I sommerferien skulle jeg stå af et DSB-tog i Køge. Toget stoppede, jeg trykkede på den lille grå, krakelerede døråbner-knap, og intet skete. Jeg trykkede igen. Og igen. Og igen. Til sidst gav toget sit sædvanlige ryk, og så kørte vi videre.

Det var selvfølgelig et træls uheld. Men den lukkede togdør er egentlig et meget godt billede på det større problem. For mens jeg ikke kunne komme ud af toget, har konkurrencen svært ved overhovedet at komme ind på markedet. Og det er ærgerligt. 

For konkurrence virker af en ret simpel grund: Virksomheder bliver nødt til at gøre sig fortjent til deres kunder. Hvis priserne bliver for høje, servicen for dårlig eller kvaliteten for lav, kan kunderne vælge noget andet. Det pres findes ikke på samme måde, når en aktør sidder tungt på markedet, og passageren har meget få alternativer.

Et frit marked betyder ikke, at togene pludselig aldrig bliver forsinkede, eller at alle fejl forsvinder. Men forskellen er, at der på et marked med reel konkurrence følger en konsekvens, når man leverer for dårligt. 

Hvis et selskab igen og igen skuffer sine kunder, skal kunderne have mulighed for at vælge nogen andre. Virksomheder bliver presset til hele tiden at forbedre sig, holde priserne nede og finde bedre løsninger, fordi de ved, at kunderne ikke nødvendigvis bliver hængende. 

Når den mulighed for at vælge fra forsvinder, forsvinder en stor del af presset også. Og så bliver det ganske enkelt lettere at acceptere middelmådighed.

Det er ikke nogen stor øjenåbner, at DSB-tog kommer for sent, bliver aflyst eller har fejl. Men midt i debatten om forsinkelser, aflysninger og dårlige tog mangler vi nogle nuancer. 

Ja, vi mangler en åben dør. En åben dør til et marked, hvor flere aktører kan konkurrere om passagererne, hvor dårlig service faktisk kan koste kunder, og hvor gode løsninger bliver belønnet. Jeg fik aldrig åbnet døren. Det er på tide, at man åbner den næste.

Nicolai Melholt, retsordfører i Liberal Alliances Ungdom samt formand i Liberal Alliances Ungdom Kronjylland

Bacon til de gamle

Københavns Kommune har, som man har kunnet læse i blandt andet Berlingske, købt tre sten, som er skåret ud som bacon, for 24.000 kroner. Et spændende kunstværk.

Jeg håber, det appetitlige kunstværk vil blive hængt op på væggen i spisesalen i et af kommunens plejehjem, så de gamle kan nyde udsigten til den sprøde bacon, mens de nyder deres selleribøffer med linser og et glas frisk postevand og tænker på klimaet.

Jeg siger bare: god kunstsmag og velbekomme.

Peter I. Hinstrup, Nærum

Sprogbrug i avisen

Hvorfor skriver Berlingske, som rigtig mange andre medier, også om »uroligheder« og »protester« i Paris og nu i Italien? 

Hvis jeg smadrer ruderne i min lokale Brugsen med mursten, går ind og stjæler, hvad jeg har lyst til, og derefter smider en brandsats ind i butikken, fordi jeg er uenig med, hvad den demokratisk valgte kommune eller regering har besluttet, tror jeg ikke, I ville skrive, at der var »uroligheder« uden for eller i Brugsen. 

Jeg tror, I ville skrive om en eller flere brandstiftere, der har begået omfattende hærværk og derefter stjålet i butikken. 

Hvorfor kalder I det så for »uroligheder« og »protester« og ikke for det, det er, i Frankrig? Det er bare hundredtals med gerningsmænd i stedet for nogle enkelte, men det ændrer ikke selve gerningens karakter. 

I dette tilfælde tror de voldsomme gerningsmænd, at deres straf vil pulveriseres, dvs. fordeles på så mange gerningsmænd, at de i sidste ende vil gå fri. At bruge betegnelsen »uroligheder« eller »protester« for almen farligt hærværk og brandstiftelse i kombination med tyveri er rent skønmaleri og fremmer ikke vores fælles holdning, at det drejer sig om forbrydelser, som aldrig må foregå ustraffet. 

Nu bliver det det franske folk, der kommer til at betale via højere forsikringspræmier og via skatter. Men i det lange løb er det os alle sammen, der vil betale for, at man ikke kalder forbrydelser og gerningsmænd for, hvad de er.

Tanja Talarek, Læsø

Demokratitest

Tanwir Ahmed fremfører 17. oktober, at en antidemokratitest ikke er eller kan være en objektiv vurdering.

Hertil kan fremføres, at selvom det naturligvis er langt at foretrække, at der er klare og objektive regler på området, så er det ingen betingelse i henhold til grundlovens § 44, som blot fastsætter, at »Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.

Det er således alene op til de på ethvert tidspunkt siddende folketingsmedlemmer at fastsætte regler på området, udelukkende begrænset af de relevante forpligtelser efter statsborgerretskonventionen og eventuelle andre relevante nationalt tiltrådte forordninger.

Er disse begrænsninger i øvrigt overholdt, har et flertal af medlemmerne frie hænder til at fastsætte alle relevante regler. Det vil naturligvis ikke være ønskeligt med subjektive regler, men grundloven sætter ingen begrænsninger i så henseende, hvis et flertal af folketingsmedlemmerne skulle ønske at indføre sådanne.

Niels B. Larsen, Randers

Intolerance

Det er mærkeligt, at de personer og partier, der forlanger den største tolerance af alle andre, er de mest intolerante over for andres meninger og ytringer.

Vi kan se det på de demonstrationer, der har været i København de seneste dage, og de ytringer, der er kommet fra Københavns overborgmester.

Ingen af disse vil tilsyneladende give højrefløjen eller borgerlige ret og ro til at ytre sig.

Det er beskæmmende.

Jens Chr. Fjeldborg, Kvistgård

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

Simon Richard Nielsen: Er B.T. forlovet med den yderste højrefløj?

B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, har været i vælten den seneste tid efter at have modtaget et bekymringsbrev fra mediets journalister. Medarbejderne er bekymrede for det, de kalder »den politiske og ideologiske styring af journalistikken« på mediet. Så er B.T. fortsat et uafhængigt medie? Gæst: Simon Richard Nielsen, chefredaktør, B.T. Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder