk er sand. Derfor kan man i sidste ende føle at jo mere »viden« og »fakta«, man eksponeres til, jo mere uvidende og magtesløs er man.
Magtesløshed fører let til apati og ligegyldighed. Derfor er det undergravende for vores demokrati, hvis flere og flere ikke orker at engagere sig i det, der sker i vores samfund – simpelthen fordi, man ikke er sikker på, hvad der sker omkring os.
Derfor er det meget vigtigt, at vi allerede fra barnsben lærer at forholde os rationelt kritisk til de informationer og den indlæring, vi udsættes for.
Der er sjældent et klart og entydigt svar på alt. Men hvis vi kan lære at navigere nogenlunde habilt i informationshavet, så bliver viden noget, som giver os mere magt over vores liv – og vi undgår at give op i afmagt.
Peter Bøgelund, Dragør
Hægtet af infrastrukturen
Forleden morgen, da jeg kørte min mellemste søn til stationen, hørte jeg forpersonen for Brønshøj-Husum Lokaludvalg sige, at bydelen føler sig hægtet af infrastrukturen, fordi der er tre kilometer til metroen. Samtidig har de busser med fem minutters mellemrum.
I Gribskov er virkeligheden en anden. Min søn skal fire kilometer til nærmeste station og derefter med lokaltog, S-tog og bus for at komme i skole. Det er hverdagen for mange unge i landkommuner. Her er det ikke et spørgsmål om at vente fem minutter på en bus – men om overhovedet at have en bus, der kører mere end én gang i timen.
Vi forventer ikke metro på landet. Vi har glæde af plads og natur. Men vi kan forvente, at Movia og politikerne i Movias bestyrelse prioriterer mobilitet i hele regionen – ikke kun i København. Movia bør måle succes på, hvor mange mennesker vi reelt giver adgang til kollektiv trafik – frem for kun hvor mange, der allerede sidder i bussen.
Pernille Søndergaard, byrådsmedlem Gribskov (M)
Parkeringsforelskelse I
Mange partier har oplevet en sensommerforelskelse i flere parkeringspladser. Kærligheden blusser op jo tættere vi kommer kommunalvalget.
Alle de andre partier rundt om Det Konservative Folkeparti er i år i gang med at nedlægge mere end 500 permanente parkeringspladser i indeværende år og har hævet parkeringspriserne med mere end 100 millioner kroner alene i 2025. Kun Det Konservative Folkeparti stemte imod. Tilsvarende med betaling for parkering om søndagen.
Det Konservative Folkeparti har ment det samme om parkering år ind og år ud. Socialdemokraterne lovede ved sidste kommunalvalg at nedlægge hver tredje parkeringsplads, og Enhedslisten vil fremadrettet nedlægge 20.000 parkeringspladser. Det fik vi heldigvis stoppet.
En nyopstået kærlighed til parkeringspladser, må vi håbe, ikke bare forbliver en sensommerforelskelse, men også varer ved, når efteråret går på hæld og kommunalvalget er afholdt.
Jakob Næsager, borgmester og politisk leder for Det Konservative Folkeparti i København
Parkeringsforelskelse II
Halleluja! Måske har selv Enhedslistens Line Barfod opdaget, at hendes parti og forvaltning er gået for vidt i nedlæggelsen af almindelige P-pladser i København. Forleden observerede jeg tre steder på indre Østerbro, at skiltning med reserveret for elbiler og el-delebiler var annulleret med en affaldssæk påtrykt kommunens logo.
Birgitte Rosbach, København
Oh, hvilken velsignet stilhed
Jeg nyder den herlige stilhed, fra jeg vågner til, jeg tænder for nyhederne … og SÅ!
Droner, russisk skib, omlægning af trafik, kortegekørsel, øget sikkerhed, afspærring omkring Christiansborg, politi fra udlandet, hæren i Nordhavn, udstyr lånt af USA, osv osv.
Godt at der findes en afbryderknap.
Joyce Hansen, Hillerød
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk