Vi er til grin for vores egne penge. Årtiers privatiseringer af velfærdsstaten og et ræs mod bunden i blandt andet byggebranchen, der arbejder for skatteydernes penge på offentlige byggeprojekter, har skabt et slaraffenland for økonomisk svindel med danskernes surt tjente skattekroner.
I TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« dokumenteres det udførligt, hvordan en sammensværgelse af rockere, advokater og forretningsmænd snyder statskassen for milliarder i skattekroner og samtidig diskuterer, hvordan botilbud til mennesker med autisme kan bruges til at hvidvaske penge og suge midler ud af statskassen.
Senest er den private koncern Alles Lægehus, der står for over 100.000 danskeres daglige adgang til lægen, blevet afsløret i at skrive behandlinger, der aldrig er blevet udført, på deres regninger til de danske regioner.
Det er en katastrofe for tilliden til den danske velfærdsstat. Alt imens befolkningen oplever et stadigt mere svigtende velfærdssystem, udnytter rigmænd, rockere og internationale kapitalfonde den danske tillidskultur til at snyde os andre, så det driver ned ad væggen.
Derfor skal vi sætte politisk hårdt og markant ind over for svindel med offentlige midler. Det kan gøres med tre helt konkrete tiltag:
Hårdere straffe og sortlister. Særligt i byggebranchen ser vi de samme svindlere dukke op igen og igen med nye firmanavne. Der skal derfor indføres en lang og konsekvent sortlistning af personer, der har været involveret i snyd med offentlige midler, fra at byde på offentlige udbud igen.
Overvågning og automatisering af udbetalinger fra det offentlige. Estland er begyndt at bruge blockchainteknologi i deres sundhedssystem. Det har den store fordel, at man sikrer privatlivet, samtidig med at det bliver nemmere at sikre, at skattekroner rent faktisk går til de velfærdsopgaver, som de er tiltænkt.
Krav til faglige ledere og offentlige ansættelsesudvalg til personale på velfærdsservicesteder. Et af de store problemer med private velfærdstilbud er, at den faglige identitet og velfærdsetik hurtigt kan undermineres af profitorienterede ejere. Derfor burde det være et krav, at faglige ledere og personale på privatejede velfærdsservicesteder ansættes gennem et offentligt ansættelsesudvalg.
Skiftende regeringer har skabt fire bandepakker til kampen mod den organiserede kriminalitet med rygmærker og bandementalitet. Nu skal vi i gang med antisvindel-pakker målrettet velfærdskriminalitet og virksomheder, der lever som økonomiske parasitter i vores velfærdssamfund.
Ludvig Goldschmidt, politisk rådgiver (EL)


