Jeg glemmer aldrig den partilederdebat, der blev sendt på TV 2 i marts i år. For alt var ikke, som det plejede. Temaet var corona og håndteringen heraf. Men det var faktisk slet ikke debatten om coronahåndtering, jeg bed mærke i. Jeg hørte nemlig noget andet, som jeg aldrig har hørt før. Pludselig var det som om, at alle partiledere fik øjnene op for et af de største problemer. Pludselig ville alle snakke om mentalt helbred blandt unge.
I 2016 fortalte en god veninde mig, at hun ikke havde det godt. Hun klarede det fint i skolen, havde en masse gode venner, en sød kæreste og en tætknyttet familie. Alligevel var hun ikke glad. Ting, der burde fremprovokere smil, gik nærmere ind af det ene øre, ud af det andet og uden at plante en følelse af glæde. Det var her, jeg for første gang fik indblik i, hvad mentalt helbred var.
Men det var først, da jeg selv begyndte at mærke, at jeg ikke hang sammen, at jeg for alvor fik øjnene op for det. Pludselig kunne jeg genkende nogle af de samme tendenser som min veninde. Og det er jeg langtfra alene om. Der er flere unge end nogensinde, der kæmper med psyken. Alligevel skulle det være værre end nogensinde, før det fik politisk interesse.
På den ene side, så glæder det mig, at det endelig er blevet noget, der bliver snakket om. Området har slet ikke haft nok fokus. Men det virker som om, at man politisk har antaget, at dét, at man har genåbnet samfundet henover foråret, har betydet, at så er alt løst. Sandheden er desværre bare, at mentale helbredsproblemer ikke forsvinder som dug for solen.
Det er dybt bekymrende, når man sidste år anslog, at op mod 23 procent af unge mennesker led af ensomhed. Eller at hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18. Begge disse tal har været kastet frem efter den famøse debat, men alligevel har der politisk været lukket i. I stedet har der været spalteplads og kamp på sociale medier om mink og meget andet.
Så når jeg tænker tilbage på den famøse partilederdebat, så tyder det på, at min første mavefornemmelse ikke var helt galt på den. At det endnu engang var tomme ord, der lød godt, og at psykiatrien stadig står med en opgave, der ikke bliver prioriteret politisk. Vi svigter vores unge, og vi kan ikke være det bekendt! Carl Wengel Grauballe, Horsens, uddannelsesordfører hos Venstres Ungdom
