Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Tøj er magtens sprog, og det sprog er stadig mandligt
I 2011 var jeg et af talenterne i Berlingskes Talent 100. Et talent fra et tidligere år blev spurgt, hvad det vigtigste var, hun havde lært i sin karriere. Hun svarede: at klæde sig som en mand.
Jeg var rystet i min grundvold. 15 år senere er jeg det stadig.
De seneste dage har jeg selv stået midt i debatten. Jeg skrev på Facebook om kvinder, der klæder sig som mænd for at få succes, og Mona Juul svarede. Hun skrev, at det er fuldstændig underordnet, om man går i habit eller nederdel.
Det lyder befriende, men det er ikke sandt.
Hvis tøj var underordnet, var en dansk studievært aldrig blevet bedt om at tage blazer på for at se troværdig ud. Og Stine Bosse havde ikke klædt sig som mændene på vej op, indtil hun som topchef smed jakkerne ud, fordi hun »gik i ét med tapetet«.
Tøj er magtens sprog, og det sprog er stadig mandligt.
Det handler ikke om smag. Det handler om tilpasning. Kvinder lærer, at de skal tone sig selv ned for at blive taget alvorligt. Og når vi så peger på det, får vi at vide, at kvinder ikke skal kritisere andre kvinders tøj. Men at tale om en norm er ikke at angribe dem, der lever under den. Hvis vi ikke må tale om normen, beskytter vi den.
Som smykkedesigner ved jeg, at det, vi tager på, fortæller, hvem vi er. En rød kjole eller et smykke, der kan ses, har aldrig gjort en kvinde mindre dygtig. Femininitet er ikke det modsatte af autoritet.
Mona Juul skriver, at det handler om, hvad man står for. Helt enig. Jeg står for, at kvinder skal kunne nå til tops i kjole, i habit eller i det, de har lyst til uden, at skulle ligne mændene for at komme ind ad døren.
Derfor er jeg også for kvoter. Hvis man skal ligne dem, der allerede sidder der, for at få en plads, går det for langsomt.
Kvinder må selvfølgelig gå i jakkesæt. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, om de føler, at de SKAL.
Mai Manniche, smykkedesigner
Enhedslistens skattefinansierede goder
Mon ikke regeringen snart burde sætte bremsen i med hensyn til alle de skattefinansierede forslag, som Enhedslisten kommer med?
Det kan godt være, at Enhedslisten kalder det »gratis«, men intet er gratis, og såfremt man ikke skal betale for tandlæge, offentlig transport mv., så vil vi alle sammen komme til at betale mere i skat for at få det finansieret.
Det ender vel med, at alle indtægter for arbejde, uanset om du er lønmodtager eller ejer af en virksomhed, sendes til staten, hvorefter staten udbetaler lommepenge til os alle.
Rigtig »god« gammeldags kommunisme.
Lena Petersen, Kongens Lyngby
AI skaber utryghed
Der er en stor fællesnævner for næsten alle kommentarer omkring kunstig intelligens (AI), som hedder tryghed/utryghed.
Min personlige lommefilosofi går ud på, at alle mennesker søger et vist niveau af tryghed for at kunne fungere tilfredsstillende.
Vi har imidlertid forskellige behov for tryghed og samtidig forskellig accept af risikovillighed og utryghed. Der er adskillige kilder til sikring af vores tryghed eller det modsatte.
Det gælder først og fremmest vores privatsfære såsom familie, venner og vores daglige livssituation (som vi måske har en god chance for at kunne påvirke). Men det gælder også de mere overordnede/eksterne forhold som samfundsforhold, internationale konflikter eller klimaforandringer (som vi har svært ved at påvirke).
AI tilhører nok den sidste kategori – samtidig med at den kan få meget direkte indflydelse på vores hverdag. Derfor er det ikke mærkeligt, at så mange har en negativ holdning til AI, fordi man føler sig magtesløs (og utryg).
Modgiften mod denne utryghed må være at genkende og være opmærksom på de tryghedsskabende faktorer, der forhåbentlig stadig findes i vores omverden. Derfra kan vi så prøve at fokusere så meget som muligt på at bibeholde eller endda forbedre dem.
Peter Bøgelund, Nykøbing Sjælland
Sæder i et parlament
Overskriften kunne forlede nogen til at tro, at det her handler om skikke og normer, men det handler om mandater og pladser.
Det amerikanske midtvejsvalg nærmer sig, og vi vil derfor oftere og oftere læse og høre om, at den og den kandidat og det og det parti vil få så og så mange sæder i Kongressen.
Nu er sæderne formentlig forsynede med både ryg- og armlæn, men det er altid »sæderne«, der omtales. Men det er både ukritisk og dårlig sprogbrug, der i stedet burde erstattes af ordene mandater og pladser, for det er det, ethvert valg handler om.
Michael Stein, Hillerød
Déjà-vu
Jeg har netop læst en bog om Stalin, hvor ingen, der havde sit liv kært, turde diskutere eller ytre tvivl om hans beslutninger.
Dagen efter læste jeg, at overlæger var blevet »hjemsendt« fra Rigshospitalet, fordi de i bekymringsskrivelser til ledelsen havde gjort opmærksom på kritiske forhold omkring patientsikkerheden inden for deres område.
Selvfølgelig kan det ikke sammenlignes, for ingen af de pågældende overlæger er sendt til gulag eller har mistet livet, men det illustrerer alligevel en vis grad af totalitarisme i et stort offentligt administrativt system, der ikke tåler kritik, ej heller berettiget.
At Stalin havde elimineret mange af Sovjets dygtigste generaler, stillede landet dårligere under den nazistiske invasion i 1941. Lige så vil hjemsendelse af overlægerne vel stille patienter med de pågældende sygdomme dårligere, og viden risikerer at gå tabt.
Nils Koch-Henriksen, Aalborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:
Kritikken hagler ned over Peter Ernstved fra alle sider, men han fortryder intet. Selv mener han, at han har brudt et tabu i debatten ved at tale for et stop af dansk og europæisk støtte til Ukraine. I dette afsnit af »Mening« bliver han udfordret på sine nu heftigt omdiskuterede synspunkter - for kan det virkelig passe, at Ukraine og Europa er bedst tjent med at stoppe kampen mod Rusland nu? Gæst: Peter Ernstved Rasmussen, chefredaktør, OLFI Vært: Jacob Rosenkrands
Del:
