Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Transnationale selskaber er for venstrefløjen, hvad indvandring er for Nye Borgerlige.

Man bør ikke være naiv og fuldstændig udelukke, at nogle virksomheder kan have motiver, der ikke flugter med vores idé om bidrag til fælleskassen. Den slags er uacceptabelt. Men det er også uacceptabelt at dømme uden bevisførelse. Virksomheder og deres ejere, og i forlængelse deres ansatte, som til daglig skal stå på mål for virksomhedens ageren, har samme krav på retfærdig rettergang som alle andre, skriver Anders Kristian Frandsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Det kan ikke overraske nogen, at den blankpolerede venstrefløj med evigt gyldigt abonnement på de rette holdninger, er de første til at gribe historien, om danske virksomheders tilknytning til skattelylande. Både SFs Jakob Mark og Carl Valentin har været på banen og krævet boykot af forretninger, alene på baggrund af deres ejerstruktur. Også Enhedslistens Pelle Dragsted langer ud efter virksomheder med indicier som eneste bevis. Står det til dem, må man åbenbart forstå, at der uden videre må være tale om en situation, hvor grådige skattespekulanter udnytter corona-hjælpepakker til at berige sig selv.

Den mest mærkværdige detalje, er det underliggende argument: Selskabsskattestrukturer er komplicerede og svære at gennemskue, så derfor må formålet være fordækt. Det er ikke for ingenting, at det siges, at man frygter det, man ikke kender. Transnationale selskaber er for venstrefløjen, hvad indvandring er for Nye Borgerlige.

For eksempel skal flere virksomheder hænges ud, alene for at have udenlandske ejere. I sig selv en sær logik, når ingen hænger danskere ud, for at eje virksomheder i udlandet.

Det hjælper også på mistænkeliggørelsen rent retorisk at holde sig til udlægningen, at virksomheder »har oprettet selskaber i skattely«, når det i virkeligheden er virksomheden, der er blevet opkøbt. At det ikke rykker ved en virksomheds skattestilling i Danmark at blive opkøbt af en udenlandsk fond, udgår behændigt af fortællingen.

Udbytte til udenlandske ejere bliver også rask væk mistænkeliggjort, da det nødvendigvis må være penge, der ellers var havnet i statskassen. At udbytte betales af overskud efter skat, behøver vi ikke dvæle ved. Den slags teknikaliteter burde ikke være nødvendige hos ærlige virksomheder, må man forstå.

Man bør ikke være naiv og fuldstændig udelukke, at nogle virksomheder kan have motiver, der ikke flugter med vores idé om bidrag til fælleskassen. Den slags er uacceptabelt, og det er vigtigt at sikre en ordentlig kontrol, så både virksomheder og borgere kan være trygge ved, at der sker en korrekt og fair skatteafregning.

Det er til gengæld også helt uacceptabelt at dømme uden bevisførelse. Virksomheder og deres ejere, og i forlængelse deres ansatte, som til daglig skal stå på mål for virksomhedens ageren, har samme krav på retfærdig rettergang som alle andre. Det er grim skueproces at være vidne til, at retsstaten for dele af venstrefløjen er en spotvarehylde, hvor man kan vælge til og fra efter forgodtbefindende.

Anders Kristian Frandsen, finance controller, Odense