Top-topskatten rimer på endnu et politisk selvmål ved årsskiftet

Når kalenderen skifter, leverer regeringen et politisk selvmål af de større: Vi får ikke bare én, men to nye skattetrin: En top-topskat og en ny mellemskat. 

Det sker oven i et i forvejen uigennemskueligt skattesystem og oven i en tid, hvor statskassen bugner, mens danskernes egne budgetter presses af stigende priser og nye regninger på alt fra energi til forsvar.

Regeringen taler højlydt om regelforenkling, men virkeligheden er den stik modsatte: endnu flere regler, endnu flere grænser og endnu flere måder at sende signalet »du skal betale lidt mere«. 

Det er symbolpolitik af værste skuffe. Det rammer ikke mange, men det viser til gengæld med al tydelighed, at man ikke værdsætter dygtige mennesker, der yder meget og skaber meget.

Og tallene fortæller et paradoks, der sjældent bliver sagt højt:

Danmark ligger faktisk lavere end både EU og OECD i marginalskat for lavtlønnede (39,1 procent mod EUs 50,8 procent) og for gennemsnitslønnen (42,1 procent mod EUs 50,9 procent).

Men for højtuddannede og højtlønnede ændrer billedet sig markant: Her er marginalskatten 55,9 procent, langt over OECDs 46,4 procent. Det er altså netop dem, der udvikler nye virksomheder, forskning og danske arbejdspladser, vi beskatter hårdest.

Når staten så lægger endnu et lag på toppen, er konsekvenserne tydelige: Topledere kræver højere løn for at tage et job i Danmark, fordi virksomheden skal kompensere for top-topskatten. 

Det er ikke en skat på de ansatte. Det er en ekstra omkostning på dansk erhvervsliv. Og man må spørge sig selv: Er det virkelig den vej, vi vil?

Hvis virksomhederne ikke vil kompensere de dygtigste danske topchefer, så ligger Sverige ikke langt væk og lokker snart med en bruttoskat på 20 procent, så selv med en væsentligt lavere løn, vil det kunne betale sig at tage til Sverige.

For mange udenlandske specialister gælder top-topskatten faktisk slet ikke, fordi de kommer ind via forskerskatteordningen. 

Derfor er det ikke de internationale talenter, der får en ekstra regning. Det er danske virksomheder, som nu skal betale mere for at tiltrække topledere og højt kvalificerede medarbejdere. Det gør Danmark mindre konkurrencedygtigt.

Og mens Christiansborg fortsætter med at bygge nye lag på skattetårnet, glemmer man det mest grundlæggende: Det skal kunne betale sig at arbejde. 

I Liberal Alliance vil vi derfor fjerne skatten på de første 7.000 kroner, så alle får et reelt incitament til at tage et job eller flere timer. Det er enkel, effektiv og fair skattepolitik – og parentes bemærket vil det også være en bedre måde at give folk penge mellem hænderne end at sænke momsen på fødevarer.

Freja Brandhøj, folketingskandidat for Liberal Alliance

Glem differentieret moms

Jeg forstår simpelthen ikke, at så mange bliver ved med at tale om differentieret moms.

Hvis man ønsker at hjælpe specielt de grupper, som har det svært økonomisk – og det skal man – så er skattesystemet et meget bedre sted at regulere.

Det kræver ingen bureaukrati og kan indføres via finansloven og reguleres fra år til år, hvis man ønsker det.

Og vigtigst af alt så kan man »styre« skattesatserne således, at de mest trængende bliver tilgodeset via skattelettelser i bunden, i stedet for en momsfritagelse eller sænkning af momsen på særlige varer, som giver besparelser til alle uanset indtægt.

Hvor svært kan det være?

Bjarne Tvilde, Hørsholm

Julehjælp eller ej

Vi kunne undgå hele denne diskussion om, hvorvidt at muslimer må søge om julehjælp, hvis man går tilbage til at give naturalier i stedet for, som i dag, penge. Bliver der udleveret en julekurv med flæskesteg, rødkål, rødvin, ris, appelsiner og rosiner, er det nok kun dem der fejrer jul, der ansøger.

Ellers må vi jo ændre navnet til »vinterhjælp«. Det er jo, i visse kredse, blevet populært at omdøbe julen såsom, vinterkalender, vinterlys, for at undgå jule ordet. Men vi kunne jo også bare beholde vores dejlige jul.

Frank Juel Pedersen, Hvidovre

Ænder er klogere, end vi regner med

Halsen sad fast som i en skruestik mellem tænderne på katten. Offeret betød tydeligvis noget for artsfællerne, som forsøgte at få deres flokmedlem fri. 

Men morderen var nådesløs. Iskold og uden følelser da gjorde han arbejdet færdigt. KNÆK! Sagde det. Han lod sig ikke forstyrre af vennernes kamp for deres ven. Den fleksible hals hjalp ikke mod rovdyrets enorme kæbekraft og sylespidse tænder.

Jeg overværede denne episode i sommer ved et gadekær på landet i det Vestsjællandske. Rovdyret var en kat og offeret var en and. Katten som jeg så denne dag kan ikke vælge at lade være Med at jage. Rovdyr kan ikke vælge at lade være. 

Mennesket derimod kan vælge, hvis mennesket ville. Men mennesket vil ikke. De fleste mennesker vil holde tilbage, når en andemor og hendes små ællinger skal over vejen. 

De samme mennesker har i samme sekund skubbet den omsorg og empati til side, når de direkte bagefter kører hjem og sætter den måske honningglaserede and i ovnen. Hvorfor egentlig?!

Ænder er sociale og intelligente dyr med et komplekst sprog, der er gode til at kommunikere med kropssprog og lyde.

Hvorfor vælge at frarive nogen fra deres egne, når det ikke er nødvendigt. Som de etiske mennesker vi er, kan vi vælge at lade være. Om anden er konventionel, økologisk eller friland eller om du selv har dræbt den i skoven, så tager du altså nogen fra deres egne.

Morten Færgemann Sørensen, aktiv i Dyrenes Alliance, Korsør

De røde postkasser

Kan det virk’li’ passe
at den røde kasse
nu er passé
ak ve, ak ve
(send den blot
til brændbart og småt)

De frie mærker
med tungen på gled
og dronning på skrå
og takker på
(send dem blot
til brændbart og småt)

Befri os fra de røde
befri os fra det onde
befri os for en stemning
befri os fra porto
befri os fra ånden
(med skriften i hånden)

Befri mig vel!

De breve fra dig
og ditto fra mig
om dit og mit
om godt og skidt
med smil og pjat
om dit og dat
bli’r nu sms-et
overbelæsset
med hjerter og smiley
(så du ved, du er dejlig)

Send mig en mail
eller blot en sms
husk smiley
eller hjerte
eller andet
bare et vink
med et blink
i øjet

Så ved jeg
at du trods alt
stadig er der …

Bagved

Mogens Thomsen, Hornbæk

Hvor er DSB og SAS i anerkendelsen af danske veteraner?

Der er ingen tvivl om, at danske veteraner nyder stor respekt i befolkningen. Overalt i landet oplever jeg private virksomheder, der tager ansvar og på egen hånd bakker op om veteranerne gennem rabatter, særaftaler, støtteordninger og donationer. 

Det gælder blandt andet Salling Group, restaurationskæder, håndværksvirksomheder og mange andre, som ofte helt frivilligt træder til uden at spørge, hvad de får igen.

Derfor undrer det mig desto mere, at de statslige selskaber lyser med deres fravær.

For hvor er DSB?

Hvor er SAS?

To af landets mest ikoniske statslige virksomheder har konsekvent valgt ikke at anerkende danske veteraner gennem selv de mindste tiltag. Ingen rabat. Ingen fordelsordninger. Ingen særlige tilbud. Ingenting.

Det er bemærkelsesværdigt, når man samtidig ser private aktører gå foran og vise, at selv små initiativer kan gøre en stor forskel for dem, der har båret en del af byrden for Danmark i internationale missioner.

Både SAS og DSB har i flere år fået forespørgsler om at indgå i en helt enkel og overskuelig ordning. Et eksempel kunne være gratis eller reduceret adgang til offentlig transport for veteraner på fremvisning af veterankort. 

Et andet forslag har været at give veteraner adgang til SAS Lounge. Det handler ikke om luksus, men om en symbolsk anerkendelse og en lille lettelse i en hverdag ,der for mange er præget af både fysiske og psykiske konsekvenser.

Argumenterne imod har ofte været økonomiske. Det skulle være for dyrt og for stort et system at etablere. Men det holder simpelthen ikke.

Vi har tidligere gennemført en spørgerunde blandt veteranerne i Veterankortet.dk. Her viste tallene tydeligt, at det er meget få, der reelt ville benytte sig af sådanne tilbud. 

Faktisk taler vi om omkring 40 veteraner om året, der ville gøre brug af gratis transport eller lounge adgang. Resten har egen bil eller foretrækker andre løsninger. Med andre ord er udgiften minimal men værdien høj.

Derfor står jeg tilbage med et spørgsmål:

Hvorfor er det kun de private virksomheder, der viser handling, mens de statslige holder sig helt væk?

Når staten selv har udsendt soldater i Danmarks navn, burde det være en selvfølge at statslige selskaber viser den samme respekt, som store dele af det private erhvervsliv allerede gør. Det handler ikke om store millionbeløb. Det handler om signaler, værdier og ansvar.

Så jeg vil gerne spørge igen:

Hvor er DSB?

Hvor er SAS?

For veteranerne er her stadig. Spørgsmålet er bare, om staten også er det.

Jimmi Schoubo Povlsen, formand for Veterankortet.dk

Hjælp til selvhjælp

Det er sært både at følge tv-udsendelsesrækken med hjemvendte fra fængslet og samtidig se de hjemvendte syrere, der med penge på lommen kan starte et nyt liv.

Det ligner ikke et nyt liv, som en fhv. indsat kommer ud til – men snarere en ubehagelig reprise med høje bunker af regninger og lukning af vand og elektricitet, som følge af de ubetalte regninger.

Vi savner en sluse (læs kuvøse), hvor udskrevne fra fængslet kan genfinde et fornuftigt liv i og ikke blot lade dem hver sejle sin egen sø.

Erik Tang, Klampenborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk