Trine Bramsen: Når det føles som at vinde i Lotto at få en plads på et svømmehold, så er der noget galt


Flere steder i Danmark mangler der fodboldbaner, gymnastiksale og svømmehaller. Det betyder, at børn må afvises fra den sport, de gerne vil gå til. Og voksne må henvises til de meget sene aftentider, hvis de vil opretholde foreningsidrætten.
Andre steder er faciliteterne mangelfulde. Forleden besøgte jeg en fodboldklub, der har fået 100 flere piger med på det lokale fodboldhold siden sidste år. Problemet er bare, at der ikke er omklædningsrum til pigerne. Selvfølgelig gør faciliteterne en forskel, når man skal fastholde børnene og de unge.
Alle er enige om, at sport er godt for både børn og voksne. I Danmark har vi i alle dele af landet en fantastisk tradition for frivilligt foreningsliv rundt om sporten. Derfor er det også et stort problem, at ventelisterne til at gå til gymnastik, svømning eller fodbold nogle steder i landet er så lange, at man næsten lige så godt kan opgive på forhånd.
I en tid, hvor alle taler om, hvor skadelige skærme er, og hvor vi prøver at få børn væk fra dem, skal det selvfølgelig ikke være en kamp at få en plads på et gymnastikhold for fem-årige. Når ventelisterne er lange, ved vi også, at det er de mindst ressourcestærke, der ikke får tilmeldt deres børn en sportsaktivitet. Det har både konsekvenser for det sociale, sundheden og den videre indlæring.
Når kommunerne skal vælge mellem at lappe den lokale skoles tag eller bygge omklædningsrum eller svømmehaller, kan man ikke fortænke de lokale politikere i, at de vælger skolens tag først. Derfor bliver vi nødt til at gøre idrætsfaciliteter til en landspolitisk sag.
Vi skal hjælpe der, hvor der mangler faciliteter. Og så skal vi lytte til det opråb, som idrætsorganisationerne kommer med, når det gælder de frivillige trænere. De fleste trænere passer deres arbejde ved siden af et almindeligt job. Derfor gør de det ikke for pengenes skyld. Men det er muligt at få et skattefrit omkostningstillæg, som eksempelvis dækker musik, træningstøj, transport og de sodavand, som man giver holdet, når de virkelig har gjort det godt. Det ville næppe få færre til at lægge timer i som træner, hvis det beløb var lidt højere.
Sidst men ikke mindst skal vi gøre det lettere at være forening. Idrætsklubberne skal fokusere på det, de er gode til; nemlig at give gode og sunde oplevelser til børn, unge og voksne. Den regeljungle, vi har skabt, er blevet for tæt.
At få en plads på et svømmehold må og skal ikke være som at vinde i Lotto. Sådan er det blevet nogle steder. Og det er ikke godt nok.
Trine Bramsen, MF (S), tidligere minister